– Anna, den tallerken dér skal du nok lade stå. Der er salat med mayonnaise i. Det er jo ikke godt for dig, sagde Lars uden at løfte blikket fra kødet på grillen. Så lo han.
Vi sad tolv mennesker omkring bordet på sommerterrassen hjemme hos os. Grillspyddene havde jeg været i gang med siden morgenstunden. Marinaden var efter en opskrift, jeg havde brugt tre år på at finpudse. Salaten var i øvrigt også min.
Sådan havde han været i syv år. Helt fra første gang Mads tog ham med, så vi kunne hilse på hinanden. Lars lod øjnene glide over mig fra top til tå, fløjtede lavt og sagde: “Nå, Mads, jeg kan høre, du er til de frodige typer.” Dengang smilede jeg bare. Jeg troede, det var en joke. Grov, ja, men stadig en joke.
Det tog jeg fejl af.
Mads og jeg blev gift for otte år siden. Jeg var fyrre, han var otteogtredive. For os begge var det andet ægteskab. Han arbejdede som ingeniør på et projekteringskontor, og jeg havde på det tidspunkt allerede åbnet min anden butik i “Den Søde Sag”. Mit eget konditorikoncept. Bygget op fra ingenting, uden lån og uden penge fra nogen far. I tre år røg hver eneste krone tilbage i forretningen. Da vi blev gift, havde jeg to afdelinger. Nu har jeg fem.
Lars havde været Mads’ ven siden første klasse. De var vokset op sammen, havde været i militæret sammen og tog stadig på fisketur hver oktober. For Mads var Lars næsten som en bror. Det vidste jeg godt. Derfor bed jeg tænderne sammen.
Lars ejede et reklamebureau, “Brise Media”. Logoer, emballage, online markedsføring og den slags. Og helt ærligt, han drev det ikke dårligt. Der var bare én ting, han ikke anede. Seks år tidligere skulle jeg bruge en leverandør til en rebranding: ny visuel identitet til hele kæden, emballage, menuer og facadeskilte. Min manager, Sara, fandt tre bureauer, vi kunne vælge mellem. Et af dem var “Brise Media”. De tilbød den bedste pris og den korteste tidsplan. Kontrakten blev underskrevet gennem selskabet “Konditor-Plus ApS”, og Sara stod som kontaktperson. I seks år arbejdede Lars altså for mit firma uden at vide, at det var hans bedste vens kone, der betalte regningerne.
Firehundredeogfirs tusind kroner om året. Så meget lagde jeg i hans bureau. Menudesign, sæsonkampagner, indretning af nye butikker og drift af sociale medier. Hver måned gik fyrre tusind kroner af sted, præcist som et urværk.
Mads kendte sandheden. Jeg havde bedt ham om ikke at sige noget til Lars. Jeg ønskede ikke at blande venskab og forretning sammen. Og Mads tav.
Lars fortsatte med sine små “vittigheder”.
Den aften på terrassen satte jeg det sidste fad på bordet, ovnbagte grøntsager, og satte mig ved siden af Mads. Lars var allerede i gang med at skænke vin. Mette, hans kone, sad overfor og stirrede ned i sin tallerken. Det gjorde hun altid, når hendes mand begyndte.
– Anna, du kunne da godt nå at tabe dig lidt inden sommer, sagde Lars og rakte hende et glas. – Går du overhovedet i badedragt? Eller gemmer du dig i en pareo?
Der blev stille omkring bordet. En eller anden hostede. Mads lagde sin hånd på mit knæ. Den velkendte bevægelse. “Hold ud. Han mener det ikke ondt.”
Jeg tog vinglasset og så direkte på Lars.
– Lars, ved du egentlig, at dit bureau stadig ikke har fået lukket lånet til kontoret? spurgte jeg roligt, som om jeg blot nævnte vejret. Det vidste jeg, fordi Sara engang havde fortalt, at de var forsinkede med nogle layout, og forklaringen lød på problemer med huslejen.
Hans smil sitrede. Kun et sekund. Så slog han en latter op.
– Hvor ved du fra, hvad der sker med mit kontor? Han drejede glasset mellem fingrene. – Har Mads sladret? Hold da op, bror.
Mads sagde ingenting.
Jeg drak resten af min vin. Lars skiftede emne til fodbold, ferie og sin nye bil. Det sædvanlige repertoire. Jeg tænkte bare: Nå. Det er ikke første gang. Jeg overlever nok også denne.
Senere, da alle var kørt, stod jeg og vaskede op. Mads kom bagfra og lagde armene om mig.
– Tilgiv ham. Han er bare sådan.
– Jeg ved godt, hvordan han er, svarede jeg. – Men “han er bare sådan” er ikke en undskyldning.
Mads kyssede mig i nakken og gik i seng. Jeg blev stående ved vasken, mens det varme vand løb hen over mine hænder, uden at jeg kunne mærke varmen. Kun trætheden. Syv år med de samme bemærkninger. Syv år med Mads’ samme undskyldninger. Syv år med den samme tavshed rundt om bordet.
En måned senere ringede Lars. Han inviterede os til sin fødselsdag. Han fyldte toogfyrre.
Jeg bagte en kage. Dumt, måske. Men jeg er konditor. Den blev i tre etager, med chokoladeglasur og karameldekorationer. Seks timers arbejde. Marengs for sig, fyld for sig, pynt for sig. Kagen vejede næsten fire kilo.
Mads bar æsken ud til bilen, forsigtigt som om han bar et barn.
– Den er virkelig flot, sagde han. – Lars bliver målløs.
Det blev Lars også. Bare ikke på den måde, vi havde forestillet os.
Der var tyve gæster, og festen blev holdt på en restaurant.