Indkøbsvognen gled usædvanligt stille hen over gulvet; denne gang peb hjulet ikke, og Mads tog det straks som et godt varsel. I kurven lå der allerede to citroner, et bundt koriander og en æske éclairs, som han havde grebet i sidste øjeblik, næsten som om han havde fravristet skæbnen den. Mette gik et halvt skridt foran ham og prikkede sig ned gennem indkøbslisten på mobilen. Lørdagen tegnede lovende.
— Vi mangler oliven, sagde hun uden at vende sig om. — Og rødløg. Har du nu igen taget noget sødt?
— Jeg har sikret os en strategisk reserve af glæde, svarede Mads. — En fest uden dessert er bare et møde.
— Et møde med salater.
— Det er endnu værre. Så er det et udvalgsmøde.
Hun lo og drejede ned mod den fjerneste reol, hvor konservesvarerne stod. I samme øjeblik begyndte telefonen i Mads’ lomme at vibrere. Han så på displayet, og hans ansigt blev på et sekund fladt og udtryksløst som et strygebræt. “Karen.” Han pustede lydløst ud og tog den.
— Ja, det er Mads.
— Mads, min dreng, tillykke skal I have! stemmen i røret var sukkersød og sej som sirup. — Din kone er jo blevet chef! Du ringede selv og fortalte det i onsdags, husker du nok. Jeg blev helt rørt.
— Jeg husker det. Tak.
— Og i morgen er det lørdag, sagde hun med tydeligt tryk på ordene.
Mads lod blikket glide ned mod enden af rækken, hvor Mette stod og studerede en dåse bønner. Så sænkede han stemmen.
— Det er lørdag. Og hvad så?
— Hvad så? Jeg kommer ind til byen. Har et par ærinder. Jeg kan jo kigge forbi.
— Det behøver du ikke, sagde han for hurtigt. — Jeg er ikke hjemme. Jeg skal faktisk af sted.
— Hvorhen, om jeg må spørge?
— Ind til byen. Også ind til byen. Byen er åbenbart meget populær i dag.
— Nå, nå, tag det nu roligt, sang Karen. — Bliv nu ikke så urolig, min dreng.
Så kom kun duttonen.
Hun lagde mobilen fra sig og kiggede over på sin søster, der sad på den anden side af bordet. Med et tilfreds smil løftede hun tommelfingeren, selvtilfreds som en kat, der netop havde slikket skålen ren.
— Han gør sig umage for ingenting, sagde hun. — De er hjemme. Han tager ingen steder. De dækker bord, inviterer gæster, og os holder de udenfor, ikke sandt?
Mads stak telefonen tilbage i lommen og blev stående et øjeblik, mens han stirrede på æsken med éclairs, som om den skyldte ham penge. Mette kom tilbage med bønnerne og gennemskuede ham med det samme; hun havde en særlig evne til at læse hans ansigt, som var det en plakat på en mur.
— Hvad er der sket?
— Karen ringede. Hun siger, hun er i byen i morgen. Måske kigger hun forbi.
— Og?
— Og jeg sagde, at jeg ikke var hjemme.
— Lad være med at tage det sådan på vej, sagde Mette, lagde dåsen i vognen og tog ham under armen. — Kom, vi skal til kassen. Vi har stadig ikke købt isterninger.
Hun forstod at lade være med at puste ting op. Mads’ stedmor havde hun til gengæld husket meget tydeligt, lige fra deres første møde: kvinden, der var trådt ind i hans liv, da han var ni år gammel, og huset endnu lugtede af hospital. Senere kom der to piger til, og storebroren blev forvandlet til et møbel, man bekvemt kunne tørre sit dårlige humør af på. Han flyttede, så snart han overhovedet kunne pakke en taske og komme væk.
— Ring lige til Anders, mindede Mette ham om ved kassen. — Nu hvor han er nyforelsket, mister han jo al tidsfornemmelse.
Mads tastede nummeret.
— Anders, i morgen klokken tolv. Ikke klokken ét. Ikke halv to. Klokken tolv.
— Ja, ja, jeg kan godt huske det! lød det i røret. — Maria og jeg har allerede købt gave, Sara hjalp med at vælge. Og Sofie har for resten tegnet en tegning med kage og balloner.
— Hils Sofie og sig, at hun er optaget i festudvalget, sagde Mads med et grin.
Anders var blevet gift for nylig, havde fået en kvinde og hendes datter ind i sit hjem og strålede så meget, at Mads indimellem greb sig selv i at føle en mild, hvid misundelse. Han holdt af at se det.