— Os, rettede han mig.
Jeg så direkte på min mand uden at vige med blikket.
— Når der skal arbejdes til langt ud på natten, er firmaet sjovt nok mit. Men når Mette Nielsens kjoler skal betales, bliver det pludselig vores?
Lars kastede et hurtigt blik mod døren, som om han ville sikre sig, at hans mor ikke stod på den anden side og lyttede.
Så trådte han et skridt nærmere.
— Hør nu godt efter. Du begynder ikke at grave i noget som helst. Overførslen er allerede gået igennem. I familiechatten tror alle, at det var en gave til dig. Om et par dage sætter jeg pengene tilbage.
— Hvorfra?
— Det rager ikke dig.
Et næsten usynligt smil trak i min mundvig.
— Så mine penge rager ikke mig?
— Lad være med at presse mig.
Det var ikke første gang, jeg hørte den sætning fra ham.
Sådan mindede Lars mig altid om, at det var ham, der afgjorde, hvor grænserne gik i vores ægteskab.
Jeg tog skjorten op og rakte den til ham.
— Bare rolig. Der kommer ingen scene.
Han kneb øjnene sammen og studerede mig mistænksomt.
— Er du sikker?
— Helt sikker.
Et glimt af lettelse gled hen over hans ansigt.
Lars tog skjorten og gik ud.
Jeg blev stående alene og så længe på tromlen i vaskemaskinen, der drejede langsomt rundt bag glasset.
Nej, der ville ikke komme nogen scene.
I stedet ville der komme en gennemgang.
Mit firma hed MedLinje Hansen.
Jeg havde startet det med en brugt overlockmaskine og tre ruller stof.
De første kitler til sundhedspersonale syede jeg ved køkkenbordet, når børnene var lagt i seng. Senere lejede jeg et lille lokale tæt ved torvet. Derefter ansatte jeg to syersker.
Efter ni år leverede vi uniformer til private klinikker, tandlægepraksisser og laboratorier flere steder i Danmark.
Lars kom ind i virksomheden, da den hårdeste del allerede var overstået.
Han gav sig selv titlen som udviklingsdirektør.
Han bestilte dyre visitkort.
Han købte flere hvide skjorter.
Han begyndte at køre til møder og kom hjem med fortællinger om betydningsfulde kontakter og lovende samarbejdspartnere.
Jeg var så taknemmelig for det, jeg dengang opfattede som hans hjælp, at jeg gav ham adgang til firmakortet.
Nu stod det klart for mig: Min mand havde aldrig udviklet min virksomhed.
Han havde bare undersøgt, hvor meget han kunne nå at trække ud af den, før jeg opdagede det.
Næste morgen kom jeg på kontoret før alle andre.
Det første, jeg gjorde, var at bede vores regnskabsansvarlige, Birgitte, komme ind til mig.
Hun havde arbejdet sammen med mig næsten fra begyndelsen, og hun stillede aldrig flere spørgsmål end nødvendigt.
Da jeg lagde kontoudtogene frem foran hende, tog hun brillerne af.
— Er du sikker på, at du vil kende hele sandheden?
— Har du haft mistanke længe?
Hun tav et øjeblik, før hun satte brillerne på igen.
— Jeg har bemærket nogle posteringer, der ikke så rigtige ud. Lars forklarede, at vi var begyndt at bruge en ny leverandør. Når jeg bad om kontrakterne, kom han med papirer, hvor der var en underskrift.
— Min underskrift?
— Den lignede din meget.
Kulden bredte sig helt ud i mine fingre.
— Vis mig dem.
Birgitte åbnede den relevante mappe på computeren.
Aftaler med Mette Nielsen.
Levering af italiensk stof.
Konsulentydelser.
Afholdelse af firmaarrangementer.
Leje af udstillingslokale.
På hver eneste side stod mit navn.
Men jeg havde ikke skrevet under på ét eneste af de dokumenter.
— Hvor meget er der samlet blevet overført til hende?
Birgitte begyndte at regne det sammen.
Tallene dukkede op på skærmen, ét efter ét.
180.000.
115.200.
97.200.
28.800.
39.600.
Så kom der flere beløb.
Og endnu flere.
Til sidst stoppede hun.
— I løbet af ti måneder er der sendt 1.382.400 kroner til hende.
Jeg sad uden at sige noget og stirrede på den endelige sum.
Over en million tre hundrede tusind.
Det svarede omtrent til en årsløn for fem af kvinderne på mit værksted.
For de penge kunne jeg have købt et nyt industrielt skærebord, renoveret produktionen eller betalt børnenes uddannelse i flere år frem.
Det var mit arbejde, forvandlet til en anden kvindes kjoler, restaurantbesøg og hotelværelser.
— Saml det hele, sagde jeg. — Jeg skal bruge alle overførsler, alle kontrakter og oplysninger om logins i banksystemet.
— Vil du gå til politiet?
— Først taler jeg med en advokat.
Birgitte nikkede langsomt.
— Der er mere.
Hun åbnede en anden mappe.
— I går forsøgte Lars at oprette en overførsel på 4.320.000 kroner.
Luften satte sig fast i brystet på mig.
— Til hvem?
— Et nyt selskab, der hedder Blue Dress Trade.
— Hvem ejer det?
— Mette Nielsen.
På skærmen lå betalingen ganske rigtigt som en afvist eller ufuldstændig transaktion.
4.320.000 kroner.
I feltet for betalingsformål stod der:
“Eksklusiv aftale om levering af stof.”
— Hvorfor blev pengene ikke sendt?
— Fordi banken krævede din godkendelse som eneste ejer.
Så de fem tusind havde aldrig været en almindelig fejl.
Det havde været en prøve.
Lars havde villet se, om jeg overhovedet opdagede, at penge forsvandt.
Og historien i familiechatten havde været hans sikkerhedsnet.
Hvis jeg havde accepteret forklaringen om gaven, ville hans næste skridt have været at overtale mig til at godkende den store betaling.
— Sig ikke til nogen, at jeg ved det, bad jeg.
— Heller ikke til Lars?
— Især ikke til Lars.
Min advokat hed Karen Andersen.
Hun gennemgik alle papirerne omhyggeligt uden at afbryde mig en eneste gang.
Da hun var færdig, lukkede hun den sidste mappe og sagde:
— Det her handler ikke længere kun om utroskab.
— Det ved jeg.
— Her kan der være tale om misbrug af virksomhedens midler, dokumentfalsk og et forsøg på at føre et meget stort beløb ud af firmaet. Der skal handles hurtigt.
— Hvad foreslår du?
— Først skal hans adgang til alle konti lukkes. Men inden da skal beviserne sikres, så han ikke når at slette noget. Vi laver kopier af alt, sætter en intern revision i gang og indgiver samtidig en anmeldelse.
— Og skilsmissen?
— Den forbereder vi også.
Jeg sagde ingenting.
Karen betragtede mig mere indgående.
— Er du i tvivl?
— Nej.
Det var ikke Lars, jeg tænkte på.
Det var børnene.
De var tolv og fjorten.
De elskede deres far.
Eller rettere: De elskede den mand, han havde foregivet at være derhjemme.
— Jeg vil selv fortælle dem det, sagde jeg. — Jeg vil ikke have, at de hører om det gennem beskeder fra andre.
— Det er klogt.
— Men først er jeg nødt til at forstå, hvor langt han faktisk er gået.