som om han selv lå fastspændt på et laboratoriebord, en frø klar til at blive skåret op uden bedøvelse. Han sagde ingenting. Han anede ikke, hvilket svar der overhovedet kunne findes. Og i den tunge, kvælende tavshed gik det op for ham, at den stilhed, han havde været så bange for at bryde, kun havde været et vindstille øjeblik før uvejret. Den virkelige storm var først på vej.
Lars’ tavshed sagde mere, end nogen forklaring kunne have gjort. Han stod bare der med sænkede skuldre og stirrede ned på sine sko, som om de pludselig var blevet det mest fascinerende i hele verden. Den stumme, opgivende hjælpeløshed blev den sidste dråbe for Mette. Den selvbeherskelse, hun med så stor anstrengelse havde holdt sammen på, slog revner som tynd is under for meget vægt.
Hun råbte ikke. Tværtimod faldt hendes stemme endnu længere ned og fik en mørk, farlig klang, næsten som en lav knurren. Hun tog et skridt hen imod ham, og Lars veg instinktivt tilbage, indtil hans ryg ramte dørkarmen.
— Hør nu meget nøje efter, sagde hun, og hvert ord lød, som om hun hamrede et søm i. — Jeg spørger ikke, hvorfor din mor gør det her. Hendes motiver, hendes fornærmethed og alle de gamle kolleger, der engang har gjort hende en tjeneste, er mig fuldstændig ligegyldige. Jeg spørger dig. Dig, Lars. Hvorfor kommer du til mig med det?
Hun gik uden om bordet. Hendes bevægelser var blevet bratte, næsten rovdyrsagtige. Fra bordpladen greb hun det udprintede budget, hvor hver eneste post stod opført med nøjagtige beløb. Med en skødesløs bevægelse slyngede hun papirerne foran ham. Arkene gled ud over den blanklakerede flade som en vifte.
— Kan du se det her? Det er ikke bare nogle tilfældige papirer. Det er vores budget. De penge, vi har sparet op i næsten to år. Dine penge og mine penge. Hvert nyt navn på den tåbelige liste er ikke bare en ekstra linje. Det er en plads på restauranten. Mad, drikkevarer, servering. Fem, seks, syv hundrede kroner fra vores lomme for et menneske, jeg ikke kender og heller ikke har noget ønske om at kende. For en person, som er komplet ligeglad med os, men som absolut skal komme, spise på vores regning og bagefter vurdere, om hovedretten nu også var god nok.
Hun lagde begge hænder på papiret på hver sin side af mappen og bøjede sig frem over bordet. Hendes ansigt var knap tredive centimeter fra hans, og han kunne tydeligt se, hvordan hendes øjne var blevet mørke. Den kølige ro var forsvundet. I stedet brændte der en dyster, rasende ild.
— Din mor hjælper os ikke, Lars. Hun tænker ikke på os. Hun retfærdiggør sig selv. Hun forvandler vores dag til sit eget gallashow, til et marked for forfængelighed, hvor alle dem, hun vil imponere, skal trommes sammen. Og du er hendes lydige budbringer. Du forsøger ikke engang at forklare hende noget. Du kommer bare slæbende med hendes ultimatummer, med halen mellem benene, og håber, at jeg på en eller anden måde sluger dem.
Hun rettede sig op, og hendes stemme fyldte hele rummet. Den sitrede af indestængt vrede og af en foragt, hun ikke længere så nogen grund til at skjule.
— Hvis din mor betaler for vores bryllup, så kan hun invitere hvem som helst og lige så mange, hun vil. Men hvis hun ikke gør det, så skal hun holde næsen ude af vores planer og tage sine lister med sig! Færdig!
Det sidste ord slog gennem rummet som et skud. Hun vendte ham brat ryggen, som en klar markering af, at samtalen var slut. Lars, der var blevet slået fuldstændig ud af den voldsomme tirade, fik endelig samlet mod til at sige noget. Og han valgte de værst tænkelige ord.
— Mette… sådan kan man altså ikke. Du må da have i det mindste lidt respekt for de ældre. Hun er jo min mor…
Han bed resten i sig. Forandringen i hendes ansigt kom så pludseligt, at det trak sig sammen i hans mave. Ilden i hendes blik gik ud. På ét eneste sekund. Som om nogen havde slukket for strømmen. I stedet kom der kulde. Ikke vrede. Ikke sårethed. Men en klar, gennemsigtig erkendelse, kold som vinterluft. Hun så på ham, som om han var en fremmed, hun tilfældigt var stødt ind i på gaden. Og i det blik så Lars afslutningen.
Ordet »respekt« var ikke gnisten, der fik krudttønden til at eksplodere. Det var kontakten, der afbrød hele kredsløbet. Den vrede, der et øjeblik før havde kogt i hende, forsvandt sporløst, som om den aldrig havde eksisteret. Tilbage stod en fuldkommen, klingende tomhed og en lammende klarhed. Det var hverken tilgivelse eller opgivelse. Det var en beslutning, truffet et sted så dybt i hende, at hverken følelser eller tvivl længere kunne nå derind.