Hun havde endda allerede bestemt, hvilket værelse der skulle være hendes.
— Hvad er problemet i det? Lars trak på skuldrene. — Lejligheden er stor nok. Der er plads til os alle.
Anna vendte sig langsomt mod ham.
— Lars, det er min private arv. Min morfar efterlod den til mig. Ikke til hele familien.
— Nu begynder du igen! røg det ud af ham, tydeligt irriteret. — Hvorfor skal det overhovedet spille nogen rolle? Vi hører jo sammen!
— Det er ikke det, det handler om, forsøgte Anna at forklare. — Jeg vil bare selv have lov til at bestemme, hvad der skal ske med den lejlighed. Måske ville jeg leje den ud og få en ekstra indtægt. Måske ville jeg sælge den og investere pengene et sted.
— Sælge den? Lars blev rød i hovedet. — Vil du sælge en treværelses lejlighed midt i byen? Er du blevet fuldstændig fra den?
— Det er min beslutning.
— Nej, det er vores beslutning! hævede han stemmen. — Vi er en familie! Og mor har ret. Du opfører dig egoistisk.
Anna lagde kniven fra sig, den hun netop havde stået og skåret grøntsager med, og så direkte på sin mand.
— Ved du hvad? Hvis jeg virkelig er så egoistisk, er det måske bedst, at jeg flytter over i morfars lejlighed alene.
— Hvad er det for noget vrøvl? Lars stirrede uforstående på hende.
— Det er ikke vrøvl. Jeg bliver der en uge eller to. Jeg får ryddet op, ordnet lejligheden og gennemgået morfars ting. Og så får du og jeg samtidig lidt ro fra hinanden.
Lars svarede ikke. Han drejede blot om på hælen og forsvandt ind i værelset. Døren smækkede hårdt efter ham. Inde fra det andet værelse lød Hannes klagende hulken igen.
Næste morgen pakkede Anna det mest nødvendige i en taske og tog af sted. Morfarens lejlighed tog imod hende med stilhed og den tørre, varme duft af gamle bøger. Hun gik langsomt gennem rummene, mens minder fra barndommens besøg dukkede op ét efter ét.
De første dage forsvandt i rengøring, sortering og gennemgang af skabe, skuffer og papirer. Anna mærkede til sin egen overraskelse, hvor godt ensomheden gjorde hende. Ingen spurgte, hvad der skulle serveres til aftensmad. Ingen havde meninger om hendes tøj. Ingen lod fjernsynet brage løs fra tidlig morgen.
På fjerdedagen ringede det på døren. Da Anna åbnede, stod Hanne udenfor med en stor rejsetaske i hånden.
— Kære lille Anna! sagde svigermoren og smilede, som om hun kom med en gave. — Hvordan klarer du dig dog her helt alene? Du har sikkert hverken mad i køleskabet eller orden i noget som helst.
Uden at vente på en invitation trådte hun ind i entreen.
— Åh nej, sikke en elendighed! udbrød hun og slog hænderne sammen, mens blikket gled hen over væggene. — Det tapet skal væk med det samme. Og gulvet også! Alt her er gammelt og slidt ned.
— Jeg kan godt lide det, sagde Anna tørt. — Det minder mig om min morfar.
— Minder eller ej, nikkede Hanne bestemt. — Man skal jo stadig bo under ordentlige forhold. Bare rolig, jeg hjælper dig. Først laver jeg noget frokost, og bagefter lægger vi en plan for istandsættelsen.
— Tak, men det bliver ikke nødvendigt, svarede Anna fast. — Jeg klarer det selv.
— Vrøvl. Hvilken svigerdatter siger nej til hjælp fra sin svigermor? Vi er jo familie.
Ordet “familie” fik efterhånden Annas nerver til at stramme sig.
— Hanne, jeg tog herhen for at være alene, sagde hun langsomt. — For at få styr på mine tanker og finde ud af, hvad jeg egentlig føler.
— Hvad er der at finde ud af? Svigermoren så oprigtigt forbløffet ud. — Det hele er jo klart. Du er fornærmet på Lars og vil give ham en lærestreg. Men nu må det være nok. Min dreng lider.
Hendes “dreng” var toogtredive år gammel, men i Hannes øjne ville han åbenbart aldrig blive voksen.
— Jeg er ikke fornærmet, forklarede Anna med behersket tålmodighed. — Jeg prøver bare at forstå, om jeg vil fortsætte med at leve på den måde, jeg har levet de sidste år.
— Hvad skal det betyde? Hanne kneb øjnene sammen.
— At alle mine beslutninger bliver sat til diskussion. At jeg ikke engang selv må bestemme over min egen arv. At jeg bliver kaldt egoist, bare fordi jeg gerne vil have et sted, der er mit.
Hanne sank ned på stolen i entreen og lagde dramatisk hånden mod brystet.
— Åh, jeg får det dårligt! Mine piller! Vand!
Anna hentede et glas vand. Svigermoren tog et par små slurke og sendte hende derefter et bebrejdende blik.
— Se nu, hvad det er kommet til. Du driver et ældre menneske helt ud over kanten.
— Hanne, du er otteoghalvtreds, sagde Anna. — Hvilket ældre menneske taler du om?
— Skal man da være over firs, før man må være syg? fór Hanne op. — Jeg har forhøjet blodtryk. Mine led gør ondt. Jeg har hele mit liv viet jer andre mine kræfter.