Hun havde en lille gave med til sin mand: et krus med teksten “Kaffesjefen” trykt hen over siden. Lejligheden lå hen i en næsten klingende stilhed, men døren ind til soveværelset stod på klem. Anna stak hovedet ind — og i samme sekund hamrede blodet op i tindingerne.
Kirsten stod med ryggen til døren foran den åbne kommode. Mellem tommel- og pegefinger holdt hun et par af Annas trusser, som om det var en defekt vare, hun havde fundet på et udsalg. Almindelige bomuldstrusser med en falmet lille bamse på. Hun nøjedes ikke med at kigge på dem. Hun undersøgte dem. Gned stoffet mellem fingrene, kneb øjnene sammen og vurderede syningerne, som gjaldt det holdbarheden af en kommende slægt af børnebørn, der efter hendes mening netop skulle udspringe af dette stykke undertøj.
“Kirsten.” Annas stemme lød ru, som om nogen havde haft hænderne om hendes hals alt for længe. “Hvad er det, du laver?”
Svigermoren vendte sig langsomt om med en ro, der næsten var majestætisk. Hun smed ikke trusserne fra sig, men lagde dem sirligt tilbage, som satte hun et godkendelsesstempel — eller snarere afsagde en dom. “Jeg kontrollerer bare, Anna lille. En husmor bør kende standen på sine… strategiske reserver. De syninger dér ser altså noget svage ud.”
Det var ikke blot en grænseoverskridelse. Det var en indtrængen i det mest private rum, Anna ejede.
Tålmodigheden, der længe havde været spændt som en tynd elastik, sprang med et tørt, skarpt smæld.
“Det har du ingen ret til!” Ordene fløj ud af Anna, og stemmen voksede for hvert sekund. “Det er mit! Min kommode, mine ting! Hvordan vover du?”
Masken af venlig rådgiver gled øjeblikkeligt af Kirstens ansigt og afslørede noget hårdt og koldt. Hun tog et skridt frem, og hendes skygge faldt ind over Anna.
“Nå, så vores lille svigerdatter kan hvæse,” sagde hun med en honningsød, giftig stemme. “Mener du det alvorligt? Er du overhovedet ved dine fulde fem?”
Så blev hendes tone pludselig til is.
“Det her er min søns hjem. Den eneste mand i huset. Det er ham, der bestemmer her — ikke dig. Og nu holder du mund.”