– Og jeg tror, vi har sendt den forkerte mand i døden, sagde han stille.
Godt 320 kilometer derfra, i en forstad til Dallas, sad den 68-årige pensionerede forsvarsadvokat Karen Møller med sin kaffe i hånden. Da nyhedsindslaget tonede frem på skærmen, var hun tæt på at tabe koppen.
Tidligt i sin karriere havde hun én gang ikke formået at redde en uskyldig mand. Den fejltagelse havde fulgt hende som en skygge i årtier.
Da kameraet fangede Peter Hansens øjne, genkendte hun blikket med det samme.
Inden der var gået få timer, sad Karen bøjet over de fem år gamle sagsakter om mordet på Peters hustru.
Det, hun fandt, gjorde hende iskold.
Anklageren, der dengang havde fået Peter dømt – og som nu var dommer Klaus Jensen – havde haft private forretningsforbindelser med Peters lillebror, Michael Hansen. Det var den samme Michael, som kort efter Peters arrestation havde arvet størstedelen af forældrenes formue.
Endnu mere mærkeligt var det, at Peters kone, Maria Hansen, i ugerne op til sin død havde gennemgået regnskaber, kontoudtog og juridiske papirer.
Karen begyndte at samle de brikker, som alle andre enten havde overset eller bevidst vendt blikket væk fra.
Imens var Anna blevet helt tavs efter besøget i fængslet. På det offentlige børnehjem, hvor hun havde boet i seks måneder under onkel Michaels værgemål, sagde hun ikke længere noget. Hun tegnede i stedet.
Én tegning skilte sig ud fra de andre.
Den viste et hus. En kvinde lå på gulvet. Over hende bøjede en mand i blå skjorte sig ned. Længere tilbage, næsten skjult i gangen, stod en lille skikkelse og så på.
Peter havde aldrig ejet en blå skjorte.
Michael gik derimod næsten altid i en.
Der var mindre end 30 timer til henrettelsen, da Karen modtog et opkald fra en mand, som havde været forsvundet i fem år: Thomas Rasmussen, familiens tidligere gartner.
– Jeg så, hvad der skete den nat, sagde han.