Dengang havde Anna været overbevist om, at Lars stadig var fornærmet over, at hun havde sagt nej til flere penge.
— Karen, hvis du står i en reel økonomisk knibe, kan vi sætte os ned og tale ordentligt om det. Vi skal nok finde en løsning. Men ikke her, og ikke lige nu.
— Hvornår så? — råbte svigermoren endnu højere. — Du er jo altid på arbejde! Eller også er du et andet sted! Og når du endelig kommer hjem, begynder du straks at fylde min Lars’ hoved med alt muligt! Jeg hørte godt, at du sagde til ham, at jeg beder om for meget!
— Det har jeg aldrig sagt.
— Jo, du har! Lars fortalte mig det selv! — Karen fór op fra stolen. — Han sagde, at du mener, jeg udnytter ham! Hvor nederdrægtigt kan det blive? Hans egen mor — og så skulle jeg udnytte ham!
Døren gik forsigtigt op, og Mette stak hovedet ind.
— Anna, undskyld jeg afbryder, men du har møde med kunderne fra Nordalliancen om ti minutter. De sidder allerede i mødelokalet.
— Tak, Mette. Jeg kommer om et øjeblik.
Karen fangede sekretærens blik og vendte sig straks mod hende, som om hun havde fået et nyt publikum.
— Kan De se det, frøken? Kan De se, hvordan hun behandler sin familie? Arbejdet kommer først for hende! Og hendes svigermor — en syg, gammel kvinde — kan bare vente!
Mette så usikkert på Anna og anede tydeligvis ikke, hvad hun skulle svare.
— Det er i orden, Mette. Tak, — sagde Anna roligt med et lille nik, og pigen trak sig hurtigt tilbage.
Men Karen var allerede kommet i gang. Hun rev døren helt op, gik ud i forkontoret, hvor bureauets projektledere og designere sad ved deres borde, og begyndte at trykke på sin søns nummer. Eller også lod hun bare, som om hun ringede op.
— Lars, min dreng, du lovede jo, at I ville hjælpe mig! Tal med din kone, hun vil ikke give mig penge! — skreg hun så højt, at man skulle tro, forbindelsen gik til den anden ende af landet.
Alt i lokalet stivnede. En af medarbejderne blev rød i ansigtet af ren forlegenhed, en anden vendte sig demonstrativt mod sin skærm, som om han intet hørte. Karen lod blikket glide triumferende hen over de tavse mennesker.
— Sådan behandler hun familien! — fortsatte svigermoren. — Selv lever hun i luksus, mens en gammel kone kan sulte! Min pension er småpenge! Og det var mig, der opfostrede Lars helt alene, helt alene! Da hans far døde, gik min søn stadig i skole! Jeg sled mig halvt ihjel på fabrikken! Jeg nægtede mig selv alt!
Anna trådte langsomt ud af sit kontor. Hun mærkede en kold vrede brede sig i kroppen. Ikke fordi Karen bad om penge — det var helt naturligt at hjælpe sine forældre, når de havde brug for det. Nej, det var forestillingen. Teateret. Beregningen. Den bevidste ydmygelse foran andre.
Karen satsede på, at Anna ville blive flov, miste fatningen og gå med til hvad som helst, bare for at få optrinnet til at stoppe. Det var manipulation i sin reneste form: at presse et menneske op i en krog foran vidner, så det ikke kunne svare igen uden at komme til at se endnu værre ud.
Men Anna havde ikke arbejdet fem år i reklamebranchen for ingenting. Hun vidste udmærket, hvordan manipulation fungerede. Og hun vidste også, hvordan man stoppede den.
— Karen, — sagde hun med en klar og rolig stemme, høj nok til at alle kunne høre hende. — Lad os holde os til fakta. I løbet af de sidste tre måneder har Lars og jeg givet dig 24.000 kroner. Det er ud over de dagligvarer, Lars kommer forbi med hver uge. Du siger, at din pension er lav, men den ligger på 12.500 kroner om måneden. Jeg så selv opgørelsen, da vi hjalp dig med at søge dine tilskud. Dine faste boligudgifter er omkring 4.500 kroner. Du har ingen lån og ingen gæld. Det betyder, at du har cirka 8.000 kroner tilbage — plus de 24.000 kroner fra os på tre måneder, altså yderligere 8.000 om måneden. Samlet er det omkring 16.000 kroner om måneden. Her i byen er det mere, end mange har at leve for, når de faste udgifter er betalt.
Karen åbnede munden, men Anna lod hende ikke komme ind imellem.
— Hvor bliver pengene af? For to uger siden fik du 6.000 kroner af Lars, fordi du sagde, at du skulle købe et nyt køleskab. Det “køleskab” blev til en ny pelsfrakke. I sidste uge bad du om 4.000 kroner til reparation af taget. Men da jeg ringede til din nabo, Inge, blev hun meget overrasket. Der havde ikke været nogen reparation, og taget fejlede ingenting. Til gengæld havde du vist hende din nye smartphone til 3.600 kroner.
Svigermorens ansigt blev mørkerødt.
— Du… du udspionerer mig?! Ringer til mine naboer?!
— Jeg kontrollerede oplysningerne, før vi gav flere penge, — svarede Anna og tog et skridt frem. — Karen, du kom herhen for at ydmyge mig foran mine kolleger. Du regnede med, at jeg ville blive bange og betale dig, bare for at få dig til at gå. Det her er manipulation og afpresning.
— Hvordan vover du! Jeg er din mands mor!
— Og netop derfor gør det mig ondt at sige det, — svarede Anna, og hendes stemme blev fastere.