— Mener du virkelig, at det er mig, der skal sørge for mad til dine slægtninge? — spurgte hustruen chokeret, mens hendes blik gled hen over de gabende tomme hylder i køkkenskabet.
— Forventer du seriøst, at jeg skal bespise din familie? — Anna stirrede vantro på sin mand og pegede derefter mod skabet. — Lars, kan du ikke se, at der ikke findes en eneste ting herinde?
Lars stod i døråbningen til køkkenet med armene over kors. Bag ham hang hans bror, Mads, og hans søster, Mette, lidt afventende.
— Anna, lad nu være med at gøre det til et drama. Gå ned og køb noget. Vi har gæster.
— Gæster? — Anna lukkede langsomt skabslågen. — Dine slægtninge vælter ind uden at give besked, du har brugt hele din løn på dine spilting, og nu regner du med, at jeg kan trylle aftensmad frem af ingenting?
Mads skubbede sin bror til side og trådte ind i køkkenet. Hans runde ansigt skinnede af sved, selv om luften udenfor var kølig.
— Anna, helt ærligt! Vi er jo ikke fremmede mennesker. Kan det virkelig være så besværligt at lave et eller andet? — Han dumpede ned på en skammel, som knirkede klagende under hans vægt.
Mette kom også ind og lod et nedladende blik vandre over det beskedne inventar.
— Lars sagde ellers, at du var en fremragende husmor — bemærkede hun og trak en finger hen over køkkenbordet. — Men når man ser på skabene…
— STOP! — Anna løftede hånden. — For det første vidste Lars udmærket, at vi ingen penge havde. For det andet var han fuldt klar over, at der ikke var mad i huset. Og for det tredje nævnte han ikke med ét ord, at I ville komme.
— Og hvad så? — Lars trak på skuldrene. — Lån noget af naboerne.
Efter tre års ægteskab begyndte Anna først nu for alvor at forstå, hvem hun havde bundet sit liv til.
— Af naboerne? Lars, kan du huske, at vi stadig skylder ægteparret Jensen to hundrede kroner? Og Karen skylder vi hundrede.
— Du blæser altid alting op — affærdigede Lars hende med en håndbevægelse. — Mads, Mette, gå ind i stuen og vent. Jeg ordner det straks.
Da de to modvilligt havde forladt køkkenet, trådte Lars helt tæt på sin kone.
— Anna, du skal ikke gøre mig til grin. De er kommet fra en anden by. Hvad skal de ikke tænke om mig?
— Og hvad tænkte du om mig, da du brugte vores sidste penge på en ny spillekonsol? — Anna tog et skridt tilbage. — Lars, jeg har tyve kroner i min pung. Det er alt, hvad der er tilbage indtil din næste løn.
— Køb makaroni og nogle pølser. Find på noget.
— NEJ.
Lars blinkede målløst.
— Hvad mener du med “nej”?
— Jeg mener, at jeg ikke vil ydmyge mig foran din familie og lade, som om alt er i skønneste orden. Hvis du vil have dem mætte, så må DU sørge for det.
I det samme dukkede Mads igen op i køkkendøren.
— Brormand, vi er altså sultne. Turen har været lang.
— Mads, lige om lidt… bare et øjeblik — Lars førte nervøst hånden gennem håret.
— Vil Anna ikke lave mad? — Mads trak på smilebåndet. — Sikke en kone, du har fået dig. Min Hanne ville aldrig opføre sig sådan.
— Din Hanne — sagde Anna iskoldt — får penge af dig til husholdningen. Jeg får kun løfter af Lars.
Mads blev rød i hovedet, vendte om og stormede ud, mens han smækkede døren hårdt efter sig.
— Er du tilfreds nu? — hvæsede Lars. — Du har ydmyget mig foran min bror!
— Jeg? — Anna lo kort og skarpt. — Lars, du ydmyger dig selv hver eneste dag. Hver gang du slæber endnu en ubrugelig dims hjem i stedet for mad. Hver gang du lover noget og aldrig holder det. Hver gang du lyver for mig — og for dig selv.
— HOLD KÆFT! — brølede Lars så højt, at det kunne høres helt ind i stuen.