Lars havde lejet hele stedet for aftenen. Et langt bord var dækket med hvide duge, og i hjørnet spillede et lille band. Mette sad i en ny kjole, stille og tilbageholdende som altid. Lars selv stod midt i det hele, solbrændt, med skinnende tænder og en skjorte til omkring tre tusind kroner. Han tog imod alle, der kom ind, med store armbevægelser, klappede mændene på ryggen og kyssede kvinderne på hånden.
En charmerende mand. Hvis man altså ikke kendte ham for godt.
Jeg satte kageæsken på et lille sidebord og løftede låget af. Kagen lyste næsten i rummet. De tynde karamelsnore fangede lampeskæret og glimtede som glas. Et par af gæsterne kom straks nærmere og begyndte at tage billeder.
– Hvem har lavet den? spurgte en kvinde i en mørkerød kjole.
– Det har jeg, sagde jeg.
– Er du konditor?
– Ja.
Så kom Lars hen. Først betragtede han kagen. Bagefter lod han blikket glide over på mig.
– Anna, sagde han, – altså, kagen er da imponerende. Men måske skulle du have sparet lidt af al den creme til den i stedet for at bruge den på dig selv, hva’?
Han lo, vendte sig mod de andre og hævede stemmen en anelse.
– Vores Anna er glad for søde sager. Det kan man godt se, ikke?
Så gav han mig et kammeratligt klap på skulderen.
Jeg stod der ved siden af en kage på næsten fire kilo, som jeg havde brugt seks timer på at lave, mens tyve mennesker så på mig. Nogen slog blikket ned. En anden pressede et stift smil frem. Mette stirrede intenst ned i sit glas, som om der stod noget vigtigt på bunden.
Indeni mig var der noget, der sagde klik. Ikke vrede, ikke helt. Mere som en lås, der faldt i.
– Lars, sagde jeg med en stemme, der var forbavsende rolig, – den her kage koster omkring tolv hundrede kroner. Jeg har arbejdet på den i seks timer. Du har lige fornærmet den gæst, der kom med en håndlavet gave til dig. Så nu tager jeg den med igen.
Derefter lagde jeg låget på æsken.
Der blev så stille, at man kunne høre vand dryppe et sted ude fra køkkenet.
– Mener du det? Lars blinkede.
– Fuldstændig.
Jeg løftede æsken. Fire kilo. Mine hænder rystede ikke. Så vendte jeg mig om og gik mod udgangen.
Mads indhentede mig ude på parkeringspladsen.
– Anna, vent lige.
– Jeg venter i bilen.
– Han mente det jo ikke sådan. Han er bare…
– Mads, sagde jeg og stillede æsken fra mig på motorhjelmen. – Han har været “bare” sådan i syv år. Hver eneste gang vi ses. Foran alle. Jeg gider ikke længere lade, som om det er normalt. Lad os køre.
Vi kørte derfra. Næste morgen tog jeg kagen med hen i konditoriet. Den blev solgt på under en time.
Mads sagde ikke et ord på hele turen hjem. Først da vi var kommet ind ad døren, sagde han:
– Han blev såret.
– Det gjorde jeg også, svarede jeg.
Den aften sad jeg alene ude i køkkenet. Udenfor var der stille. Jeg drak te og tænkte på, at tolv hundrede kroner ikke var det væsentlige. Seks timers arbejde var heller ikke det egentlige. Men at tyve mennesker havde set mig tage min gave tilbage, det var noget nyt. Jeg vidste ikke, om jeg havde gjort det rigtige. Men jeg sad med rank ryg. Og det betød trods alt noget.
To uger senere ringede Lars, som om intet var hændt. Han inviterede os til en poolfest.
– Bare rolig, denne gang uden kager, jokede han.
Jeg havde ikke lyst til at tage med. Overhovedet ikke. Jeg sagde til Mads, at jeg blev hjemme. Han nikkede. Men to dage efter kom han alligevel hen til mig og sagde:
– Anna, Rasmus og Sofie kommer. Jakob også. Vi har ikke set dem i evigheder. Jeg beder dig ikke om at blive gode venner med Lars. Bare kom med. For min skyld.
For hans skyld. Otte år med “for min skyld”. Hver højtid, hver fælles weekend, hver eneste tåbelige fest. Jeg havde regnet på det: I løbet af syv år havde vi set Lars omkring tres gange. Otte-ti gange om året. Og ikke én eneste gang var gået forbi uden en bemærkning om min vægt, min mad, min krop eller mit tøj.
Tres møder. Tres små ydmygelser. Hver gang havde jeg smilet, tiet stille eller fundet en undskyldning for at gå ind i et andet rum. Og bagefter sagde Mads altid: “Han mener det jo ikke ondt.”
Jeg tog med.
Lars havde et hus uden for byen. Stor grund, swimmingpool og et område med grill. Alt var pænt, alt så dyrt ud. Han elskede at vise det frem: se bare, hvad jeg har skabt. Hvide liggestole, lys nede i poolen, højttalere med musik. Der var atten gæster. Halvdelen kendte jeg. Resten havde jeg aldrig mødt før.
Jeg havde taget en heldragt på og en tunika over. Størrelse 52, ja. Jeg er en stor kvinde. Det ved jeg godt. Jeg ved det hver morgen, når jeg står op, klæder mig på, tager på arbejde, leder fem konditorier og betaler løn til toogtredive ansatte. Min vægt er min vægt. Den tilhører ikke ham.
Den første time gik faktisk fredeligt. Lars havde travlt ved grillen og med at tage imod nye gæster. Jeg sad på en liggestol, drak limonade og talte med Sofie. Hende holdt jeg af. Hun var også stor, og hun havde også måttet lægge øre til Lars’ vittigheder, bare ikke nær så tit, fordi de kun så ham et par gange om året.
Så kom Lars hen til os. Han havde et glas i hånden og et smil på læben. Solbrændt, veltrænet, helt sikker på sig selv. Han stillede sig ved siden af mig.
– Anna, hvorfor går du ikke i poolen? Vandet er varmt.
– Jeg har ikke lyst, sagde jeg.
– Åh, hold nu op, sagde han.