Anna havde næsten selv betalt lejligheden. Det var ikke, fordi hun sad og førte regnskab over hver eneste krone, men sådan var det nu engang endt. Lars havde dengang lige skiftet job, lønnen var beskeden, og derfor kom størstedelen af udbetalingen fra hende. Af sine egne opsparede penge lagde Anna 73.000 kr. — penge, hun havde brugt fire år på at spare sammen, mens hun arbejdede som ledende bogholder i et byggefirma. Lars bidrog med 8.000 kr. Lånet blev optaget i begges navne, men de månedlige ydelser på 2.100 kr. var det i praksis hende, der bar, for hendes indkomst var fast, mens der hos hendes mand var måneder, hvor pengene knap nok rakte til mad. På papiret tilhørte boligen dem begge. Inderst inde vidste Anna alligevel altid: Det her var hendes hjem. Ikke af grådighed. Bare som en nøgtern kendsgerning.
Inger trådte for alvor ind i deres hverdag lige efter brylluppet. Eller rettere sagt: Hun havde aldrig været væk før heller. Dengang handlede det bare kun om Lars, men nu kom det også til at handle om Anna. Svigermoren havde haft nøgler til lejligheden helt fra begyndelsen. Lars havde givet hende dem allerede inden indflytningen — for en sikkerheds skyld, som han sagde. Man kunne jo aldrig vide. Hvis et rør sprang, mens de begge var på arbejde, var det praktisk.
— Mor bor jo lige i nærheden, sagde han. — Ti minutter til fods. Det er da nemt.
Anna sagde ikke noget dengang. I den første tid tav hun i det hele taget meget. Hun iagttog, vænnede sig til det nye liv og forsøgte at lade være med at skabe problemer, hvis der måske slet ikke var nogen. Måske var Inger bare sådan som menneske: urolig, omsorgsfuld og ude af stand til rigtigt at give slip på sin søn. Den slags fandtes jo. Anna besluttede sig for at holde ud.
Inger kom på alle mulige tidspunkter. Nogle morgener stod hun der halv otte, før Anna overhovedet havde nået at vaske ansigt. Andre gange dukkede hun op midt på dagen, mens Anna arbejdede hjemmefra. Og af og til kom hun hen under aften — uden at ringe, uden en besked, uden nogen form for varsel. Låsen gav bare et klik, og fra entréen lød svigermorens stemme:
— Det er bare mig, bliv ikke forskrækkede.
Anna blev forskrækket hver eneste gang.
Inger kom aldrig bare for at sidde lidt, drikke en kop te og tale sammen. Hvert besøg havde et formål, næsten som en inspektion. Hun gik systematisk gennem rummene, åbnede køkkenskabe, kiggede i køleskabet og flyttede gryder og pander rundt, indtil de stod, som hun mente, de burde stå. En dag smed hun et halvt kilo boghvede ud, fordi hun havde besluttet, at grynene måtte være for gamle. Anna havde købt dem tre dage tidligere. En anden gang lagde hun alle håndklæderne fra badeværelset over i et andet skab, simpelthen fordi hun syntes, de hørte bedre hjemme dér.
Efter hvert eneste af den slags besøg ringede Inger til Lars. Anna hørte aldrig samtalerne fra start til slut, men hun kunne læse indholdet i sin mands ansigt, når han kom hjem.
— Mor siger, at du ikke har tørret komfuret af efter madlavningen.
— Mor siger, at der igen ligger ting og flyder på badeværelset.
— Mor siger, at du slet ikke kan finde ud af at indrette dig praktisk.
Anna så på ham og tænkte: Kan han overhovedet høre, hvad han selv siger? Forstår han, hvordan det lyder?
— Lars, sagde hun en dag med rolig stemme, — jeg vil ikke have, at din mor kommer her uden at ringe først. Det er besværligt. Det føles ubehageligt. Jeg vil gerne kunne føle mig tryg i mit eget hjem.
Lars sukkede, som om han var nødt til at forklare noget helt indlysende for et barn.
— Anna, det er jo min mor. Hun mener det ikke ondt. Hun prøver bare at hjælpe. Hold ud lidt endnu, så falder hun til ro.
Men hans mor faldt ikke til ro.
Der gik et år. Så endnu et. Besøgene blev ikke færre. Bemærkningerne stoppede ikke. Udadtil lærte Anna at reagere behersket — hun bed ikke fra sig, hævede ikke stemmen — men indeni begyndte noget langsomt at forskubbe sig. Hver morgen, når hun slog øjnene op, holdt hun vejret et kort øjeblik: Kommer hun i dag, eller lader hun være? Og hver gang Anna vendte tilbage, mærkede hun uroen begynde forfra.