Lars bed tænderne hårdt sammen. Den ene hånd gav et ryk, næsten uden at han selv ville det, som om han var lige ved at gribe fat i noget, måske slå, men han beherskede sig. Så vendte han sig brat om og gik ned ad gangen, direkte mod sin mors værelse.
Anna blev stående ude ved entréen. Hænderne rystede på hende. Det føltes, som om hele kroppen var blevet fyldt med bly, tungt og iskoldt. Hun lænede sig mod væggen og lukkede øjnene.
Hvor længe kunne det her blive ved? Hvor længe skulle hun finde sig i det, bøje nakken og tie stille?
Pludselig kom hun til at tænke på den dag, hvor hun havde mødt Lars for første gang. Torvet, efterårssjappet, de tunge indkøbsposer, som han havde hjulpet hende med at bære hen til stoppestedet. Han havde smilet bredt, næsten drenget. Hans øjne havde lyst; dengang var der noget levende og ægte i ham. “Jeg skal nok sørge for, at ingen gør dig ondt,” havde han sagt, før de skiltes første gang, og så havde han kysset hende på panden.
Hvor var den mand blevet af? Hvornår var han forsvundet?
Inde fra værelset lød Lars’ dæmpede stemme. Han sagde et eller andet til sin mor. Den gamle kvinde svarede svagt, klagende. Ordene kunne Anna ikke skelne, men tonen forstod hun udmærket: hendes svigermor beklagede sig. Som altid.
Anna gik tilbage til stuen og slukkede for fjernsynet. Hun satte sig på sofaen og blev siddende og stirrede ned på sine hænder. Huden var tør, årerne stod tydeligt frem. Fingrene var røde efter vask, rengøring og alle de endeløse gøremål. På ringfingeren sad vielsesringen, tynd og slidt af årene.
Hvor meget længere?
Døren til svigermorens værelse gik op. Lars kom ud. Hans ansigt var helt lukket.
— Hun var faktisk våd, sagde han. — Jeg har skiftet hende.
Anna nikkede bare. Hun havde ikke kræfter til endnu en diskussion.
— Hør, begyndte han og rømmede sig, — måske er det virkelig på tide, at vi ændrer på noget. Måske skulle vi finde en hjælper, en der kan komme og pleje hende. Jeg må lige se på pengene…
Anna løftede blikket mod ham. Der lå ingen undskyldning i ordene. Ingen forståelse. Kun et ønske om at få problemet ryddet af vejen hurtigt og praktisk, så det ikke længere forstyrrede ham.
— Så se på det, svarede hun kort.
Lars blev stående et øjeblik, som om han ventede på noget mere. Da det ikke kom, gik han ud mod døren.
— Jeg tager i garagen. Jeg kommer sent.
Døren smækkede efter ham. Anna var alene igen.
Udenfor vævede vinteren hvide mønstre over byen. Gaderne lå stille under sneen, som om alt var pakket ind og dæmpet. Og i den tavshed, i det hvide, lydløse mørke, stod det med ét helt klart for Anna: noget måtte forandres. Det var ikke længere et spørgsmål om vilje. Det var nødvendigt.
Hun vidste bare endnu ikke hvad.
Næste morgen blev hun revet ud af søvnen af dørklokken. Den skar gennem lejligheden, skarp og vedholdende; den, der stod derude, havde tydeligvis ikke tænkt sig at gå. Anna kastede et blik på uret. Syv. Lars var allerede taget på arbejde uden at vække hende. Som sædvanlig.
Hun trak hurtigt en morgenkåbe om sig og skyndte sig ud til døren. Gennem dørspionen så hun en velkendt skikkelse: Karen, Ingrids søster. En tætbygget kvinde med farvet rødt hår og et ansigt, der altid så utilfreds ud.
— Jeg kommer, jeg kommer, mumlede Anna og skubbede slåen fra.
Karen stormede ind i lejligheden som et uvejr uden så meget som et godmorgen. Lige efter hende maste datteren Mette sig ind, tredive år gammel, men med et udseende der gjorde hende ældre; skarpe træk og små, ondskabsfulde øjne.
— Hvor er Ingrid? forlangte Karen at vide, mens hun allerede ude i gangen flåede pelsen af sig og smed den på kommoden.
— Hun sover stadig. Hun havde det dårligt i nat, så jeg gav hende en sovetablet…
— En sovetablet?! Karen slog hænderne sammen. — Er du da helt fra forstanden? Sådan noget må man ikke bare give! Du er ikke læge!
Anna sank. Indeni begyndte det straks at koge, den samme velkendte følelse, som hun havde lært at presse langt, langt ned, så den ikke eksploderede.
— Den er udskrevet af lægen. Jeg har recepten liggende…
— Vis mig den!
Mette fnisede, på en ubehagelig, barnlig måde. Uden at spørge om lov gik hun direkte ud i køkkenet og begyndte straks at åbne skabene.
— Her ser da heller ikke for godt ud. Opvasken står beskidt…
— Det er fra i går aftes, begyndte Anna at forklare, selv om hun udmærket vidste, at hun ikke burde forsvare sig. — Jeg kom først i seng klokken to i nat, jeg nåede ikke…
— Du nåede ikke! Karen vred ordene hånligt. — Og Ingrid ligger derinde, våd og syg! Lars ringede til mig i går og fortalte det hele. Han siger, du er blevet helt skamløs. Du sidder og ser fjernsyn, mens hans mor ligger og dør!
— Det passer ikke…
— Du skal ikke svare igen! Karen trådte tættere på, og Anna mærkede lugten af hendes billige parfume, tung og kvalmende. — Jeg har længe set, hvordan du behandler min søster. Lige fra begyndelsen har jeg set det. Du bryder dig ikke om hende. For dig er hun bare en byrde!
— Jeg har passet hende i tre måneder! Dag og nat!
— Så passer du hende dårligt, lød det fra Mette ude fra køkkenet, mens hun tyggede på noget. Med et stik af rædsel gik det op for Anna, at hun havde fundet tærten fra dagen før og nu stod og proppede sig med den uden engang at have varmet den.