— Nu er det slut med at leve gratis! — Jeg spærrede kortene, og for første gang hørte min toogfyrreårige mand mig sige: Gå ud og tjen dine egne penge.
Anna vågnede ikke af alarmen, men af den kvælende varme i soveværelset. Luften stod stille, som i en overfyldt bus midt i myldretiden, hvor chaufføren havde glemt alt om aircondition, og passagererne tilsyneladende mente, at frisk luft var direkte sundhedsskadelig.
Hun stirrede automatisk op mod loftet. I hjørnet sad en edderkop, og den var tilsyneladende det eneste levende væsen i lejligheden, der ikke havde tænkt sig at klage over heden.
Måske lider den også, tænkte Anna bittert. Den gør det bare i stilhed. I modsætning til min familie.
Med et suk vendte hun sig om på den anden side.
Ude fra køkkenet lød der allerede klirren af tallerkener og gryder. Det betød, at Karen var stået op. Anna kendte hendes morgenritual ud og ind: svigermoren vågnede klokken syv og begyndte straks at larme, som om hun var i konkurrence med skraldebilen og viceværten på én gang.
— Anna, stå nu op, klokken er allerede halv otte! — råbte Karen fra køkkenet med en stemme, der lød alt for munter til så tidligt på dagen. Næsten hånlig. — Du er jo den eneste her i huset, der arbejder, så du må endelig ikke komme for sent!
— Hvor betænksomt, at du minder mig om det, — mumlede Anna, mens hun satte sig op. — Som om jeg ikke kunne finde ud af det uden jer.
I gangen sad Peter og ventede, hvis man kunne kalde det at vente. Han var kun iført underbukser, havde telefonen i hånden og scrollede koncentreret ned over skærmen. Hans ansigt var så alvorligt, at man skulle tro, han var i færd med at afgøre landets fremtid. I virkeligheden vidste Anna udmærket, hvad han lavede: han sad og regnede på, hvilken fodboldspiller der mon ville “gå hjem” på dagens kupon.
— Peter, kunne du i det mindste tage noget tøj på? — sagde hun, da hun passerede ham.
— Hvorfor det? — Han trak på skuldrene uden at løfte blikket. — Jeg er hjemme. Her må man godt slappe af.
— Ja da. En rigtig fluesmækkersalon, — svarede Anna tørt.
Peter lod, som om han ikke hørte det. Hele hans mentale kapacitet syntes at være bundet op på oddsene i Lars’ kamp.
Da Anna trådte ind i køkkenet, ramte lugten af brændt havregrød hende med det samme. Karen stod ved komfuret i morgenkåbe og rørte rundt i en gryde, som om hun udførte et vigtigt samfundsarbejde.
— Jeg har lavet grød til dig, — meddelte hun stolt. — Du får brug for kræfter. Hele husholdningen hviler jo på dine skuldre.
— Tak, — sagde Anna og hældte kaffe op til sig selv, — men jeg plejer altså at spise yoghurt om morgenen.
— Yoghurt? Det er da ikke mad! — udbrød svigermoren forarget. — Grød, det er fundamentet. Der er en grund til, at jeg gav børnene i skolen grød hele mit arbejdsliv.
Anna tog en slurk kaffe og slugte den spydige bemærkning, der pressede sig på.
Ja, Karen, tænkte hun. Det var sikkert derfor, ungerne styrtede hen til boden efter boller i hvert eneste frikvarter. Grød er grød, men mennesker har nu også brug for rigtig mad.
— Mor, kan du ikke sætte penge ind på min telefon? — råbte Peter inde fra værelset. — Den er gået i minus.
Anna var lige ved at få kaffen galt i halsen.
— Peter, du er en voksen mand. Du er toogfyrre. Du har to hænder, og ovenikøbet en ingeniøruddannelse. Er det virkelig så umuligt for dig selv at tanke din telefon op?
Peter dukkede op i køkkendøren og kløede sig dovent på maven.
— Det ville jeg da gerne, men mit kort er tomt. Og det er jo dig, der er finansdirektøren herhjemme. Det er lettere for dig.
— Finansdirektøren? — Anna smilede uden glæde. — Jeg troede ellers, jeg var din kone.
— Det er du også, — nikkede Peter. — To funktioner i én, kan man sige.
Karen stillede sig straks på sin søns side.
— Anna, hvorfor skal du være så smålig? Du tjener jo pengene. Vi er familie. Er det ikke netop meningen, at man deler med hinanden?
— Interessant, — sagde Anna og tog endnu en slurk kaffe, mens hun så skævt på svigermoren. — Af en eller anden grund er det altid mig, der deler, mens alle andre bare tager.
Der blev stille i køkkenet. Selv grøden holdt op med at boble.
— Begynder du nu igen? — Karen rynkede panden. — Jeg bryder mig ikke om den nærighed hos dig.
— Det handler ikke om nærighed, men om helt almindelig retfærdighed, — svarede Anna. — Jeg er ikke en hæveautomat.
— Så er vi i gang, — sukkede Peter. — Klokken er knap nok blevet morgen, og du står allerede og anklager os. Forstår du ikke, at det bare er stress? Du burde tage livet lidt mere afslappet.
— Mere afslappet? — Anna mærkede vreden stige op gennem brystet. — Du har siddet hjemme i to år og “taget det afslappet”. Og din mor gør præcis det samme på min regning.