Han bladrede videre i papirerne med den samme træge mine, indtil jeg lagde det kort på bordet, som ændrede hele sagen.
Aftenen før havde jeg ringet til Hanne, en gammel studiekammerat, der arbejdede i Boligafdelingen. Over en bitter americano på en larmende café ved stationen lod hun mig kigge i systemet. Det, jeg fandt dér, fik mig til at smile for første gang i en uge.
Lars, som officielt stod registreret uden arbejde, havde søgt om kommunal støtte gennem ordningen for unge familier: et tilskud til husleje. For at få pengene skulle ansøgeren kunne fremvise en gyldig brugsret til en bolig med mindst atten kvadratmeter pr. person. Og geniet havde naturligvis vedlagt den forfalskede aftale med min lejlighed som dokumentation.
Dermed handlede det ikke længere kun om et beskidt familieopgør. Nu var der tale om svindel med offentlige ydelser. Et forsøg på at få penge ud af fælleskassen på falsk grundlag. Den slags ser myndighederne sjældent gennem fingre med.
Hanne bekræftede det hele: afgørelsen om at udbetale støtten til Lars var allerede underskrevet, og den første rate på 12.000 kr. skulle sættes ind på hans kort samme fredag.
— Nå, mine kære slægtninge, hviskede jeg, da jeg trådte ud fra Boligafdelingens bygning og ud i den rå, fugtige vind. — Så spiller vi efter mine regler.
Fredag aften låste jeg mig ind i lejligheden med min egen nøgle. Denne gang var slåen ikke sat for; de ventede åbenbart på madlevering.
Bag mig stod tre personer: den sammenbidte politikommissær Nielsen, en inspektør fra folkeregistermyndigheden i mørkeblå uniform og en repræsentant fra Boligafdelingen med en tung lædermappe under armen.
Fra køkkenet lød Mettes høje latter og klirren fra tallerkener. De fejrede noget. På bordet stod en tom pizzabakke og en flaske halvsød vin. Lars sad i min lænestol, som om han ejede stedet, med fødderne smidt op på stolen ved siden af.
— Nåå, Anna er kommet! Mette slog teatralsk hænderne sammen, men hendes ansigt stivnede, da hun fik øje på uniformerne. Osten fra pizzastykket i hendes hånd hang som en snavset tråd ned mod tallerkenen.
— Borger Lars Jensen? Politikommissær Nielsen trådte frem og fyldte næsten hele køkkenåbningen. — Nielsen, lokalpolitiet. Jeg skal se legitimation.
— Hvad er problemet? Lars forsøgte at rejse sig, men hans knæ rystede synligt. — Vi er registreret her. Alt er helt lovligt.
— I var registreret her, afbrød kvinden fra folkeregistermyndigheden ham køligt.