Karen samlede papirerne i en pæn bunke.
— Så må du lade ham tro, at alt derhjemme fortsætter som før.
De næste fire døgn spillede jeg rollen som den hustru, han kendte.
Jeg lavede aftensmad.
Jeg spurgte til hans arbejdsdag.
Jeg lyttede, mens han fortalte om en stor kontrakt, der snart ville falde på plads.
Samtidig fortsatte familien i vores fælles chat med at tale om den gave, jeg aldrig havde fået.
Min svigermor skrev:
“Anna, du skal altså købe noget smukt til dig selv.”
Min svigerinde fulgte op:
“Du må vise os, hvad du vælger.”
Jeg svarede:
“Jeg overvejer det stadig.”
Lars læste beskederne og smilede.
Han var overbevist om, at hans løgn allerede havde fået form som en rørende familiehistorie, alle uden videre havde accepteret.
På den femte dag kom han hjem med en dyr flaske vin.
— Vi har noget at fejre.
— Hvad da?
— Den store aftale er næsten i hus.
— Med hvem?
— En udenlandsk leverandør.
Jeg hældte vin op til ham.
Mit eget glas lod jeg stå tomt.
— Jeg får brug for, at du godkender en bankoverførsel, sagde Lars, som om han bad mig række ham saltet.
— Hvor stort et beløb?
— Otte hundrede og fyrre tusind kroner.
— Otte hundrede og fyrre tusind?
— Lad nu være med at se sådan på mig. Det er en god investering.
— I hvad helt præcist?
— Stof.
— Hvilket stof?
Hans blik blev smalt.
— Du forstår dig ikke på internationale leverancer.
Jeg kom til at le.
— Jeg har produceret tøj i næsten tyve år.
— At sy og at drive en forretning er ikke det samme.
I den ene sætning lå hele hans sande syn på mig.
Det var mig, der havde skabt virksomheden.
Han havde blot gået rundt i hvid skjorte.
Alligevel var han begyndt at betragte sig selv som den egentlige leder.
— Vis mig kontrakten, sagde jeg.
— Senere.
— Så godkender jeg også overførslen senere.
Lars satte glasset hårdt fra sig. Vinen skvulpede ud over dugen.
— Anna, begynd nu ikke igen.
— Med hvad?
— Dine mistanker. Dine små angreb. Alt det der.
— Selv efter sådan en generøs gave?
Han stivnede.
Jeg smilede roligt.
— Du sagde jo selv, at overførslen var en belønning til mig.
— Det var den også.
— Hvorfor har Mette så stadig ikke afleveret min belønning tilbage?
Farven forsvandt langsomt fra hans ansigt.
Først fra halsen. Så fra kinderne.
— Hvad sagde du lige?
Jeg trak den første udskrevne kontoudskrift op af skuffen og lagde den foran ham.
— Femogtredive tusind kroner. Tekst på overførslen: “Til den blå kjole, mit liv.”
Derefter lagde jeg den næste frem.
— Hotel.
Så den tredje.
— Restaurant.
Den fjerde.
— Firmaarrangement.
Den femte.
— En leverandør, der ikke findes.
Jeg blev ved med at lægge dokumenterne på bordet, indtil papirerne nærmest dannede en mur imellem os.
— To hundrede og halvfjerds tusind kroner, Lars.
Han sagde ingenting.
— Og derudover de otte hundrede og fyrre tusind, som du havde tænkt dig at sende til kontoen for hendes nye firma.
— Du forstår ikke noget.
— Så forklar mig det.
— Det har med forretningen at gøre.
— Hvorfor står der så “mit liv” i betalingsbeskeden?
Han rejste sig så brat, at stolen skrabede mod gulvet.
— Har du udspioneret mig?
— Jeg har gennemgået konti, der tilhører mig.
— Du havde ingen ret til at blande dig i mine anliggender!
Jeg så uanfægtet på ham.
— Alle dine anliggender er blevet betalt af min virksomhed.
Lars kørte begge hænder gennem håret.
— Fint. Ja. Mette og jeg havde et forhold.
Han sagde det næsten trodsigt.
Som om en indrømmelse af utroskab på en eller anden måde skulle fritage ham for alt det andet.
— Hvor længe?
— Hvad mener du?
— Hvor længe har det stået på mellem jer?
— Omkring et år.
Et helt år.
I et år var han kommet tilbage til min seng.
I et år havde han ladet mig stryge sine skjorter.
I et år havde han set mig gennemgå udgifterne og derefter skændtes over en yoghurt, jeg havde købt uden rabat.
— Elsker du hende?
Lars slog blikket ned.
— Det er ikke vigtigt.
— Beløbene tyder ellers på, at det var temmelig vigtigt.
— Jeg ville starte en ny forretning.
— For mine penge.
— For vores.
— Der bruger du det ord igen.
Han slog håndfladen ned i bordet.
— Jeg har også arbejdet i virksomheden!
— Og fået løn for det.
— Det var mig, der gjorde den stor!
— Nævn vores første kunde.
Lars tav.
— Fortæl mig, hvilken model min første overlocker var.
Der kom intet svar.
— Så nævn bare én af de syersker, der arbejdede sammen med mig i begyndelsen.
Hans ansigt vred sig i vrede.
— Du har altid ydmyget mig!
— Jeg gav dig en titel, et kontor, en bil og fri adgang til regnskaberne.
— Fordi du var bange for ikke at klare dig uden mig!
— Nej, Lars. Fordi jeg stolede på dig.
Jeg rejste mig langsomt.
— Og tilliden var det første, du stjal.
Han tog et skridt hen imod mig.
— Hvad er det, du vil?
— Skillles.
Han brast ud i en høj, hånlig latter.
— Vær nu ikke latterlig. Virksomheden skal alligevel deles.
— Måske.
— Huset også.
— Måske.
Selvsikkerheden begyndte at vende tilbage til hans ansigt.
— Så tænk dig grundigt om, før du starter en krig.
Jeg tog min telefon frem.
— Du er for sent ude.
På skærmen lå en besked fra Karen:
“Adgangen er spærret. Anmeldelsen er registreret. Revisorerne er på kontoret.”
Jeg vendte telefonen, så han kunne læse.
Lars læste beskeden én gang.
Så læste han den igen.
— Hvad har du gjort?
— Beskyttet min virksomhed.
— Du kunne ikke bare lukke mig ude!
— Jo. Jeg er eneejer.
— Jeg er direktør!
— Ikke længere.
Lars greb sin telefon og begyndte at ringe.
Til Mette.
Det første opkald gik ikke igennem.
Det andet heller ikke.
Han forsøgte en gang til.
Hun havde allerede blokeret hans nummer.
Jeg så det øjeblik, hvor sandheden gik op for ham.
Mette havde kun været interesseret i Lars, så længe han kunne åbne døren til mine penge.
— Hun tager den ikke? spurgte jeg.
— Ti stille.
— Måske har den blå kjole allerede fundet en ny velgører.
Han kastede telefonen på bordet.
— Er du tilfreds nu?
— Nej.
Jeg så på den mand, jeg havde delt sytten år af mit liv med.
— Men nu er jeg fri.
Dagen efter fortalte vi børnene, hvad der var sket.
Jeg nævnte ikke den blå kjole, og jeg viste dem ingen papirer.
Jeg forklarede det bare roligt:
— Far har løjet for mig i lang tid og taget penge ud af firmaet. Derfor skal vi ikke bo sammen længere.
Vores søn så på mig og spurgte:
— Forlader han os?