Allerede om morgenen havde Anna fornemmet, at dagen ville blive anstrengende. Lars fór rastløst rundt i lejligheden, flyttede stole fra det ene hjørne til det andet og talte tallerkener, som om der skulle afholdes en større reception. Hans familie dukkede aldrig op enkeltvis: søsteren Mette kom med sin mand Peter, tante Hanne var altid med, og fætteren Mads plejede også at tage sin kone under armen. Hver eneste gang fik Anna en ubehagelig følelse af, at hun ikke var værtinde i sit eget hjem, men snarere en midlertidig lejer, som man kun udholdt af ren høflighed.
— Kunne vi ikke springe dem over denne gang? foreslog hun forsigtigt, mens hun skar grøntsager til salaten. — Bare fejre det os tre, stille og rart.
Lars løftede ikke engang blikket fra avisen.
— Anna, hold nu op. Vi fejrer det jo altid sammen. Det er familie.
Familie, tænkte Anna bittert. For ham måske. For hende var det en flok mennesker, der opførte sig, som om hendes lejlighed tilhørte dem, hendes køleskab var fælleseje, og hun selv var ansat til at servere.
Klokken to ringede det på døren. Mette stormede først ind, præcis som hun plejede, højlydt og uden mindste blusel. Hun var omkring fyrre, håret var farvet, stemmen skruet permanent op, og allerede før hun havde fået overtøjet ordentligt af, styrede hun mod køleskabet.
— Hej, Lars! Hun kyssede sin bror hurtigt på kinden og rev straks køleskabsdøren op. — Nå da, hvorfor er her så tomt? Anna, hvor er kagen? Jeg troede, du havde bagt noget særligt.
— Kagen står i æsken på bordet, svarede Anna afdæmpet og fortsatte med at fordele salaten på tallerkener.
— Købt? Mette rynkede næsen. — Altså, Anna, du har jo hænderne skruet rigtigt på. Du kunne godt have gjort dig lidt umage selv.
Lige efter kom Peter, Mettes mand, ind. Han var lav, begyndende skaldet og havde det der evigt utilfredse udtryk, som om verden skyldte ham en undskyldning. Uden at sige noget gik han ind i stuen, lod blikket glide kritisk over møblerne og satte sig tungt i lænestolen.
— Lars, hvornår får I egentlig skiftet den sofa? råbte han derindefra. — Den er jo helt sunket sammen. Man sidder elendigt.
Tante Hanne trådte ind til sidst. Hun var en mager kvinde på omkring tres med spids hage og bemærkninger, der var mindst lige så skarpe. Hun havde altid udtrykket hos et menneske, som personligt var blevet tilkaldt for at bringe orden i andres liv.
— Åh, Anna, min pige, sagde hun og lod øjnene vandre gennem køkkenet. — Hvorfor skinner vasken ikke? Og de håndklæder ser da noget grå ud. En kvinde skal passe sit hjem; det er hendes ansigt udadtil.
Anna knyttede hænderne, men sagde ingenting. Lars kom bagfra og lagde hånden på hendes skulder. Det var sikkert ment som en beroligende gestus, men virkede af en eller anden grund kun endnu mere irriterende.
— Mor, tante Hanne, kom nu ind til bordet, sagde han med sin sædvanlige fredsstiftende stemme. — Anna har virkelig gjort sig umage og lavet en masse mad.
Ved bordet begyndte det, Anna inde i sig selv kaldte familieretten. Mette tog en mundfuld salat og skar straks ansigt.
— Den er lidt fersk. Anna, du skal ikke være så nærig med saltet; mænd kan godt lide, at der er smag i maden. Og der er også for lidt mayonnaise. Den er tør.
Tante Hanne lænede sig frem, som om hun netop havde ventet på sin tur til at tage ordet, og begyndte at fortsætte kritikken.