— Gå straks ind og vask min mor! Hun har brug for pleje, og du sidder bare og glor på fjernsynet! — brummede hendes mand.
— Nå? Hvorfor står du dér som en saltstøtte? Hører du overhovedet efter?
Anna fór sammen. Lars’ stemme ramte hende i øret som et dørsmæk i et stille rum. Hun rev blikket løs fra skærmen, hvor seriens nyeste heltinde netop sad og hulkede over en knust kærlighed, og så på sin mand. Han var rød i hovedet, forpjusket, med den evige fure mellem brynene.
— Ind til min mor med det samme og vask hende! Hun kan ikke klare sig selv, mens du bare sidder her foran tv’et! — gentog han mørkt, idet han flåede sin gamle jakke ned fra knagen.
Udenfor hvirvlede vinteren rundt. Sneen faldt tæt og stædigt og klæbede sig i våde flager til ruderne. Mørket var kommet tidligt, sådan som det altid gør i januar, og lyset fra naboejendommenes vinduer virkede særligt gult, næsten orange, som om der bag de fremmede vægge brændte pejse, og nogen bagte tærter.
Langsomt rejste Anna sig fra sofaen. Hendes ben sov; hun havde siddet sådan i fyrre minutter, måske længere. I stuen hang lugten af stegte løg, men også noget andet. Noget hospitalsagtigt? Nej, snarere alderdom. Det var sådan, hendes svigermor var begyndt at lugte i de seneste måneder.
— Jeg har lige været derinde, — sagde hun lavt. — Jeg skiftede sengetøjet og gav hende medicinen…
— Nå, du skiftede det, — vrængede Lars. — Hvorfor ringede hun så og klagede over, at ingen så meget som kiggede ind til hende? Hvorfor ligger hun våd?
— Lars…
— Lad være med at sige “Lars” på den måde! Min mor er ved at dø, og du er ligeglad! Det eneste, der betyder noget for dig, er dine serier!
Anna knyttede hænderne. Noget varmt og ubehageligt steg op i hende, som om vandet begyndte at koge bag ribbenene. Hun havde lyst til at råbe, at hun i tre måneder næsten ikke havde sovet, at hun også stod op om natten for at se til den gamle kvinde, at hun vaskede lagner hver eneste dag, og at hun ikke længere kunne huske, hvornår hun sidst var gået ud uden et formål, ikke efter varer, ikke på apoteket, bare ud. At hendes eget liv var forsvundet et sted undervejs og opløst sig i dage, der lignede hinanden som tvillinger.
Men hun sagde ingenting.
Lars var allerede ved at trække støvlerne på. Han skulle af sted — men hvorhen? Til garagen, sikkert. Der gik han altid hen, når han blev rasende. Dér havde han sine ting: skruer, møtrikker, den evige reparation af bilen, som alligevel aldrig ville starte. Dér fandtes hans frihed. Lille, stinkende af olie og tobak, men hans egen.
— Så gå da, — sagde Anna skarpt. — Løb ind til din mor.
Han vendte sig om. Noget nyt gled hen over hans ansigt. Ikke vrede. Mere… forbavselse, måske.
— Hvad sagde du?
— Det, du hørte. Gå selv. Vask hende selv, hvis jeg efter din mening gør alting forkert. Jeg kan ikke mere.
Ordene “jeg kan ikke mere” lød mærkeligt flade. Alt for enkle i forhold til det, der rasede i hende. Træthed var noget, man følte efter at have stået længe eller båret tunge indkøbsposer hjem. Det her var noget andet. Som om nogen langsomt havde suget luften ud af hende, dag efter dag, indtil der næsten intet var tilbage.
Lars blev stående ved entréen, og hans ansigt trak sig mørkere sammen.
— Du er blevet fuldstændig uforskammet, — sagde han. — Helt og aldeles. Tror du virkelig, du kan stå her og fortælle mig, hvad jeg skal gøre? I mit eget hjem?
— Dit hjem? — Anna tog et skridt nærmere. — Lars, jeg har boet her i treogtyve år. Treogtyve! Din mor har aldrig kunnet lide mig, og det ved du. Hun sagde altid, at jeg ikke var god nok til dig. At du kunne have fundet en bedre.
— Og hvad så? Hun er gammel. Hun er syg…
— Hun var sådan, da hun var tredive, og hun var sådan, da hun var fyrre. Hun har altid været sådan. Du så det bare ikke, fordi du er hendes søn.
Lars trådte frem og tårnede sig op foran hende. Anna kunne lugte hans eau de cologne, billig og skarp. Den samme duft som for tyve år siden, dengang de var nygifte.
— Du vover ikke at tale sådan om min mor.
— Eller hvad? — der kom en hård kant i hendes stemme. — Hvad vil du gøre, Lars? Slå mig? Smide mig ud?
Stilheden faldt tungt mellem dem. Udenfor hylede vinden og jagede sneen rundt mellem husene. Et sted nede i opgangen smækkede døren, og nogen lo højt; lydene opløstes hurtigt i vintermørket.
— Jeg kan ikke kende dig længere, — sagde hendes mand dæmpet. — Hvad er der blevet af dig?
Anna smilede. Tørt, uden skyggen af glæde.
— Af mig? Se hellere på dig selv. Hvornår spurgte du sidst, hvordan jeg har det? Hvornår interesserede du dig for, hvad jeg føler? Bare én eneste gang i alle de her måneder? Du kommer hjem, spiser den mad, jeg har lavet, forventer at alt står klar og er rent, og så forsvinder du ud i din garage. Eller også sætter du dig foran fjernsynet, mens jeg slider med din mor.
— Jeg arbejder! Det er mig, der tjener pengene!
— Og jeg hviler mig bare herhjemme, ikke? Jeg holder ferie, gør jeg ikke?