— overraskede, medfølende og respektfulde blikke. Et sted bag hende begyndte nogen forsigtigt at klappe, og efter et øjeblik fulgte de andre med.
Anna vendte sig ikke om. Hun fortsatte mod mødelokalet, og for hvert skridt slap spændingen sit tag i hende en smule mere. Hun havde endelig gjort det, hun burde have gjort for længe siden.
Samme aften kom Anna sent hjem. Lars sad ved køkkenbordet med et mørkt udtryk i ansigtet. Foran ham stod en kop te, som ikke så ud til at være blevet rørt.
— Mor ringede, — sagde han uden at løfte blikket. — Hun græd. Hun sagde, du ydmygede hende foran alle. At du kaldte hende manipulerende.
Anna tog frakken af, gik ind i køkkenet og satte sig over for ham.
— Hun dukkede op på mit arbejde. Hun lavede en scene foran mine kolleger. Hun ville presse mig til at give hende penge offentligt, så jeg ikke kunne sige nej.
Lars så endelig op. Forvirringen stod tydeligt i hans øjne.
— Det ville mor aldrig gøre…
— Lars, — sagde Anna og lagde sin hånd om hans. — Hvis du ikke tror på mig, kan jeg vise dig optagelsen fra kontorets kameraer.
— Har du optaget min mor?
— Nej. Kameraerne var der længe før, hun kom. Jeg vil bare have, at du hører sandheden — ikke kun hendes version.
Anna hentede sin bærbare computer, åbnede filen og satte afspilningen i gang. Fra højtaleren lød Karens stemme:
— “Lille Lars, du lovede jo, at I ville hjælpe mig! Tal med din kone, hun vil ikke give mig penge!”
Lars lyttede uden at afbryde. For hver sætning blev hans ansigt mere og mere lukket. Da Anna stoppede optagelsen, lænede han sig tungt tilbage i stolen.
— Jeg vidste det ikke, — mumlede han. — Hun fortalte mig noget helt andet… At I havde talt stille og roligt sammen, og at du bare smed hende ud…
— Lars, din mor har styret dig med skyldfølelse, siden du var barn. Hun har lært dig, at du skal skamme dig over at leve dit eget liv. Over at være blevet gift. Over ikke at bruge hvert eneste frie øjeblik på hende. Jeg siger ikke, hun er et ondt menneske. Hun elsker dig. Men den kærlighed… den er giftig. Den kvæler. Den kræver ofre hele tiden.
— Hvad skal jeg gøre? — Lars gned sig træt over ansigtet. — Hun er min mor. Jeg kan jo ikke bare…
— Jeg beder dig ikke om at fornægte hende, — sagde Anna og klemte hans fingre. — Jeg beder dig om at sætte grænser. Vi skal nok hjælpe hende. Men ikke bare fordi hun kræver det, og ikke med et hvilket som helst beløb. Der er nogle betingelser, som jeg sagde til hende i dag. Madvarer én gang om måneden. Hjælp i nødstilfælde, men først når vi har tjekket, hvad der faktisk er sket. Ingen manipulation. Ingen løgne.
— Hun går aldrig med til det.
— Så får hun ingenting, — svarede Anna fast. — Lars, jeg elsker dig. Men jeg vil ikke leve i en familie, hvor nogen prøver at ydmyge mig og afpresse os følelsesmæssigt. Jeg ønsker, at du skal være lykkelig. At vi bygger vores eget liv, i stedet for konstant at leve i skyggen af krav og bebrejdelser.
Lars sagde ikke noget i lang tid. Til sidst nikkede han langsomt.
— Okay. Jeg ringer til hende i morgen. Jeg siger, at jeg er enig i dine betingelser.
— Ikke mine, — rettede Anna ham blidt. — Vores. Vi er en familie. Vi træffer beslutninger sammen.
Et svagt smil gled over Lars’ ansigt.
— Vores betingelser.
Karen ringede ikke til ham i en hel uge. Da hun endelig gjorde det, var hendes stemme kold og fornærmet. Hun forlangte, at Anna skulle undskylde. Lars sagde nej. Karen smækkede røret på.
Endnu en uge gik, før hun til sidst alligevel accepterede vilkårene. Ikke fordi hun var tilfreds, men fordi hun havde forstået, at det var det eneste, hun kunne få. Alternativet var slet ingen hjælp.
Én gang om måneden kørte Lars ud til hende med madvarer. Første gang tog Karen imod ham med et ansigt som sten, men efterhånden blev hun en anelse mildere. En dag spurgte hun endda, hvordan det gik for Anna på arbejdet. Det var ikke meget, men det var dog et fremskridt.
Anna bildte sig ikke noget ind. Karen ville ikke forandre sig. Ikke i den alder og ikke med det temperament. Men nu fandtes der i det mindste regler mellem dem. Der var skabt plads til en relation, som måske nok var kølig, men dog nogenlunde normal og menneskelig.
En aften, mens Anna og Lars sad sammen i sofaen, sagde han pludselig:
— Ved du hvad? Jeg har forstået noget. Mor har virkelig ofret meget for mig. Det er sandt. Men hun forventer, at jeg skal ofre mig på samme måde for hende. Hele livet. Uden ende. Og det er ikke rigtigt.
— Forældre giver for at se deres børn blive lykkelige, — svarede Anna stille. — Ikke for at børnene resten af livet skal betale en gæld tilbage.
— Jeg er taknemmelig for alt, hun har gjort. Jeg elsker hende. Men jeg vil leve mit eget liv. Sammen med dig.
Anna lænede sig ind mod ham.
— Så finder vi ud af det.
Karen var stadig utilfreds. Det ændrede sig ikke. Men hun holdt i det mindste op med at manipulere. For hun havde forstået én ting: Det virkede ikke længere.