— Luk op, siger jeg! Ellers ringer jeg efter en låsesmed og beredskabet, og så ryger de låse ad helvede til! råbte jeg og hamrede knytnæven ind i døren, der var betrukket med kunstlæder.
Nøglen drejede kun halvt rundt i låsen og satte sig så tungt fast. Inde fra lejligheden lød et klik fra en slå, som jeg aldrig selv plejede at bruge.
Døren gled langsomt indad. I åbningen stod min lillesøster, Mette. Over skuldrene havde hun min elskede smaragdgrønne morgenkåbe af ægte silke, den jeg havde købt for en bonus i Magasin. Den lange kant slæbte hen over det snavsede gulv.
— Åh, Anna, hvorfor banker du sådan? gabte Mette og lagde en hånd på sin runde mave. — Vi sover faktisk stadig.
Jeg trådte ind over dørtærsklen og satte foden direkte på et par fremmede, nedtrådte sneakers med ødelagte snuder. På kommoden i entréen lå en bunke reklameskrammel, beskidte nøgler og en tom cigaretpakke.
I den store krukke med min yndlingsficus, som jeg havde passet i årevis, stak der et cigaretskod op af jorden. En grå stribe aske havde lagt sig på de blanke grønne blade. Mine negle borede sig så hårdt ind i håndfladerne, at det gjorde ondt.
— Mette. Tag den morgenkåbe af med det samme, pak jeres ting, og kom ud. I får præcis ti minutter.
— Nå, godmorgen, jurist, lød en doven stemme ude fra køkkenet.
I døråbningen dukkede Lars op, min søsters mand. Han stod kun i grå underbukser af jersey og holdt en dugget ølflaske i hånden. På hans skulder lyste en frisk rift.
— Hvad er det for et spektakel? spurgte Lars med et skævt grin og tog en slurk direkte af flasken. — Vi er her faktisk helt lovligt. Har du hørt om loven? Det plejer jo ellers at være dit område.
— Lars, luk munden, før jeg retter dine tænder til, sagde jeg og gik helt tæt på ham. — Ud af min lejlighed. Nu.
— Det har du ikke ret til, Anna, peb Mette og skød underlæben frem, mens hun gemte sig bag sin mands brede ryg. — Lars siger, at din treværelses er kæmpestor, og du bor her helt alene som en sær eneboer. Jeg skal snart føde. Har vi ikke krav på ordentlige forhold, når vi er familie?
— Vi har papir på det, så slap du bare af, frue ejer. Vi bliver her længe.
Jeg gik ind i mit soveværelse og låste døren lige for næsen af Lars, der stod udenfor og bandede. Hjertet hamrede så voldsomt, at det føltes, som om det sad helt oppe i halsen.
Jeg slog min bærbare op, loggede ind på Borger.dk og ventede, mens siden indlæste i en evighed og sled de sidste nerver tynde. Til sidst blinkede skærmen.
Under fanen “Min bolig” lå der en frisk besked fra Folkeregisteret. Meddelelsen gjaldt min treværelses lejlighed.