— … og hun bruger løs af min løn, hjælper endda sine egne slægtninge, mens jeg bare skal betale det hele og holde mund?
— Nu overdriver du igen, — sagde Peter med en påtaget ro og rakte endnu en gang ud efter sin telefon. — Det kan jo ordnes alt sammen.
— Selvfølgelig kan det ordnes, — nikkede Anna kort. — Det ender bare mærkeligt nok altid med, at det er mig, der skal ordne det.
Hun satte koppen fra sig i vasken så brat, at lyden skar gennem det lille køkken som et smæld.
— Anna, kære… — begyndte svigermoren i en mild, forsonende tone. — Vi er jo en familie. Det er en svær periode lige nu, men det falder på plads.
— Hvornår? — Anna løftede blikket mod hende. — Når jeg fylder tres og stadig arbejder ved siden af pensionen, så I to fortsat kan sidde herhjemme?
Ingen af dem svarede.
Anna trak vejret dybt. En tanke gled pludselig gennem hovedet på hende:
“Det er måske mig, der har skabt det her. Jeg vænnede dem til det. Først hjalp jeg bare lidt. Så hjalp jeg igen. Og igen. Og nu forsørger jeg to voksne drivere, som synes, det er den mest naturlige ting i verden.”
Telefonen gav lyd fra sig. En påmindelse om den kommende betaling på boliglånet. Anna kastede et blik på skærmen, og det strammede sig ubehageligt i maven.
— Apropos, — sagde hun langsomt, da noget gik op for hende. — Hvem hævede fem tusind kroner fra mit kort i går?
Peter løftede øjenbrynene, tydeligt overrasket.
— Det var ikke mig. Jeg har jo ikke adgang, — sagde han.
Karen begyndte at hoste og sænkede blikket ned mod sin tallerken.
— Karen? — Annas stemme blev iskold.
— Altså… du ved… min niece har problemer, — mumlede svigermoren. — Hun er kommet i gæld. Og vi er familie. Man hjælper hinanden.
— Hvilken niece? — Anna måtte anstrenge sig for ikke at råbe. — Jeg har et boliglån, regninger og faste udgifter. Du spurgte mig ikke engang!
— Anna, — sagde Karen blødt, næsten kærtegnende, — du forstår det ikke. Det er kun midlertidigt. Vi betaler det tilbage.
— I? Betaler tilbage? — Anna begyndte at le, men latteren knækkede, og tårerne pressede sig frem. — Jer to? Den ene lever af væddemål, den anden af andres problemer. Og I vil betale mig tilbage?
— Du er blevet bitter, — sagde Peter lavt og rystede på hovedet. — Du var anderledes før.
— Nej, Peter. Jeg var præcis sådan her før. Dengang tav jeg bare.
Hun så fra den ene til den anden, og i samme øjeblik stod det fuldstændigt klart for hende: noget måtte ændres.
— Det er slut. Fodertruget er lukket, — sagde Anna og tog kortet op af sin taske. — I dag spærrer jeg alle kortene, og pengene bliver sat et sted, hvor I ikke kan røre dem. Fra nu af lever hver enkelt af sine egne penge.
Peter stod med åben mund, som om han ville sige noget, men der kom ikke en lyd. Karen slog hænderne sammen.
— Anna! Er du blevet vanvittig? Vi er jo familie!
— Netop, — svarede Anna køligt. — Familie betyder støtte. Her i huset er det blevet til snylteri.
Hun vendte sig om og gik ind på værelset, mens hun efterlod dem i køkkenet i en tavshed, der var så massiv, at den næsten kunne mærkes i luften.
“Jeg gjorde det. Jeg sagde det virkelig højt. Nu får vi se, hvad der sker.”
Efter udbruddet dagen før havde der lagt sig en tung, kvælende stilhed over lejligheden, som en gammel loftslampe ingen længere brød sig om, men som ingen turde tage ned. Anna lagde sig i soveværelset og blev længe ved med at stirre op i loftet, som om svaret på, hvad hun nu skulle gøre, kunne stå skrevet dér. Men intet svar viste sig. Det lod tværtimod til at more sig med at blive væk.
Næste morgen begyndte med smækkende døre. Peter slæbte demonstrativt fødderne hen ad gangen i sine tøfler. Det var tydeligt, at han trampede hårdere end nødvendigt, bare for at hun skulle høre det. Han gik ind i stuen, kom tilbage, raslede med poser og forsvandt igen. Som et rastløst spøgelse med ondt i maven vandrede han rundt i lejligheden.
— Anna, — brød han til sidst tavsheden. — Du mente det altså alvorligt? Du har gemt pengene?
Anna var i færd med at hælde kaffe op til sig selv.
— Jeg har ikke gemt dem. Jeg har placeret dem et sted, hvor I ikke kan få fat i dem. Det kaldes at passe på dem.
— Det er forræderi, — sagde Peter og gik tydeligt i offensiven. — Er det sådan, du behandler mig efter alt det, vi har været igennem?
— Alt det? — Anna hævede et øjenbryn. — Mener du de to år, hvor jeg har forsørget både dig og din mor?
— Er jeg måske ikke din mand?! — Peters stemme steg. — Jeg har ret til det!
— Ja, — svarede Anna roligt. — Til din egen løn.
I samme øjeblik kom Karen farende ind i køkkenet.