Han så også på mine hænder. Det var tydeligt, at han ventede på, at de skulle begynde at ryste.
Det gjorde de ikke.
Da mødet var slut, printede Mette protokollen ud. Jeg satte min underskrift på den. Søren skrev under. Anders skrev under. Jakob vedlagde den tekniske rapport.
Få minutter senere dukkede en helt almindelig systembesked op på skærmen på Lars’ arbejdscomputer, som stadig stod inde på hans kontor:
“Brugerkontoen er deaktiveret af administrator.”
Han nåede selv at se den.
Jeg stod i døråbningen til hans kontor. Jeg skyndte ikke på ham. Jeg hævede ikke stemmen.
På skrivebordet lå tre visitkortholdere, en dyr fyldepen, en brevpresser med virksomhedens logo og en bunke præsentationer, hvor han på egen hånd havde ændret sin titel til “driftspartner”. Tidligere havde jeg ladet, som om jeg ikke lagde mærke til det. Jeg havde haft for travlt. For mange projekter. For stor en vane med at glatte ud, før noget blev til en konflikt.
Nu havde hver eneste af de små ting pludselig fået karakter af bevismateriale.
“Du ødelægger en familie på grund af en bærbar computer,” sagde Lars.
“Nej. Den bærbare gjorde bare, at jeg kunne se hele mønstret.”
“Hvilket mønster?”
“Presset derhjemme. Presset her på kontoret. Samtalerne med medarbejdere bag min ryg. Forsøget på at skaffe adgang til lukkede dokumenter. Og forestillingen i dag med Hanne.”
Han slog håndfladen ned i bordet. Ikke hårdt. Mest for lyden.
“Hun er en ældre kvinde!”
“Hun er en myndig person, som befandt sig på kontoret ved hjælp af dit adgangskort.”
“Vil du slæbe hende i retten?”
“Jeg vil beskytte virksomheden.”
“Virksomheden er også mig!”
“Ikke længere.”
Det var dér, han forstod det.
Ikke da computeren lå smadret på gulvet. Ikke da Mads stillede sig ved døren. Ikke da juristen læste bestemmelsen i aftalen højt.
Det var de to ord, der ramte ham.
Ikke længere.
Hans telefon begyndte at vibrere. Først én gang. Så igen. Og en tredje gang. Han kastede et blik på skærmen og vendte sig brat væk. Alligevel endte han med at åbne beskeden.
Mail fra selskabets sekretariat.
“Meddelelse om ophør af deltagelse i optionsprogrammet.”
Næsten samtidig kom der en mail fra sikkerhedsafdelingen.
“Adgange er spærret.”
Kort efter fulgte en besked fra HR.
“Påbud om fritstilling fra arbejdsopgaver i perioden for den interne undersøgelse.”
Lars sank langsomt ned i stolen. Der var ingen stor dramatisk gestus i det. Han satte sig bare, fordi det pludselig var blevet besværligt for ham at stå op.
“Anna,” sagde han, og nu lød hans stemme anderledes. “Lad os tale om det derhjemme.”
“Vi taler gennem advokater.”
“Mener du det alvorligt?”
“Ja.”
“Jeg er din mand.”
“Indtil videre. Papirerne til skilsmissen bliver indleveret særskilt.”
Han forsøgte at smile, men hans ansigt kunne ikke bære det.
“Så du har altså besluttet det hele.”
“Du traf beslutningen i morges, da du sagde: ‘Mor har smadret din åndssvage computer.’ Du forstod bare ikke, at det ikke var computeren, der blev ødelagt.”
Han svarede ikke.
Ude på gangen skændtes Hanne med Mads. Ordene nåede ind til os i brudstykker.
“Jeg er mor til vicedirektøren!”
“De skal gå med hen til udgangen.”
“Jeg er en ældre kvinde!”
“De skal gå med hen til udgangen.”
Jeg gik ud til hende.
Da hun fik øje på mig, rettede hun sig straks op.
“Nå? Er du færdig med at lege? Lars skal nok få sat dig på plads nu.”
“Lars er ikke længere vicedirektør.”
Hendes ansigt stivnede.
“Hvad?”
“Han er fritaget fra sine opgaver. Optionspakken er ophørt. Hans adgange er lukket. Der bliver udarbejdet et krav mod Dem for det beskadigede udstyr.”
“For en eller anden metalting?”
“For handlingerne. Udstyret hjalp os blot med at dokumentere dem.”
Hun knugede remmen på sin taske.
“Sådan tør du ikke behandle familie.”
“På kontoret findes der ikke familie. Her findes der stillinger, ejendom, adgangsrettigheder og ansvar.”
“Hvem tror du overhovedet, du er uden min søn?”
Jeg så hen på skiltet på væggen. CedarSoft ApS. Under det sad en lille metalplade:
“Administrerende direktør – Anna Hansen.”
Ikke som pynt. Ikke for forfængelighedens skyld. Bare en konstatering.
“Administrerende direktør,” sagde jeg.
Mads åbnede døren ind til elevatorområdet for Hanne. Hun så ud, som om hun ville sige noget mere, men i det samme kom Lars ud fra kontoret med en papkasse i hænderne.
I kassen lå hans private ting: to bøger om ledelse, en oplader, et par høretelefoner og en lille træstander til telefonen. Øverst lå den visitkortholder med teksten “driftspartner”, som han havde bestilt uden godkendelse.
Hanne stirrede på kassen. Derefter på sin søn.
“Lars?”
Han så ikke på hende.
“Kom, mor.”
Ude ved elevatoren vendte han sig om mod mig.
“Det her kommer du til at fortryde.”
“Alle krav bedes fremsendt skriftligt,” svarede jeg.
Elevatordørene gled i.
Jeg gik tilbage til mødelokalet. Det samme lokale. Skårene og resterne fra den ødelagte computer var allerede væk fra bordet. En medarbejder fra sikkerhedsafdelingen havde sat en midlertidig bærbar fra reserven frem. Anders havde åbnet projektets gendannelsespanel på skærmen.
“Koden er intakt,” sagde han. “Repositories er rene. Nøglerne er genudstedt. Patentmaterialet er gendannet fra arkivet. Vi har kun mistet en skal og et par timers arbejde.”
“Ikke kun en skal,” sagde jeg.
Han forstod, hvad jeg mente, og spurgte ikke videre.
Hen på aftenen kom den eksterne advokat. En rolig mand med en smal mappe under armen og en vane med at stille korte, præcise spørgsmål. Han gennemgik optagelsen, adgangsloggene, bestyrelsesprotokollen, optionsaftalen og skadesrapporten om udstyret.
“Jeres position i forhold til optionen er stærk,” sagde han. “Det samme gælder erstatningskravet. Med ansættelsesdelen skal vi gå varsomt frem: fritagelse, undersøgelse, skriftlig forklaring, afgørelse. Ingen unødige formuleringer.”
“Der kommer ingen unødige formuleringer.”
“Godt. Og familiedelen?”
Jeg tog endnu en mappe frem. I den lå kopier af dokumenterne vedrørende lejligheden, kontoudtog fra mine private bankkonti og et udkast til en skilsmissebegæring.
“Separat,” sagde jeg. “Uden forbindelse til virksomheden.”
Advokaten nikkede.
“Det er den rigtige måde.”
Om aftenen sendte Lars den første besked.
“Vi er nødt til at falde ned.”
Jeg svarede ikke.
Et minut senere kom den næste.
“Mor er helt ude af den.”
Jeg svarede stadig ikke.
Så kom den tredje.
“Du kan ikke bare strege tyve år ud.”