– Anna, jeg har tænkt over det, og nu har jeg besluttet mig: min løn er mine egne penge. Det er mig, der har tjent dem, og derfor bestemmer jeg også selv, hvad de skal bruges til. Mine ting, bilen, hjælp til min mor. Og så må vi leve af din indkomst. Du er jo den sparsommelige her i huset, du finder altid tilbud i supermarkederne. Så det klarer du nok.
Jeg blev ved med at gnubbe den gamle fedtplet på fliserne over komfuret med svampen. Jeg skrubbede så hårdt, at neglene begyndte at gøre ondt inde i gummihandskerne, og lyden blev skinger og ubehagelig. Kluden fór frem og tilbage, men jeg vendte mig ikke om. Den skarpe lugt af rengøringsmiddel blandede sig med stanken af brændt sovs; Lars havde igen glemt at slukke for blusset, da han hældte gullaschen over.
– Dine egne penge, siger du, svarede jeg langsomt og pustede ud, uden at holde op med at skure. – Lars, har du helt glemt, at vi har et boliglån, der løber i tyve år, og at Mikkel skal begynde i skole i år? Skolestart, tøj, bøger, alt det andet… Ved du overhovedet, hvad ordentlig mad koster nu, hvis man ikke kun skal leve af pasta?
– Åh, lad nu være med at begynde, sagde Lars og trampede tungt forbi mig hen over laminatgulvet. – Du gør altid alting til et drama. Jeg har jo ikke sagt, at du aldrig får en krone. Hvis det virkelig brænder på, kan du spørge, og så overvejer jeg det. Men som udgangspunkt ligger husholdningen hos dig. Du går jo så meget op i retfærdighed og ansvar. Så må du vise, hvor dygtig du er til at få regnskabet til at gå op.
Han satte sig ved bordet og skruede fjernsynet så højt op, at lyden fyldte hele køkkenet. Der kørte et tåbeligt program, hvor alle råbte i munden på hinanden, og støjen borede sig ind i mine tindinger som en slagboremaskine. Naboerne ovenpå var heller ikke stille; deres renovering havde stået på i næsten to år, og den monotone brummen fra boret var efterhånden blevet baggrundsmusikken til vores langsomt smuldrende familieliv.
Jeg tørrede hænderne i forklædet og drejede mig mod min mand. Lars sad i sin yndlings-T-shirt, der for længst havde mistet faconen, pillede tænder med en tandstik og udstrålede med hele kroppen, at emnet var afsluttet. Den Lars, der engang havde været blid og havde lovet mig hele verden, var nu blevet til en mand, som mente, at fordi han var “familiens overhoved”, kom hans behov først. Mine kunne åbenbart bare forsvinde af sig selv.
– Lars, mener du det alvorligt? Jeg lænede mig mod vasken og mærkede kulden fra metallet gennem min gamle hjemmetrøje. – Jeg får 28.000 kroner udbetalt. Af dem ryger 14.000 direkte til boliglånet. Så er der 14.000 tilbage. Til tre mennesker. Det er under 5.000 kroner pr. person om måneden. Foreslår du, at vi skal klare os for omkring 150 kroner om dagen hver, også Mikkel?
– Folk lever for mindre, sagde han uden så meget som at dreje hovedet. – Køb gryn, kartofler, sæsonens grøntsager. Kød er alligevel usundt i de mængder, det har jeg læst. Helt ærligt, Anna, lad være med at belaste mig med det der. Jeg skal ud og kigge på nye fælge til bilen i morgen, så jeg har brug for pengene.
I det øjeblik gik det op for mig, at han allerede havde lagt hele planen inde i hovedet. Alt var besluttet. Og i den plan var jeg ikke hans partner, men bare et gratis vedhæng, der skulle sørge for komforten omkring den store forsørger.