og lagde en afgørelse på bordpladen.
— Den midlertidige folkeregisteradresse er ophævet, fordi der er konstateret brug af falske dokumenter. Den tekniske undersøgelse har fastslået, at ejerens underskrift er forfalsket.
Blodet forsvandt fra Lars’ ansigt.
— Derudover, fortsatte repræsentanten fra kommunen, mens hun slog en mappe op, — er der rejst en straffesag mod borger Lars Jensen for bedrageri i forbindelse med offentlige ydelser. De har indsendt en falsk lejekontrakt for at få udbetalt støtte.
— Anna! Mette udstødte et skingert skrig, greb sig om maven og gled ned på gulvet. — Anna, jeg beder dig! Lars kommer i fængsel! Vi er jo familie, hvordan kan du gøre det her? Jeg skal have et barn!
Jeg så på hendes påklistrede tårer uden at blinke.
— I solgte min mormors hus bag min ryg, da jeg kun var atten, sagde jeg roligt og holdt blikket fast på hende. — Og nu prøvede I at tage min lejlighed fra mig. Pak jeres kufferter og forsvind ud af mit hjem.
For at slippe for en egentlig fængselsstraf måtte Lars erkende det hele og indgå en aftale med anklagemyndigheden. Retten idømte ham en massiv bøde og pålagde ham at betale hver eneste krone af den uretmæssigt modtagne støtte tilbage til staten. Han havde ingen opsparing at tage af. For at dække gælden og advokatregningen solgte han sin andel i forældrenes lejlighed for langt under værdien.
Nu bor han sammen med Mette og deres nyfødte søn i hans mors lille, slidte hjørnelejlighed i et ældre boligbyggeri helt ude i byens udkant. Penge mangler de konstant. Lars slider nu som almindelig flyttemand og lagerarbejder, og om aftenen drukner han sig i billig sprut. Mette skændes dagligt med sin svigermor om beskidte tallerkener, uvaskede gulve og alt det andet, der hober sig op omkring dem. Naboerne ringer jævnligt efter politiet, når råbene bliver for voldsomme, og gryderne begynder at flyve gennem køkkenet.
Jeg ved det, fordi min mor af og til ringer til mig og græder ind i røret. Hun kalder mig hjerteløs. Hun råber, at jeg har ødelagt min søsters liv og gjort min nevø hjemløs.
Jeg siger ingenting. Jeg trykker bare opkaldet væk.
Ind gennem vinduerne i min lejlighed falder et blødt lys og lægger en varm, gylden farve hen over væggene. På det tykke tæppe ved mine fødder ligger labradoren Mikkel udstrakt. Han snorker dovent med sin fugtige snude presset ned mod poterne.
Jeg forsvarede min lejlighed. Jeg stjal ikke noget fra nogen, jeg levede ikke på andres bekostning, og jeg lod heller ikke andre tage det, der var mit. Min samvittighed er ren.