uden at gøre krav på noget som helst af det, han selv kaldte sit.
Uroen havde egentlig ligget og ulmet længe. I det sidste halve år havde Lars oftere og oftere “glemt” at lægge sin del til madbudgettet. Den ene måned var det bilforsikringen, der slugte pengene. Den næste skulle en ven låne noget. Så havde hans mor, Grethe, pludselig fået et akut behov for et nyt fjernsyn. Jeg bar det hele. Først tavst, så med små hentydninger, og til sidst begyndte jeg direkte at bede ham om at bidrage. Men i dag havde han ikke engang forsøgt at pakke det ind. Han havde bare stillet mig over for et ultimatum.
– Hør lige, Mette, sagde jeg samme aften i telefonen til min veninde, efter at jeg havde låst mig inde på badeværelset. – Han tror seriøst, at jeg er en bundløs pengekasse. Jeg knokler på to jobs for at kunne betale Mikkels privatlærer, og imens køber han nye fælge til sig selv.
– Anna, er du helt væk? svarede Mette, lige så skarpt som hun plejede. – Han rider på dig og giver dig ovenikøbet sporerne. Stop med at fodre ham. Helt bogstaveligt. Lav mad til dig selv og barnet, og lad ham sejle sin egen sø. Hvis hans penge er så “private”, kan han jo bruge dem på caféer og takeaway.
Dengang sukkede jeg bare. Det lød så nemt: Lad være med at give ham mad. Men han var jo min mand. Et menneske, der engang havde været mit nærmeste.
Næste morgen vågnede jeg alligevel med en mærkelig klarhed i hovedet. Lars lå bredt ud over halvdelen af sengen og snorkede, som om han ejede hele verden. Jeg betragtede ham et øjeblik og mærkede ingenting ud over en tung, mat irritation. Ingen ømhed. Ingen lyst til at gøre noget rart for ham. Ikke engang lysten til at stege morgenmad.
Jeg stod op, kogte grød til Mikkel og lavede kaffe til mig selv. Først en time senere dukkede Lars søvndrukkent op i køkkenet.
– Hvor er mine arme riddere? spurgte han og gloede på den tomme pande.
– I supermarkedet, Lars, svarede jeg roligt og tog en slurk kaffe, mens jeg scrollede gennem nyhederne. – Brød, æg og mælk koster penge. Mine penge er ikke sat af til dine arme riddere den her måned. Jeg prioriterer boliglånet og Mikkels nye sko.
– Er det en joke? Han trak øjenbrynene sammen. – Jeg er sulten.
– Så spis, sagde jeg og nikkede mod hylden med gryn og tørvarer. – Der står perlebyg. Det er sundt for maven.
Han mumlede noget om kvindehysteri og gik på arbejde uden morgenmad. Jeg troede faktisk et kort øjeblik, at det ville få ham til at tænke sig om. Ja, godmorgen. Samme aften kom han hjem og gik direkte hen til køleskabet. Men der var tomt. Eller næsten tomt. På hylden stod min yoghurt og den lille gratin, jeg havde lavet til Mikkel i præcis én portion.
– Anna, det her er ikke sjovt! Hvor er aftensmaden? råbte han, mens han smækkede med gryderne, så Mikkel fór sammen inde på sit værelse.
– Der er ingen aftensmad, Lars. Jeg er løbet tør for penge. I dag har jeg betalt el, vand og varme og købt en efterårsjakke til Mikkel. Der er tre hundrede kroner tilbage til resten af ugen. Det skal række til kefir og boller til mig og min søn. Dine bøffer er der ikke budget til.
– Du… du gør det med vilje! brølede han, så røde pletter bredte sig over hans ansigt. – Jeg arbejder! Jeg bliver træt! Jeg har ret til at komme hjem og få ordentlig mad!
– Det har du, sagde jeg uden at hæve stemmen. – For dine egne private penge. Bestil noget. Eller gå ud og spis. Du har jo tjent dem, så du har ret til at bruge dem.
Han rasede i næsten to timer. Han skreg, at jeg var en elendig kone, at jeg ødelagde vores familie, og at han nok skulle finde en kvinde, der forstod at værdsætte ham. Jeg sad bare tavst i lænestolen og læste videre i min bog. Mikkel havde taget høretelefoner på og spillede på sin konsol; han havde for længst lært at lukke vores skænderier ude. Det var sørgeligt, selvfølgelig, men lige dér havde jeg ikke overskud til sentimentalitet.