over de nye låse, kasserne langs væggen og Mette, der stod i køkkendøren. Hans mund trak sig skævt ned.
— Du opfører dig jo som en foged.
— Nej, svarede Anna roligt. — Jeg er bare holdt op med at stole på det, du siger.
Han flåede låget af den nærmeste kasse og begyndte at rode i den.
— Hvor er min højtaler?
— På altanen. Den ligger i posen.
— Og den blå jakke?
— Nederst i den store kasse.
— Hvad med tabletten?
— Den købte jeg til mit arbejde. Du lånte den bare. Den bliver her.
Lars lo kort gennem næsen.
— Selvfølgelig. Alt det gode beholder du selv.
Anna tog kvitteringen og garantibeviset frem, som hun allerede havde lagt klar.
— Den står i mit navn, er betalt af mig og brugt til mine opgaver. Hvis du vil diskutere det, må du gøre det gennem retten.
Thomas sendte sin bror et træt blik.
— Lars, lad nu være. Tag dine ting, og kom videre.
Lars blev rød i ansigtet, men sagde ikke mere. Det var tydeligt, at han havde regnet med uro. Med råb, forvirring, måske en scene, han bagefter kunne bruge som bevis på, at Anna var hysterisk. Men hun gav ham ingenting at arbejde med. Alt var sorteret, mærket og dokumenteret. Selv hans små stikpiller faldt døde til gulvet som våde tændstikker.
Da kasserne var blevet båret ud, blev Lars stående et øjeblik i døråbningen.
— Tror du så, du har vundet?
Anna tog det gamle parkeringskort fra ham, det han af en eller anden grund havde fået med sammen med bilnøglerne, og lagde det i skuffen.
— Jeg har ikke spillet noget spil. Jeg har lukket for adgangen.
— Til mig?
— Til mig selv.
Han stirrede længe på hende, både vred og uforstående, som om ordene ikke ville falde på plads i hans hoved. Så gik han. Thomas nikkede kort til Anna som farvel og trak døren stille i efter sig.
Skilsmissen tog længere tid, end hun havde håbet. Lars ville næppe møde op i Familieretshuset, om så bare for at være på tværs, så Anna brugte ikke energi på at overtale ham. Papirerne endte videre i systemet. Først truede han med at gøre hendes liv “rigtig interessant”. Derefter krævede han et møde ansigt til ansigt. Senere forsøgte han at få sin mor til at presse hende med skyld og medlidenhed. Anna svarede kun på det nødvendige og altid skriftligt. Inge dukkede flere gange op nede ved opgangen, men længere end bænken foran ejendommen kom hun ikke. Anna gik ikke ud til samtaler, der allerede på forhånd lugtede af bebrejdelser.
Sommeren trak sig varm og støvet gennem dagene, og om aftenen kom der korte, tunge tordenbyger. Lejligheden føltes pludselig mærkeligt rummelig. Ikke fordi Lars’ ting havde fyldt så meget, men fordi hans humør tidligere havde ligget som et lag over alt. I entréen, hvor han smed sine sko. I køkkenet, hvor han kritiserede maden, selv når han ikke selv havde løftet en finger. I stuen, hvor han kunne tale i timevis om store planer og få minutter senere bede Anna betale for endnu en “helt nødvendig” småting. Den støj var væk nu.
Anna gjorde ikke friheden til en højtidelig begivenhed. Hun levede bare. Hun arbejdede, mødtes med sin veninde, købte nye håndklæder, smed Lars’ revnede krus ud — det krus, hun af uforklarlige grunde havde tålt i tre år — og bestilte et insektnet til vinduet. Det var de små ting, der stærkest gav hende følelsen af igen at bestemme over sit eget liv.
I august stødte hun tilfældigt på Rasmus, den samme ven som før havde grinet med, når Lars lavede sine vittigheder. Han standsede hende ved indgangen til supermarkedet.
— Anna, hej. Har du lige et øjeblik?
Hun så roligt på ham.
— Hvis det handler om Lars, så nej.
— Ikke helt. Jeg ville egentlig sige undskyld.
Det havde hun ikke ventet. Rasmus så oprigtigt forlegen ud, ikke som en mand, der spillede en rolle.
— For hvad helt præcist?
Han gned sig i nakken med håndfladen.
— For at jeg grinede. Ikke altid, men nogle gange. Jeg tænkte, at når alle sad rundt om bordet, var det bare drilleri. Men bagefter kom jeg hjem og tænkte: Hvis nogen havde sagt sådan noget til min søster, havde jeg slået ham ned. Og dér sad jeg bare og smilede.
— Det er godt, du nåede at forstå det.
— Han fortæller nu alle, at du har ødelagt ham.
— Jeg har ikke rørt ham. Han kom bare selv ud i lyset.
Rasmus trak skævt på munden.
— Hårdt sagt.
— Præcist sagt.
De gik hver til sit uden flere forklaringer. Anna havde ikke brug for, at alle vidner fra den aften kom og angrede. Men det betød noget for hende at se, at stilheden omkring bordet ikke havde været helt uden konsekvenser.
Retten opløste ægteskabet i efteråret, men for Anna var det i virkeligheden allerede slut den sommeraften, hvor Lars havde kastet nøglerne på kommoden. Afgørelsen var blot et stempel under noget, hun selv havde besluttet længe før.
Nogle dage efter retsmødet sendte Lars en sidste, lang besked. Den indeholdt det hele: såret stolthed, anklager, minder om de gode tider, forsøg på at vække hendes medlidenhed og sætningen om, at “ingen kan holde en så kold kvinde ud”. Anna læste den til ende. Ikke fordi hun nød smerten, men fordi hun ville være sikker på én ting: Han havde stadig ikke forstået noget som helst.
Hun svarede kort: “Jeg accepterer ikke længere fornærmelser som en måde at kommunikere på. Skriv ikke til mig igen.”
Derefter blokerede hun ham.
Samme aften inviterede hun Mette over. De sad i køkkenet, spiste vandmelon, lo af noget fuldstændig ligegyldigt og lyttede til regnen, der endelig faldt udenfor efter den tunge varme. Pludselig sagde Mette:
— Ved du hvad, jeg blev faktisk bange for dig dengang. Jeg troede, han ville gå amok.
— Den mulighed havde jeg også regnet med.
— Hvad ville du have gjort?
— Ringet til politiet. Gået over til naboen på reposen, hvis det blev nødvendigt. Men jeg ville ikke have givet ham lejligheden, og jeg ville ikke have givet ham retten til at bestemme, hvordan man taler til mig.
Mette rystede langsomt på hovedet.
— Du er lavet af stål.
Anna så ned på stykket af vandmelon på sin tallerken og smilede svagt.
— Nej. Jeg var bare høflig alt for længe. Og der findes mennesker, som forveksler høflighed med en invitation til at sætte sig på nakken af én.
Efter Mette var gået, trådte Anna ud på altanen. Regnen havde kølet luften, byen duftede frisk, og de våde gader glimtede i sommerlyset fra lamperne. Hun tænkte, at Lars kun havde haft ret i én ting: Efter den aften var hun faktisk blevet koldere. Men ikke på den måde, han mente. Det var bare det unødvendige bål inde i hende, der endelig var brændt ud — det bål, hun i årevis havde brugt til at varme en andens selvværd op.
Hun havde ingen planer om længere at være den bekvemme kvinde, der tav af hensyn til gæster, ægteskab, pæn opførsel og andres humør.
Hun var herre over sin lejlighed, sine penge, sin tid og sin stemme.
Lars havde villet gøre hende til grin foran deres venner.
I sidste ende blev han selv eksemplet på, hvor hurtigt en mand mister sin magt, når en kvinde holder op med at finansiere hans frækhed med sin tavshed.