Mette kom farende ind fra stuen, tiltrukket af råbet.
— Hvad i alverden foregår der her? — Hun sendte Anna et bebrejdende blik og vendte sig derefter mod Lars. — Lars, har du fuldstændig mistet grebet om din kone?
Anna drejede langsomt hovedet mod hende.
— Ét ord mere, Mette, og så fortæller jeg din mand, Anders, om dine små “møder” med Peter fra opgangen ved siden af.
Al farve forsvandt fra Mettes ansigt. Hun tog et skridt baglæns.
— Du…
— Jeg ved mere, end du tror. — Anna greb sin taske fra stolen. — Og nu må I have mig undskyldt. Jeg går.
Lars stillede sig straks i vejen for hende.
— Hvor har du tænkt dig at tage hen?
— Hjem til min mor. Hos hende forventer man i det mindste ikke, at jeg kan trylle aftensmad frem til en hel flok slægtninge ud af ingenting.
— Hvis du går nu, skal du ikke regne med at komme tilbage! — råbte Lars.
Anna standsede. Så vendte hun sig langsomt om og så direkte på ham.
— Ved du hvad, Lars? Det er faktisk det bedste tilbud, du er kommet med det sidste år.
Hendes mor stillede ingen spørgsmål, da Anna dukkede op. Kirsten trak bare sin datter ind til sig, holdt om hende et øjeblik og fik hende derefter sat ved det lille køkkenbord.
— Fortæl, — sagde hun kort, mens hun hældte te op.
Og Anna fortalte det hele. Om de tomme skabe. Om de uforskammede gæster. Om Lars’ krav, hans vrede og hans evige forventning om, at hun skulle redde alt, hver gang han selv havde ødelagt det.
Kirsten lyttede uden at afbryde. Først da Anna tav, nikkede hun langsomt.
— Så du gik?
— Ja.
— Godt. Det var på tide. Hvor længe havde du egentlig tænkt dig at holde den dagdriver ud?
Anna sænkede blikket.
— Mor, jeg elskede ham jo…
— Elskede, — gentog Kirsten stille. — Læg mærke til tiden, min pige. Kærlighed kan ikke overleve ret længe, hvis respekten er væk.
Netop da begyndte Annas telefon at ringe. Lars’ navn lyste på skærmen. Hun så på den et øjeblik og afviste opkaldet.
— Lad være med at tage den, — sagde hendes mor. — Han må selv finde ud af at håndtere sin lille familie.
Telefonen ringede igen. Og igen. Derefter begyndte beskederne at tikke ind. Anna åbnede ikke en eneste af dem.
Kirsten fyldte hendes kop op.
— Ved du, jeg har aldrig sagt det til dig før, men Lars brød jeg mig ikke om fra begyndelsen. Han fyldte for meget. Som om der kun var plads til ham og hans behov.
— Hvorfor sagde du ikke noget?
— Ville du have hørt efter? Forelskede mennesker er sjældent gode til at lytte til sund fornuft.
Anna smilede trist. Hendes mor havde ret.
Imens udspillede der sig et helt andet optrin hjemme i lejligheden hos Anna og Lars. Mads gik hvileløst frem og tilbage i stuen og kunne slet ikke få luft for sin fornærmelse.
— Så du det? Så du, hvordan hun opførte sig? Din egen kone kunne ikke engang give gæsterne noget at spise!
— Mads, slap nu af, — mumlede Lars, mens han nervøst fór mellem køkkenet og stuen i et desperat forsøg på at finde noget spiseligt.
— Jeg sagde jo fra starten, at hun ikke passede til dig, — blandede Mette sig. — Kan du huske det? Jeg sagde det med det samme: Anna er ikke den rette for dig.
— NOK! — brummede Lars. — Hvis I begge to er så kloge, kan I jo tage på hotel.
— På hotel? — Mads’ øjne blev runde. — Sender du din egen bror på hotel? Jeg kom jo netop til dig, fordi jeg troede, vi skulle have en hyggelig familieaften…
— Familiehygge, — sagde Lars bittert og åbnede det tomme køleskab endnu en gang. — Her er ikke andet end ketchup og en yoghurt, der skulle være smidt ud for længst.
— Det er din Annas skyld, — sagde Mette og lod sig falde ned i sofaen. — En ordentlig kone har altid noget på lager.
— En ordentlig kone har en ordentlig mand, — røg det pludselig ud af Lars, før han selv nåede at tænke sig om.
Mads og Mette stirrede måbende på hinanden.
— Undskyld, men… forsvarer du hende nu? — spurgte Mads vantro. — Hun skred fra dig og løb hjem til sin mor, og alligevel tager du hendes parti?
Lars sank tungt ned på en stol. Først i det øjeblik gik det for alvor op for ham, hvad der var sket. Anna var gået. Hun havde ganske enkelt taget sin taske og var forsvundet. Og det værste var, at han inderst inde godt vidste, at hun havde haft ret.
Han løftede langsomt hovedet.
— Ved I hvad? I tager hjem. Jeg har brug for at tænke.
— Hjem?! — udbrød Mads målløst.