— Lars skal hverken tillade eller forbyde noget, — afbrød Anna hende skarpt. — For det her er ikke hans afgørelse. Det er mit hjem, det er min tålmodighed, og den er brugt op.
Familien begyndte modvilligt at samle deres ting sammen. Peter mumlede noget om “dumme unge kvinder”, tante Hanne rystede forarget på hovedet, og Mette forsøgte stadig, mens hun gik, at forklare sin bror et eller andet. Lars sagde ikke et ord. Han stod bare og så på sin kone.
Da døren endelig faldt i bag dem, bredte der sig en næsten mærkelig stilhed i lejligheden. Anna lænede ryggen mod døren og lukkede øjnene et øjeblik.
— Anna… — begyndte Lars forsigtigt.
— Nej. Nu er det dig, der lytter, — sagde hun og slog øjnene op. Hendes blik hvilede fast på ham. — I fem år har jeg fundet mig i deres uforskammetheder. I fem år har jeg hørt på, at jeg er en dårlig hustru, en elendig husmor og ikke engang kan lave ordentlig mad. I fem år har jeg ladet dem rode i vores skabe, nedgøre vores møbler, kommentere vores hjem og bedømme, hvordan jeg ser ud.
Lars tog et tøvende skridt hen imod hende.
— De mente det jo ikke sådan. De ville ikke såre dig. De er bare… sådan er de.
— Sådan er de, og sådan er mine grænser, — svarede Anna uden at vakle. — Hvis du ønsker, at vores ægteskab skal fortsætte, bliver du nødt til at respektere dem.
Hun gik ind i stuen og begyndte at rydde af bordet. Hendes hænder rystede stadig efter opgøret, men inden i hende var der en underlig lettelse, som om en tung sten endelig var blevet løftet fra brystet.
— Jeg forbyder dig ikke at se dem, — fortsatte hun, mens hun stablede tallerkenerne. — Mød dem hvor som helst, så ofte du vil, om det så er hver eneste dag. Men i det her hjem skal ingen længere fortælle mig, hvordan jeg skal leve, hvad jeg skal lave af mad, eller hvordan jeg bør se ud.
Lars hjalp tavst til med oprydningen. Flere gange åbnede han munden, som om han ville sige noget, men hver gang holdt han ordene tilbage. Til sidst blev han stående med en stak tallerkener i hænderne.
— Anna, jeg… jeg havde ikke forstået, at det var så svært for dig.
Hun løftede blikket mod ham.
— Jo, det havde du. Det var bare lettere for dig at lade, som om alt var i orden, end at tage konflikten med dem.
Han satte tallerkenerne fra sig på bordet og kom tættere på hende.
— Undskyld. Virkelig. Jeg troede, at du bare… ja, at du ikke brød dig om larmen og al uroen. Jeg havde ikke tænkt på, at det handlede om manglende respekt.
Anna standsede og tørrede sine hænder i et viskestykke.
— Lars, jeg har ingen planer om at være den perfekte kone efter deres målestok. Og jeg vil ikke længere stå tavs i mit eget hjem og tage imod fornærmelser. Hvis de ikke kan behandle mig som et menneske, så skal de ikke komme her.
— Og hvis de… hvis de så ikke vil have noget med mig at gøre længere? — spurgte han usikkert.
Anna trak let på skuldrene.
— Så er det deres valg. Dit valg står mellem dem og mig.
De stod i køkkenet, omgivet af de urørte retter fra det festlige bord, og Lars forstod, at der virkelig var tale om et valg. Ikke mellem hans familie og hans hustru, men mellem den gamle vane med at undgå ubehagelige opgør og viljen til at beskytte det menneske, han elskede.
— Godt, — sagde han til sidst. — Jeg taler med dem.
— Det er ikke nok bare at tale med dem, — rettede Anna ham. — Du skal forklare.