— Goddag. Jeg kommer fra kommunens socialforvaltning.
— Undskyld, hvad sagde De? Maria stirrede på hende, som om hun ikke havde hørt rigtigt.
— Vi har modtaget en henvendelse om, at der i denne lejlighed bor en ældre, ikke-selvhjulpen person under uforsvarlige forhold. Jeg er nødt til at besigtige boligen.
— En ikke-selvhjulpen person? Der bor ingen sådan her hos os!
— Karen Hansen, født i 1960. I anmeldelsen står der, at hun er Deres svigermor.
Det var, som om gulvet et øjeblik forsvandt under Maria.
— Hun bor ikke her. Hun har sin egen lejlighed fem metrostop herfra.
— Det kan godt være, men når vi får en anmeldelse, skal den undersøges. Må jeg komme indenfor?
Maria trådte til side og lod kvinden passere. Den ældre sagsbehandler gik grundigt fra rum til rum, lod blikket glide over møbler, køkken, badeværelse og noterede noget i sin mappe.
— Boligforholdene virker helt i orden, sagde hun til sidst. — Men jeg skal stadig se Karen Hansen.
— Jeg har jo lige sagt, at hun ikke bor her.
— Hvorfor er det så denne adresse, der er blevet oplyst?
Netop da kom Lars hjem. Da han fik øje på den fremmede kvinde med papirerne, spændtes hele hans ansigt.
— Hvad foregår der?
Maria forklarede hurtigt, hvad der var sket. Lars’ blik blev mørkt.
— Er det min mor, der har anmeldt os?
— Jeg kan ikke oplyse, hvem der har indgivet anmeldelsen, svarede kvinden undvigende. — Men hvis Karen Hansen ikke opholder sig her, lukker jeg sagen. Beklager ulejligheden.
Så snart hun var gået, rev Lars telefonen op af lommen.
— Mor? Hvad er det for et cirkus? Socialforvaltningen? Mener du det alvorligt? … Du ved ikke noget? Mor, stop nu! … Nej, jeg kommer ikke. Og du skal heller ikke komme her mere. Ikke før du har sagt undskyld til Maria.
Han afbrød opkaldet og lagde armene om sin kone.
— Tilgiv mig. Jeg burde have sat en grænse for længe siden.
— Hun er din mor, sagde Maria lavt og gentog de ord, han selv så ofte havde brugt.
— Ja. Men du er vigtigere. Det er dig, der er min familie. Min rigtige familie.
En uge senere lå der et brev fra ejerforeningen i postkassen.
Karen Hansen havde klaget over, at de angiveligt var i gang med ulovlig ombygning.
De måtte bestille en bygningssagkyndig ud og forklare, dokumentere og vise, at der ikke var flyttet så meget som en væg.
Kort efter kom der en opringning fra Skattestyrelsen. En anonym person havde meddelt, at Maria efter sigende lejede lejligheden ud uden at betale skat. Endnu en gang ventede forklaringer, kontroller og papirer, der skulle fremskaffes.
— Hun stopper ikke, sagde Maria, da endnu et besøg fra myndighederne var overstået. — Hun bliver ved med at forgifte vores liv, indtil vi bryder helt sammen.
— Eller indtil vi får hende til at bryde sammen først, svarede Lars pludselig med en hårdhed i stemmen, Maria ikke før havde hørt.
Han tog mobilen frem og fandt et nummer.
— Hallo, tante Inge? Det er Lars … Ja, det er længe siden … Hør, jeg har et ømtåleligt spørgsmål. Kan du huske, at du engang fortalte om papirerne på sommerhuset? At mor fik det skrevet over i sit eget navn, selv om du og onkel Sander havde købt det sammen med hende? … Ja, netop … Har du aldrig overvejet at få det rettet? … Jeg forstår … Ja, nu slider hun også vores nerver i stykker … Hvis du anlægger sag, vidner jeg. Jeg kan bekræfte, at jeg selv har hørt mor tale om det … Tak, tante Inge. Hold mig orienteret.
Maria så målløs på ham.
— Hvad har du lige gjort?
— Noget, jeg burde have gjort for mange år siden. Min mor tog sommerhuset, som hun købte sammen med min tante og onkel. De stolede på hende, og hun misbrugte det til at få det hele registreret i sit eget navn. Tante Inge har længe villet gå rettens vej, men hun turde ikke. Det gør hun nu.
— Men hun er jo din mor …
— Min mor prøver at jage os ud af vores eget hjem. Nu kan hun selv få lov til at løbe frem og tilbage til retten.
Karens opkald lod ikke vente på sig. Hun råbte, truede og græd i røret. Lars hørte hende til ende og sagde så blot:
— Mor, det var dig, der startede krigen. Lad os være i fred, så trækker tante Inge sagen tilbage.
— Det er afpresning!
— Nej. Det er konsekvensen af det, du selv har gjort. Vælg.
Tre dage senere stod Karen foran deres dør. Uden nøgle denne gang, for Lars havde skiftet låsen. Hun så indfalden ud, mindre på en eller anden måde, og flere år ældre.
— Må jeg komme ind?
De satte sig i stuen. Længe sagde ingen noget.
— Jeg trækker klagerne tilbage, sagde hun til sidst. — Alle sammen. Og jeg blander mig ikke mere i jeres liv.
— Og undskyldningen? spurgte Lars.
Karen løftede blikket mod Maria. Der var ingen anger i hendes øjne, kun udmattelse og en dybt nedpresset bitterhed.
— Undskyld, fik hun presset frem.
Det lød ikke som en oprigtig undskyldning. Men det var en indrømmelse af nederlag.
— Tante Inge trækker sagen tilbage, lovede Lars. — Men hvis du begynder igen …
— Det gør jeg ikke, afbrød hans mor. — Jeg vil ikke miste sommerhuset. Det er det eneste, jeg har tilbage til min alderdom.
Hun rejste sig og gik mod gangen. I døråbningen vendte hun sig om.
— Ved du hvad, Lars, jeg har altid troet, at jeg havde opdraget en blødsøden dreng. Det ser ud til, at jeg tog fejl. Du ligner din bedstefar mere, end jeg troede. Han kunne også bide fra sig, når han blev presset op i et hjørne.
Døren lukkede sig stille efter hende.