Maria og Lars blev siddende tæt ind til hinanden.
— Tror du, hun holder det, hun lovede? spurgte Maria lavmælt.
— Det bliver hun nødt til, svarede Lars. — Inge holder øje. Ét forkert skridt, så bliver sagen taget op igen.
— Det er ret hårdt.
— Med hende virker andet ikke. Jeg har fundet mig i det alt for længe. Jeg er ked af, at du måtte betale prisen for min eftergivenhed.
Maria rystede på hovedet.
— Du er ikke svag. Du elsker bare din mor.
— Kærlighed må ikke gøre en blind, sagde han stille. — Og den må slet ikke få lov til at ødelægge ens egen familie.
Der gik en måned. Karen holdt sig faktisk til aftalen. Hun ringede ikke, dukkede ikke op uanmeldt og forsøgte ikke at blande sig. For første gang føltes lejligheden virkelig som Maria og Lars’ hjem. Som om væggene endelig tilhørte dem og ikke længere stod åbne for andres meninger, krav og bebrejdelser. De købte nye gardiner, flyttede rundt på møblerne og anskaffede sig det store fjernsyn, Lars længe havde ønsket sig, men hele tiden havde udskudt, fordi han på forhånd kunne høre sin mors kritik af både størrelse, pris og placering.
En søndag formiddag summede dørtelefonen.
Maria tog røret med en vis forsigtighed.
— Det er mig, lød Karens stemme nedefra. — Må jeg komme op? Jeg vil gerne tale med jer.
Maria så over på sin mand. Lars tøvede kun et øjeblik, før han nikkede.
Karen trådte ind i lejligheden med usikre skridt. Den gamle selvsikkerhed, den myndige mine som en kvinde, der anså hele hjemmet for sit område, var væk. I hånden holdt hun en pose.
— Jeg har bagt tærter, sagde hun og løftede posen en smule. — Dem I kan lide. Med kål.
De gik ud i køkkenet og satte sig omkring bordet. Ingen sagde noget i begyndelsen. Luften var stram af alt det, der endnu ikke var blevet sagt.
— Jeg har tænkt meget den sidste måned, begyndte Karen til sidst. — På mange ting. Da Inge truede med en retssag, blev jeg først rasende. Jeg tænkte: Hvordan vover hun? Men bagefter gik det op for mig, at jeg følte præcis det samme, som I må have følt over for mig. Jeg truede jer. Jeg pressede jer. Jeg trak i trådene og kaldte det omsorg. Og sådan har I levet med mig… med min afpresning og mine små spil.
Hun tav og sank, som om ordene krævede mere mod, end hun havde regnet med.
— Jeg vil ikke miste min søn, fortsatte hun. — Min eneste søn. Og jeg er parat til at acceptere dine regler, Maria. Det er din lejlighed. Jeres hjem. Jeg kommer kun, når jeg er inviteret.
— Og nøglen? spurgte Lars.
Karen åbnede sin taske, fandt nøglen frem og lagde den midt på bordet.
— Tag den. Jeg har ikke længere ret til at bruge den.
Maria stirrede på den lille metalnøgle og havde svært ved at tro på scenen foran sig. Var det virkelig Karen, den stolte og styrende Karen, der sad dér og trak sig tilbage frivilligt?
— Ved I hvad, sagde Karen efter en pause, — min egen mor var præcis sådan. Hun kontrollerede hvert eneste skridt, jeg tog, selv efter at jeg var blevet gift. Hun sled så meget i os, at min første mand, Lars’ far, til sidst gik. Han kunne ikke holde det ud mere. Dengang svor jeg, at jeg aldrig ville blive som hende. Og alligevel… her sidder jeg. Historien gentog sig bare med mig i hendes rolle.
Der lå en bitter klang i hendes stemme.
— Det er ikke for sent at ændre det, sagde Maria sagte. — Vi kan begynde igen. På en ordentlig måde.
Karen løftede blikket. Tårerne stod blanke i hendes øjne.
— Vil I virkelig give mig en chance? Efter alt det, jeg har gjort?
— Det er vel det, en familie gør, svarede Lars. — Giver hinanden en mulighed for at rette op på tingene.
De drak te og spiste tærterne. Samtalen var forsigtig, næsten prøvende, som om de alle tre skulle lære hinanden at kende på ny. Karen fortalte om sin barndom, om den dominerende mor, der aldrig slap taget, om hvor svært det havde været at frigøre sig — og om hvordan hun, uden selv at opdage det, langsomt var blevet den samme slags menneske.
— Ved I, hvad der er det værste? spurgte hun efter et stykke tid. — Jeg troede oprigtigt, at jeg handlede for jeres skyld. At jeg vidste bedre, hvordan I burde leve. Sandheden er, at jeg bare var bange. Bange for at blive alene. Gammel og overflødig.
— Du kommer ikke til at stå alene, sagde Maria. — Ikke hvis du respekterer vores grænser. Så vil vi være der for dig.
Da Karen skulle gå, standsede hun i gangen og omfavnede sin svigerdatter. For første gang føltes omfavnelsen ægte — uden beregning, uden skjult stikpille.
— Tak, hviskede hun. — Tak fordi I ikke lod mig miste min søn helt. Du er en stærk kvinde, Maria. Lars valgte rigtigt.
Døren lukkede efter hende, og Maria og Lars blev stående i entreen, som om de endnu ikke helt forstod, hvad der var sket.
— Tror du, det holder? spurgte Maria.
— Det ved jeg ikke, sagde Lars. — Men det er forsøget værd. Hun er trods alt min mor. Og din svigermor. En del af vores familie.
— Vores, gentog Maria og smilede svagt. — Det kan jeg godt lide lyden af.
De gik tilbage til køkkenet. På bordet lå nøglen stadig — som et lille tegn på alt det gamle, hvor ingen grænser fandtes, og hvor respekt altid var noget, der blev krævet, men sjældent givet. Lars tog den op, så på den et øjeblik og lod den falde ned i skraldespanden.
— Hvis mor vil komme forbi, ringer hun først. Sådan som almindelige mennesker gør.
— Og så inviterer vi hende, hvis vi har lyst, tilføjede Maria.
— Netop. Hvis vi har lyst.
Udenfor skinnede forårssolen. I den lille, varme lejlighed, som ingen længere forsøgte at sælge hen over hovedet på dem, havde roen endelig fundet plads. Den var skrøbelig og nyfødt, men den var virkelig. Og Maria vidste, at de ville passe på den. Alle sammen. Som en rigtig familie.