Så den slags fandtes altså også i virkeligheden.
Forfremmelsen kom til Mette uden spil i krogene og uden lange albuer. En onsdag blev hun kaldt ind og fik det sagt ganske enkelt: Afdelingen var hendes nu. Den tidligere chef blev fjernet med fløjlshandsker og sendt over på et andet kontor, hvor bunkerne af uløste opgaver næsten stod højere end folk selv; efter få dage afleverede han sin opsigelse. Kollegarne nåede knap at forstå, hvor hurtigt det hele var gået. Nogle så skeptiske ud, andre kneb læberne sammen, men ledelsen havde tillid til hende, og Mette havde ingen planer om at gøre den tillid til skamme.
— Vi markerer det stille og roligt, sagde hun samme aften. — Kun de nærmeste. Måske ti personer.
— Ti? Er det stille og roligt?
— Ti er kærligt, svarede hun.
Lørdagen begyndte uden dramatik. Lidt over ti ringede Karen og gratulerede Mette — længe, varmt og med det uundgåelige: “Dygtige pige, jeg har altid vidst det.” Mette takkede pænt, lagde på og tænkte, at det faktisk var den bedste version af Karen, man kunne håbe på. Hun havde sagt tillykke. Dermed var den sag afsluttet.
Ved middagstid dukkede Sara op med sin mand Peter og rakte hende en æske. Indeni lå der en enorm legetøjsmikrofon og en krone lavet af sølvpapir.
— En afdelingsleder skal have ordentligt udstyr, erklærede Sara højtideligt. — Mikrofonen er til at overdøve alle andre, og kronen er til, når nogen vover at sige dig imod.
— Den er for lille, konstaterede Mette og satte kronen på hovedet. — Så må jeg jo vokse med opgaven.
Kort efter væltede Anders og Maria ind ad døren, og derefter kom Mettes veninde Louise med en flaske et eller andet boblende under armen. De ventede stadig på Thomas og hans kone; Mette havde engang arbejdet sammen med ham og betragtede ham som en slags våbenbror.
Bordet var næsten klart. Mads bar tallerkener ind, mens Mette var forsvundet ind for at skifte tøj. Kjolen havde hængt parat i soveværelset siden dagen før og krævede efter hendes mening en ankomst med en vis værdighed.
Så ringede det på.
— Anders, gider du åbne? Det er Thomas, råbte Mads, mens han kæmpede med proppen i flasken.
Anders gik ud i entréen. Da han kom tilbage et minut senere, var hans øjne blevet runde som underkopper.
Mads behøvede ikke en forklaring. Han satte flasken fra sig og gik ind i stuen.
Karen sad allerede ved bordet. Hun havde trukket stolen ud for bordenden, ikke diskret ude i siden, men præcis dér, hvor hun blev midtpunktet i hele opstillingen. Frakken havde hun smidt over en lænestol. Hendes to døtre var endnu ikke kommet, men Mads vidste udmærket, hvordan den slags foregik: De kom aldrig enkeltvis. De kom som en samlet front, helst med ægtemændene på slæb.
— Hej, min dreng, sagde hun højt. — Din kone har åbenbart ikke inviteret os? Hun er blevet mærkelig på det sidste. Stolt, kan jeg tænke mig. Nu hvor hun er chef.
Inde i soveværelset stivnede Mette med lynlåsen mellem fingrene. Stemmen kunne høres tydeligt gennem døren.
Der havde aldrig været åben krig mellem dem. Ikke rigtigt. Det var snarere nålestik. Karen havde en særlig evne til at ødelægge en fest med én enkelt bemærkning, kastet ud i rummet, som om den ikke var møntet på nogen.
Den egentlige knude var gammel og stram. Da Mads’ far døde, viste det sig, at halvdelen af lejligheden stod i sønnens navn. I næsten et år havde Karen presset på for, at han “som et anstændigt menneske” skulle give afkald på sin del — som tak for sin barndom, sagde hun. Mads fik støtte af sin moster på sin biologiske mors side, og han holdt fast. Lejligheden blev solgt, pengene gik til udbetalingen på deres eget hjem, og senere lagde Mettes forældre et beløb oveni. Et år efter brylluppet var lånet væk, og de stod tilbage med en treværelses. Karen boede nu i en etværelses, døtrene var flyttet hjemmefra, men de kom stadig til hende i flok.
Mette blev stående foran spejlet. Hun havde ikke tænkt sig at gå ud. Det her var ikke hendes kamp.
Mads sendte Anders et kort blik. Anders forstod straks, gik tilbage til entréen og drejede låsen om, så ingen nye gæster pludselig kunne materialisere sig.
Imens rakte Karen hånden ud efter en tallerken.
— Hvorfor står I alle sammen dér?