— “Lars, min skat, du lovede jo, at I ville hjælpe! Tal med din kone — hun nægter at give mig penge!” Svigermoren havde tydeligvis besluttet sig for at ydmyge sin svigerdatter foran alle.
Anna sad ved sit skrivebord og sorterede nogle dokumenter, da sekretæren Mette stak hovedet ind ad døren med et forskrækket udtryk.
— Anna, der står… en kvinde ude i receptionen. Hun siger, hun er Deres… — Mette tøvede et øjeblik — slægtning. Og hun insisterer meget bestemt på at tale med Dem.
Anna løftede blikket fra papirerne. I forhallen til reklamebureauet vrimlede det som regel med kunder, samarbejdspartnere og kurérer — men familie? En ubehagelig fornemmelse gled straks gennem hende.
— Hvordan ser hun ud?
— Omkring tres, tror jeg. Beige trenchcoat, stor taske. Hun siger, hun er kommet langvejsfra.
Svigermoren. Anna pressede læberne sammen. Karen havde aldrig før vist sig på hendes arbejdsplads. I de fem år, Anna havde været gift med Lars, havde de to kvinder fundet en skrøbelig balance: høflige smil ved familiefester, pligtopkald om søndagen og sjældne besøg, der helst ikke varede for længe. Men det sidste halve år var noget begyndt at skride.
Efter at Anna var blevet forfremmet til kreativ chef, og hendes løn næsten var tredoblet, var Lars begyndt at besøge sin mor oftere. I begyndelsen virkede det uskyldigt nok: han skulle hjælpe med en dryppende vandhane eller komme forbi med dagligvarer. Senere kom anmodningerne om penge. Først var det små beløb — til medicin, til regninger. Anna sagde ikke imod. Hun forstod godt, at Karens pension ikke rakte langt.
Men kravene voksede. For to uger siden bad Lars om 3.000 kr. Hans mor skulle efter sigende have skiftet køleskab. Anna gav ham pengene, selv om mistanken allerede havde fået fat i hende: det gamle køleskab fungerede helt fint, hun havde selv set det måneden før. Senere viste det sig, at pengene i stedet var blevet til en ny pels til svigermoren.
— Mor var bare flov over at sige sandheden — havde Lars forklaret undskyldende. — Hun synes, det er pinligt at bede om noget til sig selv.
Ugen før havde der så været brug for 2.000 kr. til en “akut reparation af taget” på Karens sommerhus. For første gang havde Anna sagt nej. Lars tog det ilde op, og de endte i et skænderi. I tre dage talte han knap til hende, indtil han alligevel hævede pengene fra sin egen løn — selv om de sammen havde aftalt at spare op til ferie.
Og nu stod hans mor her. På Annas kontor. Midt blandt medarbejdere og kunder.
— Vis hende ind — sagde Anna træt.
Karen trådte ind, som var hun en dronning, der nedlod sig til at besøge en almindelig borgers lille stue. Hendes blik gled hen over rummet — de moderne møbler, de store vinduer, de friske blomster i vindueskarmen — og hendes mund blev til en smal streg.
— Nå, så det er sådan, du har indrettet dig — trak hun ordene ud i stedet for at hilse. — Jeg troede, du sad i et helt almindeligt kontor. Men nej da, eget rum. Og sekretær.
— Goddag, Karen — Anna rejste sig bag skrivebordet, men gik hende ikke i møde. — Er der sket noget? Er alt i orden med Lars?
— Med min lille Lars er der netop ikke noget i orden — Karen lod sig dumpe ned på en af gæstestolene uden at vente på at blive tilbudt plads. — Og det er på grund af dig, skal jeg hilse og sige.
Anna mærkede irritationen stige i sig, men hendes ansigt forblev roligt.
— Hvad mener du?
— Du ved udmærket, at han lider. Hans mor beder om hjælp, og hans kone vil ikke give ham penge. Den stakkels dreng står mellem to bål.
— Karen, lad os tale om det her hjemme, i fred og ro…
— Jeg vil ikke tale om det hjemme! — afbrød svigermoren hende og hævede stemmen. — Derhjemme påvirker du ham, så han ikke hjælper sin egen mor! Her kan alle så se, hvordan du virkelig er!
Bag døren hørtes dæmpede lyde; nogen var standset op, lokket af råbene. Gennem glasvæggen kunne Anna ane konturerne af kolleger, der var stivnet midt i deres bevægelser og nu lod som om, de arbejdede.
— Vær venlig at dæmpe dig — Anna gik rundt om skrivebordet og trak døren næsten helt til. — Der er mennesker her, som passer deres arbejde.
— Passer deres arbejde! — fnøs Karen. — Tjener penge, mener du! Og hvad får min Lars ud af det? Han render sikkert bare rundt efter dig!
— Det er en privat sag mellem Lars og mig.
— Hvordan kan det være privat, når min søn lider? — Karen rodede i sin taske, hev et krøllet lommetørklæde frem og pressede det mod øjnene, selv om de var fuldstændig tørre. — Jeg er hans mor. Jeg kan mærke, hvor tungt han har det. I går kom han også forbi mig, og han så så udmattet ud… helt ødelagt. Og det hele er din skyld!
Anna kom til at tænke på aftenen før. Lars havde ganske rigtigt været hos sin mor, var kommet sent hjem, tavs og mørk i blikket. Da hun spurgte ham, svarede han kort og undvigende, og lidt efter forsvandt han ind i soveværelset.