Lars’ mor havde sat et kamera op ude i køkkenet. Anna opdagede det ved et tilfælde, gemt bag brødkassen. Den lille, sorte linse pegede direkte mod spisebordet.
Det var altså Hanne, hendes svigermor, der havde anbragt det dér. Ikke i gangen, ikke ved døren, men midt i køkkenet, hvor familien sad og spiste.
Anna fik en pludselig trang til at rive kameraet ned og smide det lige i skraldespanden. Hånden var allerede på vej frem, men hun standsede sig selv. Hvis Hanne var begyndt at holde øje med dem, måtte der være en grund til det.
Og Anna besluttede, at hun ville finde ud af hvilken.
Hun og Lars boede i hans toværelses lejlighed. Anna arbejdede på en skole; om morgenen gik hun hjemmefra, mens det stadig var mørkt, og først hen under aften kom hun tilbage. Lars havde arbejde på en fabrik og dukkede som regel op lidt senere end hende.
Deres hverdag havde været stille, forudsigelig og uden de store udsving, indtil Hanne, Lars’ mor, for nogle måneder siden flyttede ind hos dem.
– Det er kun midlertidigt, sagde hun, mens hun stillede sin kuffert i entréen. – Bare indtil Mads får styr på noget bolig.
Mads, hendes yngste søn, havde mistet sin lejede lejlighed, fordi ejeren havde solgt den. Siden da havde han sovet hos venner på skift.
Allerede fra den første dag opførte Hanne sig, som om lejligheden tilhørte hende. Først rykkede hun rundt på tallerkener, glas og gryder, så det passede hende bedre. Derefter smed hun Annas figenplante ud fra vindueskarmen, fordi der efter hendes mening “ikke kom andet end støv fra den”.
Hver eneste middag havde hun også en kommentar klar om Annas mad. Den ene dag var der for meget salt i retten, den næste var kødet sejt, og en tredje gang var salaten “helt forkert”.
Lars plejede bare at sige:
– Mor er en ældre kvinde. Hold ud lidt endnu, hun rejser snart igen.
En aften lagde Anna mærke til, at Lars lagde en mappe med papirerne til lejligheden ind i køkkenskabet. Han skubbede den om bag nogle glas med gryn og mumlede noget i retning af, at dér blev den i hvert fald ikke væk.
Netop da kom Hanne ud i køkkenet. Hun blev stående ved komfuret et øjeblik, kastede et blik mod skabet og sagde ikke et ord. Dengang tænkte Anna ikke nærmere over det, men det burde hun have gjort.
For omkring en uge siden havde Hanne ved aftensmaden meddelt:
– Jeg har sat et kamera op i opgangen over vores dør. Der er så uroligt derude, man ved jo aldrig.
Lars hjalp hende med at forbinde det til Wi-Fi, og appen blev liggende på hans telefon. Anna nikkede bare og glemte alt om det igen. Et kamera i opgangen kunne hun leve med.
Men det kamera, der nu lå skjult bag brødkassen, var nummer to, og det havde Hanne ikke sagt et eneste ord om.