— Min søns brud er en fejltagelse, sagde Helle Jensen ind i mikrofonen og pegede direkte på mig.
Hundrede gæster blev tavse på én gang.
Så lød der et grin et sted — kort, anspændt og forkert. Det var fru Nielsen ved nabobordet. Hun skjulte munden bag hånden, men øjnene afslørede hende.
— Hun er seksogtyve, fortsatte Helle. — Min søn er treogtredive. Han har brug for en kvinde, der er mere moden. De har kun kendt hinanden i otte måneder. Otte! Det er ikke nok til et ægteskab.
Hr. Hansen havde allerede fisket sin telefon frem. Han filmede. Hans kone lænede sig ind mod kvinden ved siden af og hviskede: “Det kan ikke passe… hun mener det da ikke alvorligt…”
Men det gjorde hun.
— Derfor siger jeg som gommens mor helt åbent: Jeg godkender ikke det her ægteskab. Helle løftede sit champagneglas. — Men hvad kan man stille op? Ungdom. Dumhed. Kærlighed gør blind, ikke sandt? Jeg skåler. For brudeparret. Må det i det mindste holde et års tid.
Et sted blandt bordene brød nogen ud i høj latter. Så fulgte en anden efter. Til sidst lo næsten hele rækken ved de bagerste borde.
En ung pige ved nabobordet bøjede sig mod sin veninde og hviskede: “Stakkels brud. Hvor ydmygende.” Veninden svarede lavt: “Filmer du? Læg det på Instagram.”
Jeg sad ved æresbordet. I den brudekjole, jeg havde brugt tre måneder på at vælge. Med blomsterkransen i håret, som min mor havde flettet til mig samme morgen. Ved siden af Anders, min nybagte mand, der stirrede ned i sin tallerken. Hans hænder var foldet i skødet. Han så ikke engang ud til at trække vejret.
Tyve minutter efter vielsen. Til mit eget bryllup. Foran hundrede mennesker. I den restaurant, min far ejede.
Og min svigermor havde netop kaldt mig en fejltagelse.
Helle lagde mikrofonen tilbage på bordet. Hun smilede — den slags smil, der siger: Nu fik jeg endelig sagt det højt, og ingen kan stoppe mig. Derefter gik hun tilbage til sin plads. Anders’ søster, Mette, stirrede på hende med åben mund, men hun sagde ikke et ord.
Min far sad ved bordet ved siden af. Jeg så musklerne arbejde i hans ansigt. Jeg så, hvordan hans fingre lukkede sig om glasset så hårdt, at jeg et øjeblik troede, det ville splintres i hans hånd. Så så han på mig — i brudekjolen, med udtværet mascara og hænderne knuget sammen.
Han så på Anders. Som sad fuldstændig ubevægelig. Som ikke havde sagt én eneste sætning. Som hverken kiggede på sin mor eller på mig.
Han så på Helle. Hun havde sat sig igen med et sejrssikkert udtryk, tog en slurk champagne og smilede rundt til de gæster, der ikke kunne lade være med at se på hende.
Så rejste min far sig. Han gik hen til sit bord, greb sit glas og tømte det i én mundfuld. Bagefter satte han det fra sig igen — så hårdt, at glasset klirrede mod bordpladen.
Hele restauranten vendte sig mod ham.
Han gik hen til mikrofonen, tog den op og så først på Helle Jensen. Derefter så han på mig.
— Undskyld, sagde han roligt, men hans stemme lød som stål. — Må jeg få et øjeblik?
Om morgenen var jeg vågnet i mit gamle værelse hjemme hos mine forældre, dér hvor jeg havde boet i seksogtyve år.
Det var min bryllupsdag.
Jeg burde have været lykkelig. Jeg burde have været nervøs på den gode måde — spændt, sitrende, fuld af forventning. Jeg burde have glædet mig.