— Jeg sagde faktisk til Lars i går, — tog tante Hanne over, som om kritikken allerede lå klar på tungen, — at det vist snart var på tide, at I fik sat lejligheden i stand. Tapetet er jo helt falmet. Og i det hele taget bør en ung familie tænke lidt mere fremad.
Anna spiste resten af sin salat uden at svare. Hun forsøgte at lukke ordene ude, som hun havde gjort så mange gange før. Men da hovedretten kom på bordet — hendes egen kylling i flødesauce, som hun havde brugt det meste af eftermiddagen på — smagte tante Hanne på den og rynkede straks på næsen.
— Det er næsten mærkeligt, at nogen overhovedet har giftet sig med dig, hvis det her er niveauet for dine evner i et køkken, — sagde hun højt, uden det mindste forsøg på at pakke det ind. — Kyllingen mangler smag, og saucen er alt for tynd. Dengang jeg var ung, lærte piger at lave mad fra de var små.
Mette lo kort og skingert.
— Ej, Hanne, lad nu være. Anna er til gengæld slank. Altså, måske lidt for slank. Helt ærligt, Anna, du ser ikke særlig sund ud. Det ville ikke skade dig at tage fem-syv kilo på. Du virker næsten sygelig, som om I ikke har råd til ordentlig mad.
Peter lagde gaflen fra sig, lænede sig tilbage og sagde pludselig, med en mine som en mand, der havde gjort en vigtig opdagelse:
— Jeg var lige ude på badeværelset før. Der er mug i fugerne mellem fliserne. Sådan noget skal man altså holde øje med, Anna. Det er jo direkte uhygiejnisk. En husmor bør lægge mærke til den slags.
Inde i Anna var der noget, der gav efter. Ikke med et brag, men med et lille, skarpt klik, som når en lås springer op. Hun rejste sig langsomt fra stolen og mærkede, hvordan en bølge, hun havde presset ned i årevis, steg op gennem kroppen. Lars så forbløffet på hende.
— Anna? Hvor skal du hen?
Hun lod blikket glide over dem alle sammen: Mette med sit frække, tilfredse smil, Peter med sin selvglade mine efter at have fundet endnu en fejl, og tante Hanne med det evige udtryk af misbilligelse i ansigtet.
— Ved I hvad, — sagde hun lavt, men hvert ord stod klart i rummet. — Nu er det nok.
Hun gik hen til døren og slog den helt op.
— Jeg vil ikke se jer her igen. Ikke én eneste af jer. I er ikke min familie, og I har aldrig opført jer som det.
Stilheden, der faldt over stuen, var tung og iskold. Det var Mette, der først fandt stemmen.
— Anna, hvad i alverden går der af dig? Er du blevet skør? Vi er jo familie!
— Familie? — Anna lo, men der var ingen glæde i lyden. — Familie er mennesker, der viser hinanden respekt. I kommer her år efter år, sætter jer ved mit bord, spiser den mad, jeg har lavet, piller ved hver eneste detalje og opfører jer, som om det er jeres ret.
Lars rejste sig halvt, tydeligt usikker, og så fra sin kone til de andre.
— Anna, rolig nu. De mener det jo ikke ondt…
— Ikke ondt? — Hun vendte sig mod ham, og for første gang så han noget i hendes øjne, han enten aldrig havde bemærket eller aldrig havde villet se: træthed, sårethed og en fast beslutning. — Lars, hvis du siger ét eneste ord mere for at forsvare dem, så kan du tage med dem. Det her er mit hjem, og jeg finder mig ikke længere i at blive behandlet sådan.
Han åbnede munden, men da hendes blik blev ved med at holde ham fast, lukkede han den langsomt igen.
Tante Hanne fór op med en forarget lyd.
— Hvordan vover du! Vi er ældre end dig, vi har mere erfaring! Nutidens unge mennesker ejer jo ikke skam i livet!
— Ud, — sagde Anna og blev stående ved den åbne dør uden at sænke blikket. — Ud af mit hjem. Med det samme.
Mette rejste sig, rød i ansigtet og med tung vejrtrækning, og vendte sig mod sin bror.
— Lars, du vil vel ikke finde dig i det her?