Fredag aften tegnede til at blive rolig. Anna kom senere hjem end normalt med tunge indkøbsposer i hænderne. Fra poserne klirrede flasker med olivenolie mod dåser med gode tomater, og hun havde med vilje lagt vejen forbi markedet efter arbejde for at få ordentligt oksekød og friske krydderurter. I den ene pose lå der også en gave til Mads: en flaske lagret malbec, som han havde talt om og ledt efter i månedsvis. Anna havde forestillet sig, at en stille aften med et glas vin måske kunne give dem mulighed for endelig at tale sammen. Ikke bare udveksle bebrejdelser, men virkelig tale.
Nøglen drejede rundt i låsen. Idet døren gik op, slog en tung lugt af branket olie og stegte løg hende i møde. Allerede i entréen stod Hanne, hendes svigermor, med hænderne plantet i siden og munden presset sammen til en smal, utilfreds streg.
— Nå, dér kom nattens dronning endelig. Maden har stået alt for længe, og frikadellerne er blevet som gummi. En ordentlig kone sørger for, at der er dækket bord til tiden, men du render jo rundt et eller andet sted, ingen ved hvor.
Anna svarede ikke. Hun tog frakken af, hængte den på en bøjle og mærkede, hvordan poserne trak i armene.
— Jeg var på arbejde, Hanne. Mødet trak ud.
— Jo jo, dine møder kender jeg godt. I min tid gik kvinder også på arbejde, men de kunne alligevel nå at lave aftensmad, tage imod deres mand og holde hjemmet pænt. Men dig? Du farer rundt med din karriere, som om den var en hellig skat.
Anna gik ud i køkkenet og forsøgte at lade ordene prelle af. På komfuret stod der ganske rigtigt en pande med mørkebrune klumper, der engang havde været frikadeller. Ved siden af stod en gryde med kold suppe. Hun begyndte at tømme poserne, sætte varerne på plads og skylle det opvask af, der havde samlet sig i løbet af dagen.
Hanne satte sig ved bordet, støttede kinden mod hånden og betragtede sin svigerdatter med et blik, som om hun sad til revision. Inde fra stuen lød dæmpede skud og eksplosioner. Mads spillede på konsol. Han havde ikke engang rejst sig for at sige hej.
— Lille Anna, — sagde Hanne pludselig med en blød, næsten kærlig stemme, der fik det til at løbe koldt ned ad Annas ryg. — Mads mangler tredive tusind kroner til sin startup. Der er kun en uge tilbage. Investoren er varm, forstår du nok. Og du lever jo, som om du svømmer i penge.
Anna stivnede over vasken. Langsomt tørrede hun hænderne i viskestykket og vendte sig om.
— I går overførte jeg fem tusind kroner til hans markedsføring. Før det betalte jeg for hans programmeringskursus. Hvilke tredive tusind taler du om?
— Hvilke? Helt almindelige penge, naturligvis! — Hanne slog ud med armene. — Er det virkelig så svært at forstå? I er en familie, og budgettet er fælles. Eller nænner du ikke at bruge penge på din egen mand? Du er parat til at flå skjorten af ryggen på os. Kaffe to go kan du købe hver eneste dag, men når det handler om familiens fremtid, så sidder pengene fast. Du er en snylter med omvendt fortegn, det er, hvad du er.
Anna bed tænderne hårdt sammen. Hun kom til at tænke på den lille cappuccino, hun havde købt i caféen ved kontoret samme morgen for tyve kroner. Det havde været dagens eneste lille glæde. Og den cappuccino havde de nu bebrejdet hende i næsten to måneder.
— Mor, lad hende være, — lød Mads’ stemme fra stuen. Han gjorde sig ikke engang den ulejlighed at rejse sig fra sofaen. — Anna, helt ærligt, du er blevet nærig. Før var du anderledes. Dengang troede du på mig.
Anna gik ud i gangen, hvorfra hun kunne se ind i stuen. Mads lå henslængt med benene oppe på armlænet og blikket limet til fjernsynet. På skærmen løb monstre rundt, mens maskingeværer bragede. Fireogtredive år gammel. Han var fireogtredive.
— Mads, lad os tale sammen uden din mor, — sagde hun lavt.
— Hvad er det nu, I skal hviske om? — blandede Hanne sig straks og dukkede op i køkkendøren. — Har du hemmeligheder for mig? Jeg bor her faktisk også. Jeg har lagt min sjæl i den her lejlighed. Mine nerver og mine opsparinger. Men du behandler mig og min søn som fremmede.
Anna drejede langsomt hovedet mod hende. Lagt sin sjæl og sine opsparinger i lejligheden. Det betød de ti tusind kroner, Hanne havde givet til renoveringen tre år tidligere. Ti tusind kroner, som der siden ikke var gået én eneste dag uden, at hun blev mindet om. Renoveringen havde kostet over hundrede og halvtreds tusind, og hver eneste krone havde Anna selv tjent. Ligesom udbetalingen til boliglånet. Ligesom selve lånet.
Hanne så på hende med et udtryk af retfærdig harme. Så flyttede hun blikket over på sin søn og sagde, som om Anna slet ikke stod der:
— Hun bliver aldrig en rigtig hustru. Hun tænker kun på sig selv. Men bare rolig, jeg skal nok få hende sat på plads. Lejligheden er jo fælles nu, sådan er det. Hun har ingen steder at gå hen.
Anna sagde ingenting. Hun gik ind i soveværelset, lukkede døren bag sig, satte sig på sengen og blev længe siddende med blikket rettet mod sin taske, der var fyldt med arbejdspapirer. Til sidst tog hun sin bærbare frem og åbnede bankappen. Der stod hundrede og halvtreds tusind kroner på opsparingskontoen. Hendes økonomiske sikkerhedsnet, som hun havde bygget op gennem de sidste tre år. Mads kendte ikke til det. Hanne endnu mindre.
Anna lukkede computeren og lagde sig ned. Søvnen kom bare ikke.
Hun lå og huskede, hvordan det hele var begyndt. For fem år siden havde hendes mormor, det eneste menneske, der for alvor havde stået hende nær, efterladt hende en arv på halvtreds tusind kroner. Dengang havde Mads foreslået, at de brugte pengene til udbetalingen på en lejlighed. Han sagde, at han også havde sparet op. Men da kontrakten skulle underskrives, var hans penge på mystisk vis “ikke tilgængelige”. Han havde investeret det hele i et “gennembrudsprojekt”. Lejligheden blev derfor registreret i Annas navn. Boliglånet også. Hanne havde dengang sagt: “Så må du også betale selv, når du absolut vil være så selvstændig. Min søn skal du ikke trække ned i gæld.”
Og Anna betalte. Måned efter måned. Tre tusind fem hundrede kroner. Fællesudgifter, el, varme, madvarer, rengøringsmidler, medicin når nogen blev syge, tøj, elektronik — det hele endte på hendes skuldre. Mads lånte jævnligt penge til sine startups, og de beløb kom aldrig tilbage. Hanne havde ikke arbejdet i årevis og levede af en beskeden pension, men alligevel belærte hun ustandseligt sin svigerdatter om, hvordan man “levede rigtigt”. Og Anna fandt sig i det. Fordi hun elskede ham. Fordi hun troede på, at familien var det vigtigste. Fordi hendes egen mor havde drukket og overladt hende til mormoren, og Anna engang havde svoret, at hendes liv skulle blive anderledes. At hendes familie skulle være anderledes.
Det var så den familie, hun havde fået.
Om søndagen gjorde Hanne et stort nummer ud af frokosten. Det gamle porcelænsstel, som havde tilhørt familien, blev sat på bordet, og hun havde bagt tærter og småbrød, som om der skulle holdes fest. Nu sad hun for bordenden som en kejserinde. Mads sad ved siden af med et fraværende blik og prikkede i maden med gaflen.
— Skal du have lidt mere suppe, lille Anna? — kurrede Hanne. — Du er så tynd, de slider dig op på det arbejde. Det er på tide, du begynder at tænke på noget andet end papirer. På moderskab, for eksempel. Uret tikker. Giv os et barnebarn, gå på barsel, så skal Mads nok tage den mandlige rolle på sig og tjene pengene. Og du kan være hjemme hos din mand, tryg som bag en mur.
Anna løftede blikket fra tallerkenen.
— Hvad skal vi leve af, mens han “tager rollen på sig”? Boliglånet står i mit navn. Hvem skal betale det?
Hanne kneb misfornøjet læberne sammen og duppede munden med en serviet.
— Kommer der et barn, kommer der også brød på bordet. Man skal ikke altid svare de ældre igen. Moderskab er din vigtigste opgave, ikke at rode rundt i papirer.
— De papirer, Hanne, er min løn. Og boliglånet. Og afbetalingen på køleskabet. Og dine tærter, hvis vi endelig skal være præcise.
Mads så pludselig op, som om han først nu var vendt tilbage fra sine egne tanker.
— Anna, helt ærligt, du skal altid gøre alting negativt. Det er bare et boliglån. Når jeg får forretningen op at køre, lukker vi det hele. Giv mig nu lidt tid.
— Hvor meget tid, Mads? Du har sagt det samme i tre år. Du har ikke ét eneste projekt, der virker. Du har ikke engang betalt fællesudgifterne én gang.
— Nå, så begynder det igen. — Mads skubbede tallerkenen fra sig. — Mor har ret. Du lever med en lommeregner inde i hovedet.
Hanne nikkede tilfreds. Anna mærkede kvalmen presse sig op i halsen. Hun rejste sig fra bordet.
— Tak for mad. Jeg går ind og lægger mig lidt. Jeg har fået hovedpine.
Senere på aftenen kom Mads ind i soveværelset. Anna sad med en bog i hænderne og lod, som om hun læste. Han satte sig på sengekanten og forsøgte at tage hendes hånd. Hun trak fingrene til sig.
— Anna, lad os nu lade være med at skændes. Mor prøver jo bare at gøre det godt for os.
— For os? Hvad betyder det? Hun æder mig levende.
— Hun er et godt menneske. Hun vil bare have, at tingene skal være ordentlige.
— Ordentlige? Er det ordentligt, at jeg slider som en hest, mens du ligger på sofaen, og din mor kalder mig en snylter?
Mads skar en grimasse.
— Det var ikke sådan, hun mente det. Du misforstår bare altid.
— Så forklar mig det.