— Forklar mig, hvad hun mente, da hun sagde, at lejligheden var vores allesammens, og at jeg ikke havde noget sted at gå hen.
— Altså… — Mads tøvede. — Lejligheden er jo på en måde familiens. Hun har trods alt hjulpet med renoveringen.
— Ti tusind kroner. For tre år siden. Til en renovering, der kostede omkring hundrede og halvtreds tusind.
— Nu begynder du igen med dine tal! — Mads sprang op fra sengen. — Er vi forretningspartnere, eller hvad? Det eneste, du tænker på, er penge. Mor har ret: du går rundt med en lommeregner inde i hovedet. Jeg giver dig nærhed, åndelighed, støtte, og du laver alting om til kroner og øre. Hvor er tilliden til din mand? Hvor er taknemmeligheden over, at vi holder dig ud med det temperament?
Han stormede ud af soveværelset og smækkede døren så hårdt, at væggen rystede. Anna blev siddende alene. Hun stirrede op i det hvide loft og mærkede, hvordan noget i hende langsomt frøs til. Ikke i panik, ikke i vrede endnu — bare til kold, klar is.
“At vi holder dig ud med det temperament.”
Hun, som betalte, forsørgede og passede to voksne mennesker, skulle åbenbart også være taknemmelig for, at de overhovedet kunne holde hende ud.
Anna rejste sig og gik hen til spejlet. Kvinden, der så tilbage på hende, var toogtredive år, med mørke rande under øjnene og en træt fure ved munden. Engang havde hun leet let. Engang havde hun haft planer, drømme, ønsker. Nu havde hun mest af alt pligter.
Om lørdagen mødtes Anna med sin veninde Sara. De sad på en lille café tæt ved parken med hver sin latte foran sig. Anna talte, og Sara lyttede. Sara arbejdede som psykolog, og hun havde den sjældne evne at kunne lytte uden at afbryde og uden straks at ville redde hele verden.
— De æder mig op, Sara. Forstår du det? Intet er nok for dem. Jeg tjener penge — det er ikke nok. Jeg betaler boliglånet — stadig ikke nok. Jeg køber ind — heller ikke nok. Oven i det skal jeg være taknemmelig, servicere dem, føde børn og nærmest tilbede dem, fordi de “holder mig ud”.
— Og Mads? spurgte Sara roligt.
— Mads? — Anna lo kort og bittert. — Han ligger på sofaen og spiller på sin konsol. Indimellem “arbejder han på sin startup”. Det betyder, at han sidder med sin bærbare og sender præsentationer ud, som ingen læser. På tre år har han ikke lukket én eneste aftale. Ikke tjent én krone. Men han har “åndelighed” og “støtte” at byde på. Han støtter mig moralsk, siger han. Ved du hvordan? Ved ikke at råbe ad mig en ekstra gang bare for sin mors skyld.
— Og din svigermor?
— Hanne er et kapitel for sig. Hun har boet hos os i to år nu. Og i al den tid har hun undervist mig i, hvordan en “rigtig hustru” skal opføre sig. Jeg skal stå tidligst op, lave morgenmad, tage opvasken, vaske tøj, gøre rent, smile og holde mund. For “en kvinde skal være blid”. Hvis jeg så meget som prøver at sige imod, begynder det: “Vi tog dig ind i familien med din baggrund, enlig mor, faren væk, det der børnehjemspræg — du burde være taknemmelig.”
Sara satte koppen fra sig.
— Anna, nu skal du høre godt efter. Det, du beskriver, er misbrug. Økonomisk og psykisk. Du er den, der bærer hele økonomien, men de har fået dig til at tro, at det er dig, der skylder alle noget. Du forsørger to voksne mennesker, som kalder dig en snylter. Det er en klassisk omvending. De lever af dig, men får det til at se ud, som om det er dig, der nasser på dem. Og ved du, hvad det værste er?
— Hvad?
— At en del af dig stadig tror på det. Du forsvarer dig stadig over for dem. Du prøver stadig at bevise, at du er god nok.
Anna sænkede blikket. En klump satte sig fast i halsen. Sara havde ret. Hun havde hele tiden forklaret sig. Hele tiden forsøgt at gøre sig fortjent til kærlighed.
Telefonen ringede. På skærmen stod der “Mads”.
— Ja, sagde Anna.
— Hvor er du?! Kom hjem med det samme! Mor har fundet noget. Det viser sig, at vores ægteskab er bygget på løgn!
— Hvad snakker du om?
— Kom hjem, så ser du det. Og vær klar til at forklare dig.
Anna sagde farvel til Sara og prajede en taxa. Hele vejen hjem sad hun og så ud på husene, der gled forbi vinduet, mens hun prøvede at gætte, hvad det nu kunne være. Hun gættede forkert.
I stuen hang stemningen som i en retssal, hvor dommen allerede var afsagt. På sofabordet lå hendes private bankudskrifter spredt ud sammen med en udskrift fra hendes opsparingskonto. Hanne stod bøjet over papirerne med et fortrukket ansigt. Mads sad i lænestolen med armene over kors og så på sin kone med et udtryk af fornærmet retfærdighed.
— Så kom sandheden frem! erklærede Hanne triumferende. — Hun tæller hver eneste øre, hun nænner knap at dele et stykke brød med andre, og imens har hun gemt hundrede og halvtreds tusind kroner på en konto! En Judas i skørt! Vi knokler for at klare os, Mads slider sine sidste nerver op på sin forretning, og hun sparer op til diamanter!
— Det er ikke til diamanter, sagde Anna lavt. — Det er min økonomiske sikkerhed. Hvis jeg mister arbejdet, bliver syg, eller der sker noget uforudset. Jeg har selv tjent hver eneste krone.
— Din? — Hanne tog et skridt mod hende. — I et ægteskab er alt fælles! Du stjæler fra din mand! Du bor her på det hele serveret i min lejlighed…
Hun tav brat, men ordene var allerede sluppet ud og blev hængende i rummet.
— I din lejlighed? gentog Anna.
— I vores fælles hjem, rettede Hanne sig selv. — Lad være med at hænge dig i ord, din dumme tøs. Du regner os jo for ingenting! Vi er fremmede for dig, er det sådan? Du ser os som nogle snyltere, der spiser af din hånd?
Mads sagde ikke noget. Men hans tavshed var mere afslørende end en hel tale. Anna vendte blikket mod ham.
— Mener du også det? At jeg stjæler fra jer?
— Jeg mener, at du skjuler penge for mig, sagde han. — Det er forræderi, Anna.
Et eller andet klikkede inde i hende. Isen, der havde lagt sig omkring hjertet, revnede, og i stedet rejste der sig en bølge af stille, iskold vrede. Hun var ikke bange længere. Hun ville ikke forklare sig mere. Hun ville ikke stå der og tigge om at blive anset for et ordentligt menneske.
— Hvis jeg er en snylter her i huset, og hvis jeg hele tiden presser penge ud af jer, sagde hun tydeligt, ord for ord, — så har I heller ingen grund til at bo i min lejlighed længere. Du, Hanne, har ikke folkeregisteradresse her. Og du, Mads, står her kun, fordi du er min mand. Lejligheden er min personlige ejendom fra før ægteskabet. Jeg får jer begge to ud. Nu er det nok.
Der blev så stille i stuen, at man kunne høre vandhanen i køkkenet dryppe, fordi den ikke var lukket ordentligt. Hanne åbnede munden, lukkede den igen og åbnede den på ny.
— Hvaaad?! skreg hun. — Hvem tror du, du er?! Smide os ud? Os?! Du jager min egen søn ud af hans hjem, din utaknemmelige heks!
Hun kastede sig frem mod Anna med armene i vejret. Mads sprang op og greb fat i sin mor for at holde hende tilbage. Så brød larmen løs: skrig, gråd, forbandelser. Anna stod helt stille og betragtede optrinnet, som var det et dårligt teaterstykke. Selv naboens hund på den anden side af væggen reagerede på spektaklet og begyndte at gø.
Da det første chok havde lagt sig, blev råbene afløst af bønner.
— Anna, tilgiv os, mor gik over stregen, sagde Mads og kom helt tæt på hende. Hans stemme blev lav, næsten fortrolig. — Jeg sagde ting, jeg ikke skulle have sagt. Det er nerverne. Lad os nu bare trække vejret. Du er jo et godt menneske, du tilgiver os selvfølgelig. Jeg elsker dig. Hvem skulle ellers elske dig, sådan som du er, med dit temperament? Du skal værdsætte dem, der bliver hos dig, før det er for sent.
Anna trådte baglæns hen mod vinduet. Uden at gøre et nummer ud af det fik hun telefonen frem og trykkede på optageknappen. Beslutningen kom på et sekund. Hvis de uden videre rodede i hendes bankpapirer, ville det næste blive værre. Hun havde brug for beviser.
Hanne opdagede, at skrig ikke virkede, og skiftede taktik. Hun satte sig tungt i sofaen, foldede hænderne i skødet og anlagde et udtryk af sørgmodig livsvisdom.
— Lille ven, du må forstå det her. Vi tog dig ind i familien, selv med din bagage. En enlig mor, en far, der ingen ved hvor er, og en bedstemor, der slæbte sig igennem livet for at opfostre dig. Du burde være taknemmelig. Denne lejlighed er vores hjem, jeg har lagt min sjæl i den. Giv os nu bare de penge fra kontoen til Mads. Så glemmer vi din dumhed. Smid os ikke ud, det vil Vorherre ikke tilgive dig.
Mads nikkede.
— Ja, Anna. Stop nu. Ødelæg ikke vores ægteskab. Vi er jo en familie. Alt er fælles.
Anna lod blikket glide fra sin mand til sin svigermor. Familie. Fælles. Taknemmelighed. Så pæne ord. Og så råddent et indhold bag dem.
— Så for at bevare freden skal jeg give jer hundrede og halvtreds tusind kroner og sige undskyld?
— Det er ikke til os, din tåbe, det er til familiens økonomi! — Hanne lænede sig frem, men stivnede pludselig, da hun fik øje på telefonen i Annas hånd. — Og hold så op med de optagelser. Optager du os?
Hanne blev først bleg, derefter rød i skjolder. Anna lagde roligt telefonen på sofabordet med skærmen opad. Optagelsen kørte videre.
— I får en uge til at pakke jeres ting og flytte.