Der stod, at to personer midlertidigt havde fået adresse hos mig: Lars og Mette. Perioden var angivet til fem år. Som grundlag lå en aftale om vederlagsfri brug af boligen. I feltet for “ejer” var min underskrift forsøgt efterlignet med klodset håndskrift.
Jeg sank tilbage på stolen, mens kulden krøb ud i fingerspidserne. Som boligjurist forstod jeg på få sekunder, hvad de havde gang i. Mette var gravid. Når barnet kom til verden, ville det automatisk kunne blive registreret på samme adresse som sin mor. Uden at jeg som ejer skulle spørges. Og et spædbarn kunne man ikke bare få fjernet fra adressen uden et andet sted at sende det hen; hverken myndigheder eller domstole ville give grønt lys til den slags i årevis. Jeg ville blive fanget i sager, klager og møder, måske helt til barnet blev myndigt, mens Lars sad ved mit køkkenbord og drak øl, som om stedet var hans.
Mit blik gled hen mod nøglebrættet ved døren. Det hang tomt. Mette havde taget ekstranøglen måneden før, da hun var kommet forbi “bare for at få en kop te”.
En gammel, forkullet vrede løftede sig i mig. Jeg var atten, da mine forældre i al hemmelighed solgte min afdøde bedstemors lille træhus uden for Aalborg — det eneste sted i min barndom, hvor jeg virkelig havde følt mig tryg. Pengene blev brugt på Mettes prangende bryllup i en selskabslokale på landet med limousine, levende musik og hele forestillingen. Ægteskabet holdt i seks måneder. Mit barndomshjem var væk for altid. Dengang trak mine forældre bare på skuldrene og sagde: “Mette havde mere brug for det. Hun er jo så skrøbelig.”
Den gang stod jeg uden noget. Nu var jeg treogtredive. Og jeg havde hundredvis af vundne boligsager bag mig.
Jeg klappede computeren sammen og trak vejret helt ned i maven.
Troede de, at jeg ville storme i retten med tårer i øjnene og bede om at få aftalen annulleret? Nej. Civile søgsmål tager tid. Jeg ville begynde et helt andet sted — med de kort, der kunne ødelægge deres plan for altid.
Næste morgen listede jeg ud uden en lyd.
Mette sov sødt på min sofa, mens Lars lå og snorkede i køkkenet med sin ustubbede kind presset mod det klistrede bord, lige ved siden af en tom dåse billig øl. De kunne bare få lov at tro, at de havde vundet. Det eneste, jeg behøvede, var tid.
Første stop var en skriftkyndig ekspert, jeg kendte. For 500 kroner ekstra fik jeg sagen hastebehandlet, og samme aften lå en formel udtalelse om den forfalskede underskrift på mit skrivebord. Det blå stempel gjorde konklusionen umulig at misforstå: underskriften på brugsrettsaftalen var ikke min. Den var skrevet af en anden hånd, og ud fra det hårde, ujævne tryk sandsynligvis af en mand.
Samme dag afleverede jeg en anmeldelse på politistationen. Dokumentfalsk. Fiktiv folkeregisteradresse. Den vagthavende betjent tog imod papirerne og begyndte langsomt at bladre dem igennem.