Fogedens stemme lød fuldstændig upåvirket:
— Et forlig fritager ikke nogen for ansvar, hvis pengene er brugt til andre formål end det aftalte. De har mødepligt.
Lars kastede mobilen fra sig på passagersædet og ringede straks til sin mor.
— Mor, hun har slæbt mig i retten. Hun kræver, at alle lånene bliver betalt tilbage. Hun påstår, jeg har brugt pengene.
Karen trak vejret så skarpt ind, at han hørte det gennem røret.
— Det kan ikke passe. Hun har ikke råd til advokater. Hun er bare bogholder, hun kan ikke gøre noget.
— Jo, mor. Det kan hun. Hun har dokumentation. Overførsler, billeder, det hele.
— Så pres hende. Sig, at hun vidste alt fra begyndelsen. At det var fælles udgifter.
Lars knugede rattet, så knoerne blev hvide.
— Det nytter ikke. Hun har tænkt det hele igennem.
Dagen efter ringede Karen til Anna. Stemmen var anspændt, men der lå stadig den gamle overlegenhed i den.
— Anna, det er mig. Vi er nødt til at tale sammen. Du forstår ikke, hvad du er i gang med. Lars er min søn, og jeg vil ikke stå og se på, at du ødelægger ham.
Anna satte telefonen på medhør og nikkede til Mette, der sad over for hende. Mette tog roligt en diktafon frem.
— Karen, værsgo. Jeg lytter. Og jeg optager samtalen.
Der blev stille et øjeblik i den anden ende, men Karen trak sig ikke.
— Tror du, du er så klog? Tror du virkelig, du kan skræmme os? Vi skal nok finde en måde at stoppe dig på. Ligesom vi stoppede din far.
Anna lo lavt, uden varme.
— Mener du dengang, I truede ham med skattesager? Jeg har hans brev. Han skrev det hele ned. Skal jeg aflevere det til politiet sammen med optagelsen af denne samtale?
Tavshed. Så kom den korte, hårde tone fra et afbrudt opkald.
Mette slukkede for optageren og så på Anna.
— Hun ringer ikke igen.
— Nej, det ved jeg.
Sofie Madsen hørte om retssagen fra Lars selv. Han dukkede op hos hende om aftenen med en flaske vodka i hånden.
— Jeg bliver nødt til at sælge alt. Lejligheden, bilen. Fogeden har lagt beslag på tingene. Anna vinder, det ved jeg.
Sofie stod ved vinduet og vendte sig ikke engang om.
— Lars, det her vil jeg ikke diskutere. Du sagde, du havde penge. Du sagde, lejligheden var din. Du lovede, at vi skulle få et ordentligt liv. Og nu er du bankerot.
Han tog et skridt hen imod hende, men hun gled væk fra ham.
— Gå. Jeg har brug for en mand, der kan sørge for noget, ikke én, der lever i retssale. Bare gå, Lars.
Midt i hendes fremmede stue blev han stående, ude af stand til at fatte, hvor hurtigt alting var styrtet sammen. Sofie gik hen til døren og åbnede den.
— Ud. Og lad være med at ringe.
Sagen trak ud i to måneder. Lars forsøgte at forklare sig, gentog igen og igen, at pengene var gået til familien, og at Anna havde kendt til det. Men han kunne ikke bevise noget. Anna havde kontoudtog, billeder og vidneforklaringer.
Dommeren, en ældre kvinde med trætte øjne, formulerede afgørelsen uden omsvøb:
— Lars Hansen pålægges at tilbagebetale hele gældsbeløbet. Hans aktiver beslaglægges, indtil kravet er indfriet.
Lars greb fat i bordkanten. Karen blev ligbleg og pressede hånden mod munden.
En uge senere oprettede politiet en sag om bedrageri. Det viste sig, at Lars havde forfalsket Annas underskrifter på låneaftalerne. Den skriftkyndige undersøgelse bekræftede det. Dommen lød på fire års betinget fængsel. Hans ejendele blev registreret, og fogeden tog nøglerne til både lejligheden og bilen.
Det var altså hans “skilsmisse århundredet”: at miste retten til frit at styre sit eget liv og samtidig blive frataget alt, hvad han ejede.
Karen flyttede ud af lejligheden og tog til sin søster i Roskilde. Søsteren stod i døren, da hun kom.