Mor sank ned på den nærmeste stol, som om benene pludselig ikke længere kunne bære hende.
— Men hvad lever du så af? spurgte hun hæst. — Hvad køber du tøj til Mikkel for?
— Af min løn, selvfølgelig, brød Peter ind. — I får det til at lyde, som om jeg er en eller anden doven nasser. Fem tusind kroner rækker fint til det hele! Hold nu op med at lave en tragedie ud af ingenting.
Fem tusind kroner.
Til en familie på tre i 2025.
Jeg kom til at tænke på sidste uge, hvor jeg stod og talte småmønter i min pung for at finde ud af, om jeg havde råd til en yoghurt til Mikkel. Jeg huskede alle de gange, jeg havde sagt nej til at mødes med veninderne, fordi jeg ikke engang kunne betale for en kop kaffe på en café.
— Og din kære søster, hvad laver hun så? spurgte far.
Hans stemme var blevet lavere, og det var aldrig et godt tegn.
— Hun arbejder ikke for tiden, svarede Peter. — Hun er ikke kommet i gang igen efter fødslen.
— Efter fødslen? gentog mor og stirrede på ham. — Hvor gammelt er barnet?
— Fem, knurrede Peter.
Man kunne høre på ham, at han godt selv var begyndt at forstå, hvor galt det lød.
Far stod helt stille et øjeblik. Så begyndte han langsomt at smøge skjorteærmerne op.
— Lad mig lige forstå det rigtigt, sagde han med en ro, der næsten var værre end råb. Hans hænder rystede svagt. — Barnet er fem år. Din søster har altså været “lige efter fødslen” i fem år. På min datters løn. Imens går min datter rundt i en udvasket morgenkåbe og sparer på yoghurt til mit barnebarn. Er det sådan, det hænger sammen?
— Far, lad være… Jeg forsøgte at træde ind mellem dem, men mor lagde en hånd på min arm og trak mig blidt tilbage.
— Nej, Anna, sagde hun. — Det skal siges. Det skal virkelig siges.
For første gang den morgen smilede hun, men smilet var stift og fremmed.
— Peter, min ven, fortsatte hun, — har det nogensinde strejfet dig, at Anna også kunne have lyst til at være “midlertidigt uden arbejde”? At hun måske også kunne trænge til bare en gang imellem at forkæle sig selv lidt?
— Hun forkæler da sig selv rigeligt, snerrede Peter. — Hun køber alle mulige cremer og den slags.
— Hvilke cremer? Jeg stirrede vantro på ham. — I et halvt år har jeg smurt mig ind i en billig babycreme til en tier!
— Jamen… jeg ved det ikke, mumlede han. — Et eller andet køber du vel for dine egne penge.
— Hvilke egne penge, Peter? Far tog et skridt nærmere. — Du har lige sagt, at du tager hele din kones løn. Hvor skulle hun så få penge fra til sig selv?
Jeg så øjeblikket, hvor Peter opdagede, at han havde viklet sig ind i sin egen løgn. Hans ansigt blev mørkerødt.
— Nu er det nok! Det her er vores familiesag, forsøgte han at gå til modangreb. — I har intet med at gøre, hvad vi bruger penge på. Vi finder selv ud af det. Uden indblanding udefra.
— Jo, vi har, sagde mor skarpt. — Det har vi i høj grad. Når min datter ligner en nedslidt tjenestepige, mens en fremmed kvinde brænder hendes penge af, så er det også vores sag, kære svigersøn.
Fra børneværelset lød der gråd. Mikkel var vågnet.
Af gammel vane rejste jeg mig straks, men mor standsede mig.
— Lad Peter tage sig af sin søn, sagde hun. — Eller kan han kun finde ud af at tage pengene?
Peter skar en grimasse og gik modvilligt ind mod børneværelset. Jeg kunne høre, hvordan han klodset prøvede at berolige vores dreng. Det var tydeligt, at han ikke anede, hvad man stillede op med et grædende barn. Det plejede jo altid at være mig.
Far satte sig ved siden af mig i sofaen.
— Anna, sagde han dæmpet. — Hvor længe har det stået på?
Jeg turde ikke se ham i øjnene.
— Omkring to år, hviskede jeg. — I begyndelsen sagde han, at det kun var midlertidigt. At Sara havde problemer med et lån, og at banken truede med at tage hendes lejlighed. Jeg gik med til, at vi hjalp hende i tre måneder.
— Og bagefter?
— Så dukkede der hele tiden en ny grund op til, at han skulle have min løn. Først skulle hun have bil, så skulle der laves renovering, så var der noget andet. Og jeg… jeg troede vel, at jeg ikke havde ret til at sige fra. Peter er min mand. Han er Mikkels far. Og han tjener mindre end mig.
Mor udstødte en kort, hård lyd.
— Så fordi han tjener mindre, må han flå sin kone ned til sidste krone? Er det den logik, du har levet efter, min pige?
— Mor, vær sød ikke at råbe.
— Jeg råber ikke, sagde hun. — Endnu.
Hun tog sin telefon frem.
— Giv mig nummeret på det vidunderlige familiemedlem.
— Hvorfor?
— Fordi jeg gerne vil takke hende personligt for, hvor nydeligt hun har levet af min datters penge.
Jeg havde aldrig set mor sådan før. Normalt var hun mild, hensynsfuld og typen, der forsøgte at løse enhver konflikt med en rolig samtale. Men nu var der vågnet noget gammelt og instinktivt i hende, noget rent moderligt. Hun lignede pludselig et rovdyr, klar til at forsvare sit barn.