— Hvis det er din mor, der betaler for vores bryllup, må hun invitere hvem som helst og lige så mange, hun vil. Men hvis ikke… så skal hun holde sig fra vores gæsteliste med sine egne papirer! Punktum!
— Her. Hun har… kigget det hele igennem igen.
Lars’ stemme lød dæmpet og skyldbevidst, som en skoledreng, der kommer hjem med en karakterbog fuld af dårlige karakterer. Han trådte ikke rigtigt ind i rummet; han sneg sig nærmest ind, forsigtigt og lydløst, som om han håbede, at ingen ville lægge mærke til ham. I hånden holdt han et ark fra et kladdehæfte, omhyggeligt foldet sammen fire gange. Det var fyldt med hans mors velkendte, pæne, men på en eller anden måde kvælende håndskrift.
Mette løftede ikke straks blikket. Hun var fuldstændig opslugt af sit eget univers, som hun havde bredt ud over det store spisebord. I den seneste måned havde bordet fungeret som hendes kommandocentral. Her herskede en orden, der kun gav fuld mening for hende: bunker af kostbare designerpapirer til invitationerne, forskellige menukort lagt ud som en vifte, og en detaljeret bordplan over gæsterne, der mest af alt lignede forberedelsen til en militær operation. Netop som Lars sagde det, sad hun med en tynd mekanisk blyant og rettede placeringen af kollegernes bord.
Hun stivnede. Blyantspidsen standsede en millimeter over papiret. I nogle sekunder sad hun helt stille uden at vende sig om, og den tavshed var mere uhyggelig end ethvert råb kunne have været. Så lagde hun med langsom, næsten maskinel præcision blyanten ned midt på notesbogen ved siden af sig, nøjagtigt rettet ind efter kanten. Først derefter så hun op på Lars.
Hendes blik var roligt. Skræmmende roligt. Der var ingen irritation i det, ingen synlig vrede. Kun en kølig, distanceret opmærksomhed, som hos en kirurg, der studerer et røntgenbillede. Hun rakte ikke ud efter arket. Hun så blot på ham, og med det blik fik hun ham til at føle sig som en komisk, forkert placeret genstand i hendes perfekt planlagte rum.
— Det er den tredje, sagde hun. Stemmen var jævn og uden den mindste dirren, som en oplæser, der læser vejrudsigten. — Den tredje liste på to uger, Lars. Hvem står der på den denne gang? Hvem har vi glemt at gøre lykkelig ved at invitere?
Han gik kejtet hen til bordet og lagde papiret helt ude ved kanten, som om han var bange for at forstyrre den hellige orden.
— Mette, prøv nu at forstå… Hun siger, at tante Karen bliver fornærmet, hvis vi ikke inviterer hendes halvfætters kusine. De var meget tætte, da de var unge. Og så er der også et par kolleger fra hendes gamle arbejde. De hjalp hende virkelig meget dengang.
Ordene kom hurtigt og hakkende, som om han forsøgte at komme over en farlig vejstrækning i høj fart. Mette kastede ikke engang et blik på listen. Hendes øjne blev ved med at hvile på hans ansigt. Hun lagde hovedet en smule på skrå, og der var en så isnende nysgerrighed i bevægelsen, at det løb Lars koldt ned ad ryggen.
— Tante Karen, sagde hun langsomt. — Den Karen, vi har set én gang i hele vores liv, for fem år siden til din onkels fødselsdag? Hende, der forvekslede mig med servitricen og bad mig hente endnu et glas champagne?
Det lød ikke som et spørgsmål. Hun fremlagde det som beviser. Hver eneste sætning var et lille, skarpt glasskår, hun pressede ind i hans håndflade.
— Og denne kvindes halvfætters kusine… hvad har hun med os at gøre? Med vores liv? Med vores dag?
— Jamen, hun er jo også familie… mumlede han og mærkede, hvordan hans argumenter smuldrede til støv under hendes rolige, tunge blik.
— Hun er din tantes familie. Ikke din. Og i hvert fald ikke min, svarede Mette.
Langsomt rejste hun sig fra stolen. Hun var ikke høj, men i det øjeblik virkede det alligevel, som om hun så ned på ham. Hun gik rundt om bordet, stillede sig foran ham og lagde armene over kors.
— Lars. Forklar mig noget meget enkelt. Vi har brugt et halvt år på at lave de her lister. Vi har vendt hver eneste gæst. Vi har skændtes, diskuteret og fundet kompromiser. Vi blev enige om, at det her skulle være vores fest. For os og for de mennesker, der virkelig betyder noget for os. Dem, der kender os begge to. Dem, der oprigtigt glæder sig på vores vegne. Hvornår blev din mor egentlig hovedarrangør og øverste chef for vores bryllup?
Hun hævede ikke stemmen. Tværtimod blev den lavere, tættere, og netop derfor lød hvert ord tungere. Hun angreb ham ikke. Hun skilte situationen ad lag for lag, og Lars mærkede det helt ind i kroppen.