Anna sad og stirrede på optagelserne uden helt at kunne få det til at give mening. Hanne var gået direkte i den fælde, hun selv havde sat op. Men hvordan kunne hun ikke have forstået, at kameraerne også filmede hende?
Som om Lars havde læst hendes tanker, sagde han lavmælt:
”Hun ved ikke, hvordan man slår optagelsen fra. Heldigvis.”
Anna løftede blikket mod ham.
”Men… hvorfor sagde du ikke noget?”
Lars gned sig træt over ansigtet og bøjede hovedet et øjeblik.
”Jeg samlede beviser,” svarede han. ”Så det ikke endte som med pillerne, hvor det bare blev ord mod ord.”
Han spolede videre til optagelsen fra dagen efter. På skærmen så Anna, hvordan Hanne trak en mappe frem bag nogle glas og dåser, satte sig ved køkkenbordet og begyndte at bladre den igennem. Lidt efter fandt hun sin telefon frem og fotograferede side efter side.
Derefter ringede hun til nogen. Hun talte ivrigt, slog ud med hånden, noterede noget på et stykke afrevet papir og foldede det sammen, før hun puttede det i lommen.
”Efter den optagelse ringede jeg til Mads,” sagde Lars. ”Først benægtede han alt, men til sidst indrømmede han det. Mor havde lovet ham, at hun nok skulle få mig skilt fra dig. Så skulle lejligheden skrives over på mig alene, og bagefter ville hun få mig til at give den til ham. Det var også Mads, der købte begge kameraer til hende, så hun kunne finde noget belastende på dig.”
Det løb koldt ned ad ryggen på Anna, og det føltes, som om hårene rejste sig på hendes hoved.
”Papirerne havde hun allerede lagt klar i sin taske,” fortsatte Lars. ”Men uden min underskrift kan hun ikke bruge dem til noget. Jeg lod dem ligge, hvor de var, så hun kunne tro, at alt gik efter planen.”
Samme aften satte Lars sig over for sin mor og afspillede optagelserne for hende fra begyndelse til slutning. Hanne sagde ikke et ord, mens hun så på skærmen.
”Planen var egentlig ikke dårlig,” sagde han med et kort, hårdt smil. ”Hvis du havde kunnet finde ud af teknikken, havde den næsten været genial. Men du fik aldrig slukket for kameraerne. De optog det hele.”
Hanne så hurtigt op på ham, men slog straks øjnene ned igen.
”Tag hjem til Mads,” sagde Lars tørt. ”Men først giver du mig papirerne til lejligheden tilbage.”
Uden at svare rejste Hanne sig. Kort efter kom hun tilbage med den stjålne mappe og lagde den foran ham.
”Og én ting mere,” sagde Lars. ”Du skylder Anna en undskyldning.”
”Hah. Det kan du glemme,” fnøs hun.
Næste morgen pakkede Hanne sine ting og rejste hen til Mads. Mappen kom tilbage på sin plads i skabet.
Anna tog begge kameraer ned og smed dem direkte i skraldespanden. Lars protesterede ikke. Siden den dag har han hverken haft kontakt med sin mor eller sin bror.