— Undskyld min ko! Hun æder jo igen, som om hun aldrig har set mad før! Lars’ stemme flænsede den festlige stemning som et pistolskud.
Anna stivnede med gaflen i hånden. Salaten nåede aldrig ned på tallerkenen. Hun var spinkel og næsten skrøbelig, næppe mere end halvtreds kilo, men dér sad hun over for sin mand og mærkede, hvordan samtlige blikke borede sig ind i hende.
Mads fik champagnen galt i halsen. Hans kone, Mette, åbnede munden, men der kom ikke en lyd. Rundt om bordet bredte der sig den slags tavshed, hvor selv vejrtrækningen føles upassende.
— Lars, hvad er det, du siger? spurgte Mads som den første, der fik samlet sig.
— Hvad? Må man nu heller ikke sige sandheden? Lars lænede sig tilbage i stolen, tydeligt tilfreds med virkningen. — Min dumme gås har taget på igen. Det er jo pinligt at vise sig sammen med hende!
Anna sad helt rød i ansigtet. Ikke engang af skam, men af smerte. Tårerne pressede sig på, men som så mange gange før holdt hun dem tilbage. Det havde hun lært i løbet af tre års ægteskab. Før græd hun. Senere holdt hun op. Hvad skulle det nytte?
— Hold nu op, Lars, forsøgte Peter tøvende fra den anden ende af bordet. — Anna er jo en smuk kvinde.
— Smuk? Lars lo kort. — Har du set hende uden makeup? Hun ligner noget, der kan skræmme børn. Nogle morgener vågner jeg og tænker: Hvem i alverden ligger dér ved siden af mig? Hvor kom det væsen fra?
En eller anden lo nervøst. En anden sænkede blikket ned i tallerkenen. Anna rejste sig. Langsomt og forsigtigt, som om hun var bange for at gå i stykker.
— Jeg går lige på toilettet, sagde hun lavt og forlod stuen.
— Så blev hun fornærmet! fnøs Lars fornøjet. — Om lidt kommer hun tilbage og tier resten af aftenen. Kvinder skal holdes på plads, ellers tager de overhånd.
Mads betragtede sin ven og kunne næsten ikke kende ham. De havde været venner siden skoletiden, femten år i alt. Lars havde altid været den muntre type, ham der samlede selskabet. Da han giftede sig med Anna, havde alle glædet sig på deres vegne. De var sådan et flot par. Hun var blid og stille med store brune øjne. Han virkede selvsikker og havde styr på livet.
Men et eller andet var gået skævt. I begyndelsen var det bare “sjove bemærkninger”. Foran andre kaldte Lars sin kone “min lille idiot”, “dumrian” og “ubrugelige fjols”. Folk lo akavet, for det måtte vel være intern humor mellem ægtefolk. Siden blev det værre.
“Min ko har igen ædt hele kagen!” råbte han engang gennem en restaurant, fordi Anna bestilte dessert.
“Undskyld hende, hun kan ikke finde ud af at lave mad!” sagde han til gæsterne efter en middag, der i virkeligheden havde været fremragende.
“Hvad kan man forvente af hende? Hun kom knap nok igennem sin uddannelse og arbejder for småpenge!” sagde han om kvinden, der havde afsluttet med topkarakterer og nu underviste de mindste klasser.
Mette gav sin mand et diskret puf med albuen.