— Min svigermor dukkede op foran min dør sammen med sin søn og alle deres ting: “Luk op, vi flytter ind i din lejlighed!” fortalte jeg med en skarp, hånlig stemme, mens jeg allerede var i gang med at ringe til politiet.
Anna sad helt stille med telefonen i hånden. For tredje gang læste hun beskeden fra notaren igennem. Papirerne vedrørende arven efter hendes morfar var endelig faldet på plads — den rummelige treværelses lejlighed i centrum stod nu officielt i hendes navn. Glæden slog et øjeblik næsten vejret ud af hende, men den varme følelse nåede knap at brede sig, før en tung uro tog over. Hvordan ville Hanne reagere på det?
Hanne, Lars’ mor, havde de seneste fem år boet sammen med det unge ægtepar i deres lille toværelses lejlighed ude i udkanten af byen. Hun havde solgt sin egen bolig og var flyttet ind hos sin søn med løftet om, at hun nok skulle hjælpe, når der kom børnebørn. Men der var ikke kommet nogen børn endnu, og svigermorens såkaldte hjælp havde lidt efter lidt udviklet sig til daglig overvågning af alt, hvad svigerdatteren foretog sig.
Anna ringede til sin mand.
— Hej, Lars. Jeg har noget vigtigt at fortælle.
— Hvad er der sket? spurgte han straks, tydeligt bekymret.
— Notaren har kontaktet mig. Min morfars lejlighed er nu endeligt registreret i mit navn.
— Fantastisk! udbrød Lars glad. — Så får vi endelig et ordentligt hjem med plads!
— Vent lige, sagde Anna forsigtigt. — Vi har jo talt om, at det her er min personlige ejendom. Morfar efterlod lejligheden specifikt til mig.
— Selvfølgelig, skat. Men vi er jo en familie. Gør det virkelig nogen forskel, hvilket navn der står på papirerne?
En ubehagelig kulde gled gennem Annas bryst. På det seneste havde Lars alt for ofte brugt netop de ord — “vi er jo en familie” — hver gang samtalen kom ind på noget, der tilhørte hende alene, eller en beslutning hun selv ville tage.
Da Anna kom hjem om aftenen, sad Hanne allerede og ventede ude i køkkenet. Hun havde placeret sig ved bordet med en kop te foran sig og et smil, der tydeligt varslede noget.
— Anna, sæt dig ned. Vi skal lige tale sammen.
Anna satte sig over for hende, men indeni spændte hun i hele kroppen. Når Hanne begyndte en samtale med det dér smil, var det aldrig et godt tegn.
— Lars har fortalt mig om din morfars lejlighed, begyndte Hanne. — Sikke en vidunderlig nyhed! Tre værelser midt i centrum — det er jo en drøm.
— Ja, jeg er også glad for det, svarede Anna dæmpet.
— Jamen, glimrende! Så kan vi allerede i morgen begynde at pakke tingene. Hele familien flytter derhen.
Anna var lige ved at få teen galt i halsen.
— Undskyld, hvad sagde du?
— Hvad mener du med hvad? spurgte Hanne forbløffet. — Vi flytter naturligvis ind i den nye lejlighed. Jeg har endda allerede set mig ud, hvilket værelse jeg vil have. Det med altanen. Frisk luft er livsvigtigt for mit helbred.
— Hanne, sagde Anna og gjorde sig umage for at lyde rolig, — Lars og jeg har slet ikke drøftet detaljerne omkring nogen flytning endnu.
— Hvad er der at drøfte? Svigermoren slog ud med hånden. — Lejligheden er stor nok, der bliver plads til alle. Mine møbler kan sagtens være der. Og i øvrigt skal det hele sættes i stand med det samme. Tapetet er sikkert gammelt.
Anna mærkede, hvordan harmen begyndte at koge stærkere og stærkere i hende.
— Det er min arv, sagde hun fast. — Og det er mig, der bestemmer, hvad der skal ske med den.
Hanne løftede øjenbrynene, som om hun var blevet dybt fornærmet.
— Din arv? Kære ven, du er gift! Du har en mand, du har en familie. Man kan ikke være så egoistisk.
— Jeg er ikke egoistisk, svarede Anna. — Jeg vil bare selv have ret til at bestemme over det, min morfar har efterladt mig.
— Nå, på den måde! Hanne skubbede stolen hårdt tilbage. — Så vi er altså fremmede for dig nu? Vi har boet under samme tag i fem år, og alligevel regner du os ikke for din familie!
Med en teatralsk bevægelse pressede Hanne hånden mod hjertet og forsvandt ind på sit værelse. Et minut senere kunne man høre højlydt snøften derindefra.
Da Lars kom hjem samme aften, var hans ansigt mørkt. Han nåede knap nok at sparke skoene af, før han gik direkte ud i køkkenet, hvor Anna stod og lavede aftensmad.
— Mor græder, sagde han uden at hilse. — Hvad er der sket?
— Din mor har besluttet, at vi alle sammen skal flytte ind i min morfars lejlighed, svarede Anna roligt. — Hun havde allerede taget forskud på hele flytningen.