— Gør dog et eller andet.
Mads rejste sig uden at svare.
— Jeg går lige ud og får lidt luft.
Han fandt Anna ude på badeværelset. Hun stod bøjet ind over håndvasken med fingrene knuget om kanten, mens tårerne løb lydløst ned ad kinderne. Mascaraen havde lavet mørke striber, og læbestiften var tværet ud. På få minutter var hun blevet præcis så forpjusket og “grim”, som Lars åbenbart ønskede, at hun skulle føle sig.
— Anna… hvordan har du det?
Hun fór sammen og tørrede hastigt øjnene med håndryggen.
— Fint. Jeg vasker mig bare lige, så kommer jeg ind igen.
— Hvorfor finder du dig i det der?
Hun vendte sig langsomt mod ham.
— Hvor skulle jeg gå hen? Jeg ejer ingenting. Lejligheden er hans. Bilen er hans. Jeg er lærer og tjener ikke ret meget. Mine forældre bor ude på landet og har knap nok selv råd til det hele. Hvis jeg kommer hjem til dem, bliver det en skandale for alle omkring os.
— Det er ikke nogen skandale.
— For dem er det. De fik mig gift med en mand fra byen, en mand med penge og styr på tingene. Min mor har pralet til alle om, hvor fantastisk en mand jeg har fået. Hvad skal jeg så sige? At han kalder mig en ko?
— Har han altid været sådan?
Anna rystede på hovedet.
— Det første år var som et eventyr. Blomster, gaver, søde ord hele tiden. Han bar mig nærmest på hænder. Og så begyndte det. Først mente han, at jeg lavede maden forkert. Bagefter var mit tøj pinligt, sagde han, som om jeg lignede en forvokset bondekone. Så var jeg dum. Og derfra blev det bare værre. Nu ydmyger han mig foran andre, og derhjemme…
Hun tav brat.
— Hvad sker der derhjemme? Slår han dig?
— Nej. Det er næsten værre. Han tier. Han kan gå en hel uge uden at sige et ord til mig. Som om jeg slet ikke findes. Og så eksploderer han pludselig over ingenting. En tallerken, der ikke er vasket rigtigt. Et par hjemmesko, der står forkert. Han siger, at jeg er uduelig, at ingen har brug for mig, og at han kun beholder mig, fordi han har ondt af mig.
— Anna, det er jo fuldstændig sygt. Du er både smuk og klog.
— Det ved jeg ikke længere. Når jeg ser mig i spejlet, ser jeg kun det, han siger, jeg er. En ko. En idiot. Et grimt menneske. Måske har han ret.
Inde fra stuen lød Lars’ høje latter.
— Hun er altså også som en træstamme i sengen! Bare ligger der og glor op i loftet, som om hun tæller får!
Anna blev kridhvid i ansigtet. Mads mærkede, hvordan hænderne knyttede sig af sig selv.
— Nu er det nok. Tag dine ting. Jeg kører dig væk herfra.
— Hvorhen?
— Hvor du vil. Til dine forældre, til en veninde, på hotel. Du bestemmer.
— Han lader mig ikke gå.
— Det er ikke ham, der bestemmer det.
De gik tilbage til stuen. Lars havde tydeligvis drukket godt til og var allerede i gang med endnu en af sine “morsomme” historier om sin kone.
— Kan I forestille jer det? I går ledte hun efter sine briller i en hel time, og de sad oven på hovedet på hende! Hold kæft, hvor dum kan man være?
— Vi går nu, sagde Mads.
— Hvor skulle I hen? Lars’ ansigt lukkede sig.
— Jeg kører Anna.
— Hun skal ingen steder. Anna, sæt dig ned!
Hun tog straks et skridt tilbage mod bordet, som om kroppen reagerede før tankerne. Mads greb fast om hendes hånd.