Min mand kom ved en fejltagelse til at overføre 35.000 kroner til sin elskerinde. For at dække over bommerten skyndte han sig derefter at skrive i familiens fælles chat:
»Kære alle sammen, jeg har lige sendt Anna en pengegave, fordi hun er den mest fantastiske hustru i hele verden.«
På få sekunder væltede det ind med lykønskninger, hjerter og klappende hænder fra familien.
Min svigermor skrev:
»Se, dét er en rigtig mand.«
Min egen mor sendte en stor buket blomster.
Og min svigerinde tilføjede:
»Lillebror, hvor er du dog romantisk.«
Imens stod jeg ved komfuret og rørte i en kyllingesuppe, som jeg havde lavet specielt til min svigermor, mens jeg stirrede ned i min bankapp.
På min konto stod der under 14.000 kroner.
Der var hverken kommet 35.000 kroner, 3.500 kroner eller så meget som halvtreds øre ind.
Til gengæld stod der et fremmed kvindenavn i oversigten over de seneste transaktioner.
Lars sad inde i stuen med mobilen knuget i hånden. Hans ansigt havde fået en grålig farve, og smilet på hans læber lignede noget, han havde klistret på for at dække en revne, i håb om at ingen ville opdage den.
— Svar dem, sagde han lavt.
— Hvorfor?
Hans kæbe sitrede nervøst.
— Lad nu være med at begynde, Anna.
Jeg lod blikket glide fra gryden med suppe over på min svigermor, Hanne, som allerede sad klar til at holde foredrag om, hvor vigtigt det var for en hustru at sætte pris på en god mand.
Så åbnede jeg familiechatten og skrev:
»Tak, min elskede. Sikke en uventet overraskelse.«
Hanne sukkede tilfreds.
— Kan du se? Når en kvinde passer ordentligt på sin mand, giver han det samme tilbage.
Uden et ord satte jeg en tallerken foran hende.
Jeg sagde hende ikke imod.
For Lars havde aldrig været et generøst menneske.
Han gennemgik hver eneste bon, når jeg havde været ude at handle. Han kunne lave en hel scene, hvis jeg havde købt yoghurt uden tilbudsmærke. Mine indkøb kaldte han overflødige luner, mens han selv hver måned brugte flere tusinde kroner på mystiske »forretningsmøder« og »frokoster med samarbejdspartnere«.
Derfor vidste jeg med det samme, at der aldrig havde eksisteret nogen gave.
Det var et røgslør.
Jeg hedder Anna Hansen. Jeg er enogfyrre år gammel, har to børn i skolealderen og ejer mit eget firma, der producerer arbejdstøj til sundhedssektoren.
Den virksomhed byggede jeg op helt alene.
I begyndelsen solgte jeg kitler og uniformer på markeder, slæbte ordrer rundt i almindelige busser og sad om natten ved symaskinen, indtil mine fingre blev følelsesløse.
Lars elskede at gentage:
— Uden mig var du aldrig nået nogen steder.
Sandheden var præcis den modsatte.
Hvis det ikke havde været for mig, ville han hverken have haft en dyr bil, sit eget kontor, et platinkort eller perfekt strøgne hvide skjorter, som han kunne tage på, når han spillede indflydelsesrig forretningsmand.
Jeg havde kun gjort ham til leder, fordi han var min mand.
Når man er gift, vil man så gerne tro på ordet »vi«.
Samme nat, da Lars var faldet i søvn og snorkede tungt ved siden af mig, tog jeg den bærbare computer frem, som jeg gemte i en skuffe blandt sytrådene.
Jeg havde stadig adgang til banksystemet, fordi virksomhedens hovedkonto stod i mit navn.
Jeg loggede ind.
Overførsel: 35.000 kroner.
Modtager: Mette Nielsen.
Tekst på betalingen:
»Til den blå kjole, mit liv.«
Jeg blev siddende foran skærmen i total stilhed.
Den eneste lyd i rummet var køleskabets monotone brummen.
Mette Nielsen.
Det navn havde jeg set før.
Lars havde kaldt hende stofleverandør. En ung kvinde, der sendte mærkelige fakturaer, og som én gang havde ringet til min mand tæt på midnat og lagt på i samme sekund, hun hørte min stemme.
Jeg åbnede hele betalingshistorikken.
Det viste sig, at Mette langt fra modtog penge fra vores firma for første gang.
I løbet af nogle måneder var der sendt adskillige overførsler til hende.
»Forudbetaling for stof.«
»Regulering af mellemregning med leverandør.«
»Frokost med kunde.«
»Planlægning af firmaarrangement.«
Jeg kom endda til at le stille.
Firmaarrangement.
Det var altså det ord, Lars brugte om kjoler, restauranter, hotelværelser og andre fornøjelser, som blev betalt af mit arbejde.
Mine hænder rystede, men jeg lukkede ikke computeren.
Jeg tog skærmbilleder, sendte dem til mig selv og gemte kontoudtogene.
Næste morgen kørte jeg forbi et kopicenter og fik printet samtlige dokumenter, som om det blot var almindelige fakturaer eller følgesedler.
Derefter gjorde jeg noget, næsten ingen i familien senere kunne forstå.
Jeg fortsatte, som om intet var sket.
Jeg lavede kaffe til min mand.
Jeg strøg hans hvide skjorte.
Og jeg lyttede roligt til Hanne, som stod foran spejlet på mit badeværelse og lagde læbestift, mens hun sagde:
— En anden mand ville for længst have brugt de penge på et eller andet tåbeligt. Men min søn forkæler sin kone.
Jeg så på hende i spejlet.
— Ja, Hanne. Det er gået op for mig.
Hun opfangede ikke giften i mit svar.
Det gjorde Lars til gengæld.
Ude i bryggerset standsede han ved siden af mig og borede blikket ind i mig.
— Du har været mærkelig siden i går.
— Jeg er bare træt.
— Lav nu ikke drama over den overførsel. Alle i familiechatten tror allerede, at pengene gik til dig. Lad dem bare blive ved med at tro det.
Det blev hans anden alvorlige fejl.
Han bekræftede direkte, at han udmærket vidste, hvor pengene var sendt hen.
Jeg foldede langsomt den nystrøgne skjorte sammen og lagde den oven på vaskemaskinen.
— Hvor endte pengene så i virkeligheden?
Lars stivnede.
Kun et øjeblik.
Men det var nok.
— Hvilke penge?
— De 35.000 kroner.
Han slog blikket væk.
— Anna, lad nu være med at begynde.
— Jeg er faktisk slet ikke begyndt endnu.
— Det var en arbejdsrelateret betaling.
— Hvorfor skrev du så til familien, at du havde sendt den til mig?
Hans ansigt blev hårdt.
— Fordi jeg ved et uheld valgte den forkerte konto.
— Hvis konto?
— En leverandørs.
— Mette Nielsens?
Stilheden faldt tungt mellem os.
Jeg hævede ikke stemmen.
Jeg viste ham ikke kontoudtogene, og jeg indrømmede heller ikke, at jeg allerede kendte til hotellet, kjolen og de mange tidligere overførsler.
Jeg havde brug for, at Lars blev ved med at lyve.
— Har du rodet rundt i netbanken? spurgte han.
— Hovedkontoen står i mit navn. Man kan ikke rode i sine egne penge.
— Det er firmaets midler.
— Firmaet tilhører også mig.