– Min pige, du tjener 40.000 kroner! Hvorfor ser du så alligevel så træt og forsømt ud? – hendes forældre stivnede, da sandheden gik op for dem
Det var lørdag morgen, og det ringede på døren, mens jeg stod ved komfuret i en falmet morgenkåbe, der havde været igennem vaskemaskinen alt for mange gange, og vendte små pandekager på panden. Mit hår strittede i alle retninger, og under øjnene lå mørke skygger efter endnu en nat uden ordentlig søvn.
Mikkel havde igen fået feber, og jeg havde siddet ved hans seng til klokken fire om morgenen.
— Hvem i alverden kommer så tidligt? mumlede Peter uden at løfte blikket fra sin telefon.
I weekenden forvandlede min mand sig nærmest til en grøntsag, der groede fast i sofaen.
Jeg kiggede ud gennem dørspionen og mistede næsten pusten. Udenfor stod mine forældre med rejsetasker i hænderne.
— Mor, far! I sagde jo slet ikke, at I kom!
— Vi tænkte, vi ville overraske dig, sagde mor med et smil og trak mig ind til sig. — Det er så længe siden, vi har set dig. Vi har savnet dig.
Far sagde ingenting. Han kyssede mig blot på issen og gik ind i stuen.
I hovedet gennemgik jeg febrilsk, hvad der mon lå i køleskabet, og hvor katastrofal lejligheden måtte se ud. Legetøj lå spredt over gulvet, på bordet voksede en bjergkæde af beskidte tallerkener og kopper, og selv lignede jeg noget, man havde sat ud midt i en køkkenhave for at skræmme fugle væk.
— Hvor er mit barnebarn? spurgte mor og lod blikket glide rundt i rummet.
— Han sover stadig. Han havde feber i nat.
Mor betragtede mig fra top til tå. I hendes øjne blandede overraskelse sig med bekymring.
Da jeg gik på universitetet, havde hun altid været stolt over, hvor velplejet hendes datter var.
— Lille skat, plejede hun at sige, — uddannelse er vigtig, men en kvinde må aldrig glemme sig selv. Husk det.
Nu var det tydeligt, at jeg ikke længere levede op til hendes målestok.
— Anna, sagde mor forsigtigt, næsten som en læge, der leder efter den mildeste måde at overbringe dårlige nyheder på. — Du tjener jo 40.000 kroner om måneden. Hvorfor ser du sådan ud… så udmattet og forsømt?
Peter løftede endelig hovedet fra skærmen og trak på smilebåndet. Der gled et mærkeligt glimt af tilfredshed gennem hans øjne, som om han havde ventet længe på netop dette øjeblik.
— Fordi hun giver sin løn til min søster! erklærede han frækt og udfordrende, uden det mindste forsøg på at pakke ordene pænt ind.
Der blev helt stille.
Mors blik flakkede forvirret mellem mig og Peter. Jeg mærkede skammen stige som en brændende bølge fra maven op i halsen.
Far sagde stadig ingenting, men jeg så, hvordan hans kæbe spændtes. Det var et sikkert tegn på, at der var et uvejr på vej indeni ham.
Langsomt satte han sin taske ned på gulvet. Bevægelserne var for kontrollerede, for korte, som hos et menneske, der bruger alle kræfter på ikke at miste besindelsen.
Jeg kendte den måde fra min barndom. Sådan blev han, når noget alvorligt var ved at ske.
— Sig det én gang til, sagde han lavt og så direkte på Peter.
— Hvad er der at gentage? Peter trak på skuldrene med påtaget ligegyldighed. — Min søster har problemer. Hun sidder fast i et stort lån. Så vi hjælper hende. Hun er jo ikke en fremmed.
— Og hvad har din søsters økonomiske problemer med min datter at gøre? skar mor ind. — Anna slider sig selv op på arbejdet, tager sig af barnet, og du…
— Og jeg hvad? Peter lagde omsider telefonen fra sig og rejste sig fra sofaen. — Jeg arbejder også. Og som familiens overhoved bestemmer jeg, hvad vores penge skal bruges til.
Vores penge.
Det udtryk skar i mine ører som en kniv.
Det var mig, der tjente de penge. Jeg arbejdede som analytiker i en stor IT-virksomhed, sad tolv timer om dagen på kontoret og slæbte den bærbare computer med hjem i weekenderne. Derefter kom jeg hjem og fandt ud af, at der ikke var råd til en ny jakke til Mikkel, fordi Peters søster endnu en gang skulle hjælpes ud af et nyt økonomisk hul.
— Anna, sagde far og vendte sig mod mig, — er det sandt?
Jeg nikkede. Ordene ville ikke ud. Skammen sad som en klump i halsen. Ikke kun fordi min mand disponerede over mine penge, selv om det i sig selv gjorde ondt. Men også fordi jeg havde tiet så længe. Fordi jeg havde ladet det ske. Fordi jeg var blevet til en udmattet husmor, der var bange for at sige imod.
— Hvor meget? spurgte far kort.
— Det hele, hviskede jeg. — Han lader mig kun beholde nok til mad og regninger.