For et halvt år siden var der sket noget, som stadig kunne svie i Anna, når hun kom til at tænke på det. Hanne havde beskyldt hende for at have smidt hendes hjertemedicin ud. Dengang havde Lars uden tøven stillet sig på sin mors side. Senere fandt han pakningen bag sofaen, men en undskyldning kom der aldrig. Han mumlede bare:
– Nå, der var de jo.
Den episode havde Anna ikke glemt. Den havde lært hende, at når der ikke fandtes beviser, og det kun var ord mod ord, var det altid hende, der trak det korteste strå.
En dag lige før frokost rynkede Hanne på næsen og sagde:
– Anna, laver du nu færdigmad igen? Helt ærligt, hvor længe skal det blive ved?
Lars sagde ikke et ord til hendes forsvar, og Anna var for udmattet til at tage kampen op.
Dagen efter ringede Hanne til en veninde, mens hun stod midt i køkkenet, og hun gjorde sig ingen anstrengelse for at dæmpe stemmen.
– Min svigerdatter duer simpelthen ikke til noget. Stakkels Lars slider med hende. Men hvad skal han gøre? Han er jo så blød, fuldstændig som sin far.
Det viste sig dog kun at være begyndelsen. Kort efter begyndte der at forsvinde små sedler fra Annas pung. I starten slog hun det hen. Hun tænkte, at hun nok selv havde lagt dem et andet sted, og blev irriteret på sin egen glemsomhed.
Så forsvandt hendes vinterstøvler.
– Jeg har i hvert fald ikke flyttet dem nogen steder, sagde Hanne. – Måske har du selv smidt dem ud?
– Jeg? spurgte Anna vantro. – Mine egne støvler?
– Ja, man ved jo aldrig, svarede Hanne og slog ud med hænderne.
Da Anna havde opdaget kameraet i køkkenet, søgte hun efter modellen på nettet. På producentens hjemmeside fandt hun manualen og dermed også standardadgangskoden. Hanne havde ikke ændret den. Derfor tog det Anna kun få øjeblikke at få forbindelse til kameraet og åbne optagelserne.
På skærmen dukkede hendes eget køkken op. Hanne stod derinde og gik systematisk til værks. Hylde efter hylde blev gennemrodet. Hun tog glas og dåser ud, kiggede bag dem og satte dem tilbage igen. Kameraet var af den billige slags og optog uden lyd, så hvad svigermoren egentlig ledte efter, kunne Anna ikke regne ud.
På en anden optagelse talte Hanne med nogen. Hun gestikulerede ivrigt, skrev noget ned på et stykke papir og stak sedlen i lommen på sin morgenkåbe.
Uden lyd var det igen umuligt at forstå, hvad samtalen handlede om. For en sikkerheds skyld gemte Anna begge optagelser på sin egen telefon.
Optaget af Hannes hemmelige forehavender kom hun næsten til at overse, at Lars også havde forandret sig. Om aftenen sad han begravet i sin telefon, og hver gang Anna nærmede sig, vendte han den med skærmen nedad.