Ud trådte en socialrådgiver, og ved hendes side gik en otteårig pige med lyst hår og alvorlige blå øjne, som holdt fast i hendes hånd.
Anna Hansen fulgte hende gennem fængslets gange uden at græde. Hun rystede heller ikke. Da hun passerede cellerne, blev de indsatte tavse, én efter én.
I besøgsrummet sad Peter lænket til bordet med håndjern. Han var tyndere, end Anna huskede ham, og den falmede orange fangedragt fik ham til at se endnu mere fremmed ud.
– Min lille pige… hviskede han, mens tårerne samlede sig i hans øjne.
Anna tog nogle langsomme skridt hen imod ham. Hun løb ikke. Hun brød ikke sammen.
Hun gjorde noget andet.
Hun lagde armene om ham.
I et helt minut sagde ingen af dem et ord.
Så bøjede Anna sig ind mod hans øre og hviskede noget, så lavt at ingen andre i lokalet kunne høre det.
Det, der skete bagefter, fik samtlige vagter til at stivne.
Farven forsvandt fra Peters ansigt. Hans krop begyndte at skælve ukontrolleret. Han stirrede på sin datter, og i hans blik blandede rædsel sig med et pludseligt, brændende håb.
– Er du helt sikker? spurgte han med en stemme, der næsten knækkede.
Anna nikkede.
Peter sprang så brat op, at stolen væltede bag ham og slog hårdt mod gulvet.
– Jeg er uskyldig! råbte han. – Nu kan jeg bevise det!
Vagterne stormede frem, overbeviste om at han gjorde modstand. Men Peter kæmpede ikke imod dem. Han græd. Ikke stille tårer, men dybe, rystende hulk, fyldt med en fortvivlelse, der var anderledes end den tomme håbløshed, han havde levet med i fem år.
Fængselsleder Henrik Nielsen så det hele på overvågningsskærmen.
Noget havde ændret sig.
Inden der var gået en time, traf han en beslutning, som kunne ødelægge hele hans karriere. Han ringede til statsadvokatens kontor i Texas og anmodede om 72 timers udsættelse af henrettelsen.
– Hvilket nyt bevis taler De om? krævede stemmen i den anden ende af linjen.
Henrik Nielsen stirrede på det fastfrosne billede på skærmen: Annas ansigt.
– Et barn, der har set noget, svarede han dæmpet.