Måske sad den endda og tyggede på det.
En måned, tænkte Anna. Jeg har én måned.
Hun vidste endnu ikke, at Peter havde gæld. Hun anede heller ikke, at cateringfirmaet i Mettes mappe tilhørte hans fætter. Og hun havde slet ikke fået at vide, at “omkring fyrre gæster” i virkeligheden betød toogtres.
Men det skulle hun nok finde ud af. Meget snart.
Det hele begyndte med et regneark.
Mette sendte det søndag morgen klokken 7.45, på et tidspunkt hvor almindelige mennesker stadig sover. Filen hed “Bryllupsbudget”, og der var intet overladt til fantasien: blomster, catering, leje af udstyr, pynt, fotograf. Nederst stod den samlede pris: 38.000 kr. Og lige ved siden af, i næste kolonne, var fordelingen allerede skrevet ind: “Lars og Anna — 50 %”.
19.000 kr.
Anna sad i køkkenet med sin kaffe og stirrede på telefonens skærm. Inde bag væggen sov Lars stadig. Hun drak resten af kaffen, satte koppen i vasken, gik tilbage til soveværelset og klædte sig på så stille, hun kunne. Så forlod hun lejligheden.
Hun havde brug for at tænke uden andres stemmer omkring sig.
Til fods gik hun ned mod havnefronten. Der var næsten ingen mennesker ude endnu, kun et par løbere og en ældre mand med en hund. Anna gik langsomt, fulgte vandets bevægelse med blikket og opdagede, at det egentlig ikke var pengene, hun tænkte på. Pengene var bare resultatet. Det egentlige problem var mønstret. Sådan havde det fungeret i syv år: først en lille tjeneste, så en lidt større, og til sidst blev det opfattet som noget, man bare kunne regne med. På et tidspunkt holdt Anna op med at være et menneske i fortællingen.
Hun blev til noget, man kunne bruge.
Rolig, praktisk, tilgængelig og tavs.
Ved titiden kom hun hjem igen. Lars sad allerede ved køkkenbordet, bladrede på sin telefon og drak te.
— Har du set regnearket? spurgte han uden at løfte blikket.
— Ja.
— Nå, hvad synes du? Mette har da virkelig gjort sig umage. Alt er skrevet op.
— Meget grundigt, sagde Anna. Hun hældte vand i et glas og satte sig over for ham. — Lars, vi betaler ikke 19.000 kr.
Han så op. Hans ansigt fik det udtryk, folk får, når nogen pludselig taler et sprog, de ikke forstår.
— Det er jo hendes bryllup. Det sker kun én gang i livet.
— Den med “én gang” har du allerede brugt. Nu lytter du til mig. Anna lagde hænderne fladt på bordet. Hun talte lavt, roligt, uden drama. — Jeg er ikke sponsor for andres fest. Hvis du vil give din søster penge, så gør du det fra din egen del. Men fællesøkonomien rører vi ikke.
Lars tav et øjeblik. Da han endelig svarede, kom ordene langsomt og med tryk på hver stavelse.
— Forstår du overhovedet, hvordan det her kommer til at se ud? Hvad vil folk sige?
— Hvilke folk, Lars?
Det svarede han ikke på. Han rejste sig og gik ud i entréen. Et minut senere hørte hun hans stemme, dæmpet, ind i telefonen. Han ringede til Mette.
Mette dukkede op efter frokost. Denne gang havde hun ingen mappe med, men til gengæld et ansigt, som om hun var ankommet til et vigtigt møde med forhandlinger på højt niveau. Peter blev igen stående ude i entréen. Han kiggede ned i sin telefon og lod, som om han slet ikke var til stede.
— Anna, begyndte Mette, mens hun satte sig i sofaen med minen hos et menneske, der havde øvet sig på sin tale, — jeg ved godt, at beløbet virker højt. Men se nu på det. Det her er minimum. Vi har allerede skåret alt ned til benet.
— Jeg har set regnearket, sagde Anna.
— Så kan du også se, at der ikke rigtig er mere at spare. Cateringen er næsten på plads, fotografen også…
— Mette, vent lige. Anna afbrød hende blidt, men på en måde, der fik hende til at tie. — Jeg vil gerne have afklaret noget. Cateringfirmaet hedder “Smag & Format”, ikke?
Mette stivnede ganske let.
— Altså… jo.
— Ejeren er Michael Nielsen. Peters fætter, ikke sandt?
Stilheden blev så lang, at den næsten fyldte rummet ud. Ude i entréen holdt Peter op med at kigge på sin telefon.
— Hvor har du… begyndte Mette.
— Jeg undersøgte det, sagde Anna bare. — Når nogen forventer, at jeg skal betale 19.000 kr., vil jeg gerne vide, hvor pengene ender. Det er helt almindeligt. Og der er mere. Jeg har sammenlignet priser. Catering til tres mennesker af samme type kan fås til halv pris hos tre andre firmaer.
— Vi valgte dem, fordi vi stoler på dem, sagde Mette, og noget skarpt gled ind i stemmen.
— Det forstår jeg. Men jeg stoler ikke på dem. Anna rejste sig, gik hen til vinduet og vendte sig om mod dem igen. — Jeg vil gerne hjælpe med planlægningen. Jeg kan bruge tid, kræfter, tage koordineringen på mig. Men penge — nej. Hverken 19.000, 9.000 eller 5.000. At brylluppet skal holdes i vores lejlighed, er allerede en gave, hvis I skulle have glemt det.
Mette så hen på sin bror. Lars stirrede ned i bordpladen.
— Lars, sagde hun.
Han sagde ingenting.
— Lars, sig nu noget til hende.
— Anna, måske kunne vi bare betale en del af… begyndte han uden at se på sin kone.
— Nej, sagde Anna.
Kun det ene ord. Ingen vrede. Ingen hævet stemme. Bare en dør, der blev lukket.
Mette gik tyve minutter senere. Hun tog frakken på uden et ord, nikkede kort til sin bror og passerede Anna uden at se på hende. Peter fulgte efter, lige så lydløs som før, stadig med telefonen i hånden. Først da han stod i døråbningen, vendte han sig om og betragtede Anna — længe, målt, vurderende, som om han først nu for alvor havde fået øje på hende.
Det blik var ubehageligt. Undersøgende.
Hun lukkede døren.
Lars blev stående i entréen med udtrykket hos en mand, der netop havde opdaget, at noget ikke var gået efter planen.