I stedet lå frygten som en tung sten i mig.
Aftenen før var Helle Jensen dukket op i vores lejlighed — den lejlighed, Anders og jeg havde delt i de seneste otte måneder — og meddelte uden omsvøb:
— Jeg tror ikke på, at der bliver noget bryllup i morgen.
Anders stod ved køkkenbordet og var i gang med at lave kaffe. Han vendte sig langsomt om.
— Mor, vær sød. Ikke i dag.
— Min dreng, jeg siger bare sandheden. Den pige passer ikke til dig.
— Mor, jeg elsker hende. Jeg har valgt hende.
— Endnu har du ikke valgt noget som helst, rettede hun ham. — I er kun gift på papiret indtil videre. Ceremonien er først i morgen. Og jeg siger dig: Tænk dig om en sidste gang.
Jeg stod midt i køkkenet og følte, at luften var forsvundet fra rummet.
Anders så kort på mig, før han igen rettede blikket mod sin mor.
— Der er ikke mere at tale om. Det her stopper nu.
— Javel, javel, sukkede Helle. — Men kom ikke bagefter og sig, at jeg ikke advarede dig.
Så gik hun.
Den nat fik jeg næsten ikke lukket et øje. Jeg lagde hovedet mod Anders’ skulder og hviskede:
— Hvad nu, hvis hun har ret?
— Det har hun ikke, svarede han. — Anna, min mor er bare… du ved jo, hvordan hun er. Hun skal nok vænne sig til det.
— Hun har haft otte måneder, mumlede jeg. — Og alligevel bliver hun ved med at få mig til at føle, at jeg ikke er god nok.
— Det er, fordi hun er vant til at have mig for sig selv. Jeg har altid været mors dreng. Men nu er jeg din mand. Og i morgen kommer alle til at se det.
Han faldt i søvn.
Det gjorde jeg ikke.
Om morgenen hjalp min mor mig i kjolen. Den var hvid, enkel og smuk. Da jeg så mig selv i spejlet, lignede jeg næsten en brud fra et eventyr.
— Du er så smuk, Anna, sagde min mor, og hendes øjne blev blanke.
— Mor, jeg er bange.
— For hvad, skat?
— For at Helle ødelægger brylluppet.
Min mor rystede bestemt på hovedet.
— Det får hun ikke lov til. Din far vil ikke tillade det. Det her er vores dag. Din dag. Og det ved han godt.
Min far ejede restauranten “Den Gyldne Gås” — byens bedste sted, når der skulle holdes bryllupper, runde fødselsdage eller firmafester. Alle kendte ham. Alle havde respekt for ham.
Og i dag skulle han holde sin egen datters bryllup.
Da vi ankom til restauranten, var der hundrede gæster. Blomster overalt. Musik i baggrunden. Bordene var dækket så perfekt, at de kunne have været fotograferet til et magasin.
Min far gik med mig op ad gulvet. Anders stod og ventede på mig. Han smilede.
Ceremonien blev gennemført. Vi lovede hinanden troskab. Vi kyssede. Gæsterne klappede.
Derefter satte vi os til bords.
Så kom talerne.
Og så rejste Helle Jensen sig.
Hun tog mikrofonen.
Og hun sagde de ord.
Nu stod min far ved mikrofonen. Han betragtede Helle Jensen, der sad ved sit bord med et selvtilfreds smil, som om hun netop havde gjort noget særligt klogt.
— Godaften, sagde min far med rolig stemme. — Mit navn er Lars Pedersen. Jeg er brudens far. Og jeg ejer denne restaurant.
Helle stivnede. Smilet forsvandt fra hendes ansigt.
— Fru Jensen, fortsatte min far, — De har lige ydmyget min datter. På hendes bryllupsdag. Foran hundrede mennesker. I min restaurant.
— Hr. Pedersen, jeg sagde jo bare sandheden…
— Ti stille, afbrød min far.
Han råbte ikke. Han lød ikke truende. Hans stemme var bare fast nok til, at ingen kunne tage fejl.
Helle lukkede munden.
— Dette er min restaurant, sagde han. — Det er mig, der bestemmer, hvem der har lov til at være her. Og De, fru Jensen, har netop mistet den ret.
— Hvad skal det betyde? Helle rejste sig brat.
— Det betyder, at jeg beder Dem forlade lokalet. Nu.
Hundrede gæster blev fuldstændig tavse. Ingen rørte sig. Selv luften virkede til at stå stille.
Helle lo, men latteren knækkede nervøst midt i det hele.
— Det mener De ikke alvorligt? Min søn er lige blevet gift her!
Min far drejede langsomt hovedet og så hen mod Anders.